Annonce

29. april 2013 - 22:32

Køn i politik

Det er svært at samle tankerne om det emne jeg her vil skrive om. Det er for mig blevet en grundlæggede iboende del af mit politikske væsen, men samtidig oplever jeg igen og igen at det ikke, og langt fra, er det for andre.

For at det skal give mening må man dykke helt ned i essensen af det at identificerer sig selv som socialist. Jeg tænker mig selv som anarkist men jeg kan ikke være anarkistisk i mit verdenssyn uden også at være socialistisk. De to er uadskillelige, på trods af at kritikken rettet mod anarkismen ofte bygger på individ-spørgsmålet; hvor meget skal individet fylde i kollektivet?

Dette spørgsmål kunne naturligvis udgøre en hel bog i sig selv, så jeg vil dreje udenom det her.

 

Det jeg vil ind på, er grundessensen i det at være et socialistisk menneske. Det er, for mig, det der afgør hvilken tilgang man har til omtrent alting omkring sig. Men helt fundamentalt opfatter jeg det som at bygge et hus. Inde i mit hoved bygger jeg et hus, der afgør min stillingtagen. Loftet hedder anarkisme og de søjler der holder loftet oppe er grundessenser af anarkisme. På disse søjler sidder støttespær. Disse er udbyggede arme på grundessenserne. Til slut bliver det næsten som et net. Et net af grundlæggende ”retningslinjer”, en grundform, et udgangspunkt, en base hvor alting udspiller sig fra. Et af søjlerne der holder mit tag oppe er ligestilling. Filosofien om at alle er født med samme værdi i form af deres eksistens. Dette er i sig selv grundlæggende paradoksalt, idet der i verden findes mennesker, der i form af deres ageren ikke længere kan opfattes og behandles som ligeværdige. Et eksempel på dette kan være mennesker, der tilskriver sig en ideologi, der er fundamentalt modstridende ligestillingsfilosofien. Om dette paradoks vil der også kunne skrives hele bøger, så det vil jeg heller ikke fokuserer på her.

I ligestillingsprincippet ligger der eksplicit respekt. Respekt for andre og deres individuelle valg. Det kan eksempelvis være valget om at ændre identitet, seksualitet, rolle, navn, hårlængde, tøjstil osv. Det er her min pointe kommer til udtryk: kønspolitik. Hvorfor er kønspolitik meget ofte ikke en grundessens i venstreradikales politiske analyse og tilgang? Hvorfor er det, at mennesker der anser sig selv som socialister ikke medtænker analyser på køn i deres politiske tilgang?

Mit umiddelbare svar er ret simpel: Fordi det er nemt. Såre simpelt. Det er nemt at lade være. Kulturen for at inkorporerer det i politiske tilgange er for ny og er for mange for udfordrende. Derfor lader man det ligge, til stor skuffelse hos dem der rammes af mangel på omtanke i sidste ende; minoriteten. Det kan altså opfattes som et privilegie ikke at tage sig af det. Jeg vil klart – og uden omsvøb mene at det er et priviligie bare at valse udenom nogen som helst spørgsmål, der ikke rammer en selv. Dette er ikke en undtagelse.

 

Jeg synes der er et helt fundamentalt problem, når mennesker der tilskriver sig anarkisme (eller andre socialistisk orienterede -isme eller ideologier) ikke kan skelne mellem harmløse hændelser og stigmatiserende eller diskriminerende oplevelser. Meget ofte oplever man en tilgang til problemet hvor et udsagn som ”ej rolig nu, det var jo bare for sjov” kan godtages som legitim og dermed lukke emnet. Der mangler ligesom et kollektivt løft af analyserne, der gør det alment kendt hvad for en størrelse man har med at gøre. Det er trættende og ikke mindst frustrerende at skulle starte forfra hver gang, fordi kulturen ikke opfordrer individet til at skole sig selv på området. Tænk sig hvis det var det samme med antiracisme; at man igen og igen skulle tage konflikter om hvorfor man ikke skal bruge ord som perker. Hvorfor jokes om udlændinge ikke er hverken sjove eller tilnærmelsesvis okay og hvorfor man ikke skal tage kontakt til en person med anden etnisk baggrund end dansk ved at spørge ”hvad laver du egentlig her i landet?”

På samme måde ser det ud med kønspolitik, bortset fra at det reelt er normalt, mange steder, at lave jokes om homoseksuelle og kvinder*, ord som bøsserøv og kælling bruges desværre stadig i politiske sammenhænge og det er heller ikke usædvanligt for trans*personer, at blive spurgt om ting som ”hvad hedder du egentlig rigtigt?”

 

Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at dem der sidder hjemme på værelserne og syer patches på tøjet med anarki-A og equality-E skal dælme lige åbne en bog eller to, tage en samtale med en bekendt og generelt overveje sin egen ageren i forhold til betydningerne af de symboler man pryder sit udseende med, så man ikke går rundt som en lysende selvmodsigende reklamesøjle for hule ideer, der aldrig bliver til andet end d.i.y tryk og gode lapper. Jeg mener helt grundlæggende at der ligger et ansvar i at tilskrive sig socialistiske værdier. Det er ikke bare noget man gør og så ikke udlever det. Man bliver nød til at spørge sig selv, hvad det i grunden betyder og hvilke indirekte og direkte krav det stiller til ens adfærd. Practise what you preach!

 

Den radikale venstrefløj kritiserer ofte parlamentarikere for at skabe tomme løfter og varm luft. Måske vi skal være lidt opmærksomme på ikke selv at træde i de spor. For det er vel ikke den verden vi gerne ser?

Ser vi ikke gerne en verden, der ikke skelner mellem kønnene? En verden hvor biologisk køn ikke skal hverken stadfæste ens skæbne eller beskrive ens identitet men kan gøres og gøres om? Jeg vil gerne se en verden hvor man ikke betragter mennesker ud fra hvordan de elsker – være det fysisk eller mentalt. Eller hvor det ikke er vigtigt om man elsker når man knalder, eller bare elsker at knalde og at det er okay lige meget hvordan man gør det. Hvorfor er det, at vi stadig ejer de borgerlige, konservative tilgange til at opfatte os selv i sociale konstruktioner? Vi kan eksempelvis godt lide at sige at det er ligegyldigt men fakta er, at kvinder der har sex når og som de har lyst til, stadig bliver stigmatiseret som ”billige”, ”værende omkring”, ”nemme” osv. Der er ofte ikke mange der vil indrømme det, men der hersker stadig en underliggende tilgang om, at mænd ikke skal ligge an på andre mænd i al tydelighed – og slet ikke hvis de ikke er helt sikre på at de er homo. Det er også stadig meget vigtigt for mange at fremstå lækre eller stereotypt tiltrækkende. Der er stadig tydelige tegn på, at man opfattes gennem sit biologiske køn og at der er forventninger til det; mænd skal gøre dit, kvinder skal gøre dat. Eller også gør vi det bare, fordi vi ikke er fikserede nok på at gøre op med det.

Der er så mange facetter og indgangsvinkler til dette emne, at man kan blive rundtosset af at tænke det sammen til et billede, for så at læse queer-teori og måske finde ud af, at vi slet ikke skal forsøge at samle ét billede men dyrke det udefinerbare og usammenhængende, ikke-meningsdannende modsat bokstænkning. Der er dem der tænker det ene, fra en vinkel og andre der sætter andre perspektiver på. Der er lige så mange diskurser indenfor kønspolitik, som der er indenfor så mange andre emner og det er alsammen spændende og relevant. Problemer er bare, at vi kollektivt ikke engang er rykket ud af pixibog afdelingen på emnet og det gør det en god del svært at rykke noget i praksis. Det gør udfordringen i emnets omfang uoverskueligt stort og dermed arbejdsbyrden om at åbne det kollektivt op endnu større.   

Helt grundlæggende handler det vel om, at vi i kraft af at vi tror på en socialistiske verden, hvor ligestilling er en grundessens, ikke må ignorerer disse aspekter af vores politiske liv. Det er hamrende vigtigt for det der skal være vores produkt. Ændringerne ligger også i de små møder og ikke kun i de store træk. There will be no revolution without a sexual revolution!

Annonce