Først var der masser af snak om de hjemmeboendes SU, gymnasier og handelsskoler nedlagde undervisningen og pressen skrev løs om de såkaldte cafepenge – i nogle dage. Jeg synes vi skal huske at forhandlingerne om SUen er på vej – derfor får i lige dette brev, som en af mine venner har skrevet til undervisnings minister Tina Nedergaard. Jeg håber at hun kan give ham et ordentligt svar
Kære Undervisningsminister
Tina Nedergaard (personligt)
1/11-2010
Jeg er en ganske almindelig landbrugsskoleelev på 19 år, der går på den Økologiske landbrugsskoleelev på Kalø. Jeg ynder ingen overflod og kan finde glæden i mange ting der ikke nødvendigvis koster penge eller har en materiel værdi. Men jeg blev ærlig talt forarget, da jeg i dag fandt ud af, hvilken SU I tror mennesker kan leve for. Jeg har tidligere gået på Marselisborg Gymnasium i Århus, hvor jeg det sidste år fik SU mens jeg boede hjemme. Derover arbejdede jeg for at kunne få det hele til at køre rundt. Fra og med jeg blev 18 år definerede jeg mig selv som voksen. Jeg må køre bil, stemme, skal betale forsikringer.
Kort sagt: Jeg tager selv ansvar for min gøren og laden, både juridisk og identitetsmæssigt. Derfor mener jeg også at det ikke kan være rigtig, at mine forældre, om de kan eller ej, skal betale for mig - og da slet ikke efter at jeg er flyttet hjemmefra. Derfor vil jeg rigtig gerne vide, hvorfor jeg defineres som værende indkomstafhængig af mine forældre, da vi har fuldstændig adskilte økonomier? Hvorfor har I fundet på 20/20-reglen, for jeg kan ikke se hvilken gavn den skulle have for nogen? Det betyder at jeg får udbetalt 2628kr om måneden. Vi skal betale 2200kr i kost og logi på skolen, hvor jeg bor. Det vil sige, at tilbage har jeg 428kr om måneden til tøj, transport, frisør, telefon og jeg kunne blive ved. Det betyder at jeg har 13,8kr om dagen at gøre godt med, men når en returbillet til Århus, hvor stort set alle mine venner bor, koster 66kr, kan du forhåbentlig godt se at jeg har begrænsede handlemuligheder. Jeg har ikke mulighed for at tage et studiejob ved siden af skolen, da vi har timer fra 8-16 hver dag, skolen ligger 6 km fra nærmeste by (Rønde) og der er 30km ind til Århus. En bil har jeg jo umuligt råd til.
Jeg kan ikke umiddelbart se hvad jeg skal gøre? Tage et lån og forgælde mig? Undvære at se venner og deltagelse i sociale arrangementer som julefrokost i min gamle gymnasieklasse? Pjække fra nogle timer og arbejde? Gå nøgen rundt?
Jeg håber du kan give mig et fyldestgørende svar på de problemstillinger, jeg oplever. Og jeg anser ikke forslag som at cykle til Århus eller tigge om penge ved mine forældre de ikke selv kan undvære, som realistiske eller værdige svar.
I fredags (29/10-2010) havde vi besøg af jeres skolepatrulje, som skulle se på hvordan vores skole er, og hvorfor vi stort set intet frafald har trods det at vi hører under EUD-lovgivningen, hvor der jo normalt er et frafald på ca. 30%. De lærte noget af at besøge vores lille specielle skole, og det tror jeg bestemt også du kan. Både omkring frafaldt men også i forhold til de problemer jeg oplever, så derfor vil jeg rigtig gerne invitere dig på kaffe og kage på den Økologiske Landbrugsskole på Kalø inden for nærmeste fremtid.
Med håb om positivt svar?
Rasmus Vestergaard Madsen