Jo, jeg tror på en verden uden kapitalisme

Jeg blev lidt forbavset, da jeg forleden vågnede efter en julefrokost og kunne læse på forsiden af Information, at nu troede ikke engang marxister på en verden uden kapitalisme. Specielt fordi, at jeg selv var den eneste marxist, der optrådte i den pågældende artikel, og ikke hverken havde sagt eller i selve artiklen var citeret for en sådan holdning.

Derfor har jeg skrevet følgende replik til Information. Desværre har debat-sektionen kun kunnet finde plads til en stærkt beskåret version. Så her får i den lange version, som jeg håber klargør mine synspunkter.

/Pelle

Jo, jeg tror på en verden uden kapitalisme

På Informations forside og i en artikel inde i bladet kunne man forleden læse, at ”selv marxister ikke tror på en verden uden kapitalisme”. Da undertegnede (så vidt vides) er den eneste marxist, der optræder i artiklen, kan den forstås derhen, at jeg ikke skulle tro på en verden uden kapitalisme. Det er der imidlertid ikke dækning for i mine udtalelser.

Det, jeg blev spurgt om i det pågældende interview, var, hvorfor kapitalismen efter min mening ikke var død som følge af den økonomiske og finansielle krise. Jeg pegede på blandt andet den kapitalistiske økonomis forbløffende evne til at overleve kriser, og på den såkaldte TINA (There Is No Alternative)-doktrins ideologiske dominans i den offentlige debat.
Det er imidlertid ikke det samme som, at jeg ikke selv mener, at der findes alternativer til kapitalisme. Jeg tror bestemt ikke, at kapitalismen er historiens afslutning. Jeg tror tvært imod, at det er både muligt og nødvendigt at udvikle en samfundsmodel, som er langt mere demokratisk, som sikrer større frihed, større økonomisk retfærdighed og større miljømæssig bæredygtighed.

Spørgsmålet er, hvordan den udvikling kan komme til at ske. Jeg tror ikke - som det er artiklens præmis - at den igangværende krise vil udløse et pludseligt brud med kapitalismen (bl.a. af de årsager jeg nævner ovenfor). Men jeg tror, at de ideologiske og materielle forandringer krisen skaber, vil kunne sætte gang i en udvikling, hvor demokratiske beslutninger og regulering af økonomien vinder frem på bekostning af markedskræfternes frie spil, og dermed vender den nyliberalistiske offensiv, som har hærget i de sidste årtier. Og jeg tror, at en sådan socialistisk orienteret udvikling i sidste ende kan fortrænge kapitalismen som det dominerende økonomiske princip.

Der er imidlertid også en risiko for, at krisen får det modsatte resultat: Nemlig en uddybning af den nyliberalistiske politik med yderligere dereguleringer af økonomien, med arbejdsmarkedsreformer der presser lønningerne og øger uligheden og med fortsat massearbejdsløshed. Det er desværre netop den tendens, som den seneste euro-traktat er udtryk for og det samme gælder de hjemlige reformer af efterløn og pensionsalder.

De store spørgsmål er altså efter min mening ikke, om kapitalismen bryder sammen i morgen.For det gør den næppe. Spørgsmålet er snarere hvilken samfundsudvikling, den vil afstedkomme.
Hvilken vej det kommer til at gå, er imidlertid langt fra tilfældigt, og der hviler ikke mindst et tungt ansvar på venstrefløjen og fagbevægelsen, som har udgjort den historiske modvægt til kapitalkræfternes magt

Venstrefløjens hovedopgave er efter min mening at sikre, at den angst, frustration og afmagt, som krisen udløser, transformeres til politisk engagement i folkelige bevægelser, partier og fagbevægelser, og samtidig sikre, at disse bevægelser og partier ikke kun er i stand til at protestere, men også til at øve konkret politisk indflydelse på samfundets institutioner – enten direkte gennem parlamentarisk styrkelse af venstrefløjen, eller indirekte ved at presse regeringerne til en anden politik.

Vi skal ikke nære forhåbninger til, at kapitalismen bryder sammen af sig selv, eller for den sag smide om os med revolutionære og præmature floskler om det socialistiske evighedsrige, som venter om hjørnet. Nej, vi skal med seriøsitet og gode argumenter overbevise flertallet af befolkningen om, at der er alternativer til den nyliberalistiske politik. At de seneste årtiers deregulering og følgende afdemokratisering af økonomien ikke er nogen naturlov, men er politiske valg, som kan omgøres og rulles tilbage. At samfundet ikke skal være markedets og økonomiens tjener, men omvendt, og at vi ikke skal bukke og neje for en flok hysteriske børsspekulanter og deres politiske allierede.

Samtidig skal venstrefløjen anvise konkrete reformer og tiltag, som indskrænker og inddæmmer markedernes magt, forsvarer og udvikler den solidariske velfærd, og gør samfundet stadig mindre sårbart overfor den økonomiske elites politiske pression og trusler. Det kan være forslag om en offentligt drevet banksektor, der skaber et alternativ til spekulationsbankerne, om benhårde indgreb mod valutaspekulation og kapitalflugt eller om at lade stat, kommuner og regioner drive produktionsvirksomhed. Det kan være forslag om en benhård ”kriseskat” på de højeste indtægter og profitter, der betaler for offentlige jobs til de arbejdsløse, eller om medarbejder-overtagelse af virksomheder som flytter deres produktion ud af landet.

Med andre ord er opgaven at vinde opbakning til en socialistisk politik, hvor demokratiet skridt for skridt vinder frem på bekostning af markedskræfterne, og hvor almindelige menneskers indflydelse styrkes på bekostning af den økonomiske elites magt og privilegier. Det er efter min mening en sådan proces, som kan føre til, at vi en dag vil tale om kapitalismen i datid. Og næppe det Big Bang, som artiklen efterspørger.