Annonce

17. februar 2012 - 9:15

Jeg, en (ufrivillig) pengemaskine

Som arbejdsløs, arbejdsledig, arbejdsfri indbygger i Dagpengeland eller hvad man ellers kan finde på at kalde det, har man en række pligter og rettigheder. Det er noget af det første, man hører om, når man indfinder sig i Den Store Akademiske Arbejdsløshedskø. Det sjove er bare, at ens rettigheder har en slående lighed med ens pligter på den måde, at hvis ikke man bruger sine rettigheder, så ryger dagpengene. Her taler jeg naturligvis om retten til at blive ”aktiveret”, som det jo hedder. I grunden er det en sær ting at kalde det. Det får det jo til at lyde som om, at man hvis man ikke er ”aktiveret”, blot sidder derhjemme og piller tålakrids, mens man venter på, at verden smider et velbetalt job efter en.

”Aktiveringen” er i de fleste tilfælde overladt til det, der i mangel på bedre navn, kaldes for ”anden aktør”. For de (lykkeligt) uindviede er ”anden aktør” et firma, der har til formål at få en ud på arbejdsmarkedet. Det skal hertil siges, at der ikke findes nogen officiel uddannelse som jobkonsulent, hvorfor disse firmaer kan ansætte hvem som helst og ophøje dem til eksperter i at få mere eller mindre desperate mennesker i job. Det i sig selv er ikke nogen nem opgave på et kriseramt jobmarked, men det lader hverken staten eller jobkonsulenterne til at gide bekymre sig om.

"I er bare selvkørende resten af dagen"

Da undertegnede, efter at have færdiggjort min kandidat i biblioteks- og informationsvidenskab, havnede hos min ”anden aktør”, skete det blot dage før, at firmaet kom i medierne for at have fusket med tilfredshedsstatistikkerne for tidligere ”kursister”. Det mærkede vi dog ikke meget til i de første par dage. Vi fik på førstedagen skitseret et omfattende fire-ugers program, vi skulle gennemgå, og det skulle følges til punkt og prikke. På anden dagen kom vi igennem halvdelen af programmet, hvorefter vi fik en besked, der senere skulle blive enormt velkendt ”I er bare selvkørende resten af dagen. Hvis I har nogen spørgsmål, så sidder vi inde ved siden af”. Dette blev herfra et mantra for vores job ”konsulenter”, de mennesker som staten betalte for at få os i job. Der var med andre ord meget lidt og meget ringe hjælp at hente hos vores ”konsulenter”.

Da de fire uger var overstået, overgik vi til det, som blev kaldt et ”workshop-forløb”. I min forståelse af ordet workshop betød det, at vi nu skulle til at lave noget praktisk. I stedet var det et forløb, hvor det vage fernis af et program fra vores første forløb var fjernet og erstattet med førnævnte mantra. Med andre ord skulle vi blot møde op, og være der. I tråd med det enorme engagement som ”konsulenterne” udviste, fik vi flere gange et par timer tidligere fri, fordi ”et andet hold kursister” skulle bruge vores lokaler, ligesom der ud af det blå opstod ”hjemmearbejdsdage”. Det stod med andre ord hurtigt klart, hvorfor der var blevet fiflet med tallene for tilfredsheden. Firmaet havde os gående for at tjene penge. Intet andet.

Et andet begreb jeg hurtigt blev bekendt med, var den såkaldte virksomhedspraktik. Her kan en arbejdsløs/arbejdsledig/arbejdsfri/indbygger i Dagpengeland komme ud i en virksomhed i en måned, for på den måde at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Vel at mærke mens man stadig bruger af ens sparsomme dagpengeperiode og uden at få rigtig løn. Heller ikke denne ordning er der megen idé i, skulle det vise sig. Forskellige virksomheder fandt hurtigt ud af, at de kunne få eksempelvis akademisk arbejdskraft ganske gratis, og derfor fandt mange virksomheder ud af, at de kunne oprette projekter af en måneds varighed, og på den måde få noget højt kvalificeret arbejdskraft, ganske gratis.

Fælles for begge eksempler er, at det er den arbejdsløse/arbejdsledige/arbejdsfri/indbyggeren i Dagpengeland, der bliver taberen. Ikke kun spilder man sin tid, man barberer også langsomt dage af den dagpengeperiode, der i forvejen er alt alt for kort. Ene og alene med det formål at:

a. et privat firma, uden særlige kompetencer på området, kan tjene penge på at foregive at hjælpe dig ud på arbejdsmarkedet.

b. et privat firma, kan nyde godt af din arbejdskraft, uden at have økonomi til eller intentioner om at ansætte dig efterfølgende.

Den mistænkelige pengemaskine

Man er, med andre ord, en ufrivillig pengemaskine. Oven i købet en pengemaskine der skal se sig selv mistænkeliggjort af det selv samme system, der har udstukket de regler, der hænger for ens pande som en ladt pistol.

Nu har Venstre så foreslået at halvere dagpengesatsen for unge under 30. Her må logikken jo være, at netop denne gruppe enten ikke gider arbejde eller at de har så meget lettere ved at komme ud på arbejdsmarkedet end de der er fyldt 30. Ingen af delene er i midlertid sandt og forslaget signalerer en holdning så uanstændigt respektløs over for de, der intet job har, at hvert et fiber i min krop skriger!

Lad os få noget respekt for os, der desperat leder med lys og lygte efter et job. De private jobfirmaer skal enten tages fra bestillingen alle som en eller gås kraftigt, og her menes KRAFTIGT efter i sømmende, ligesom der skal oprettes en uddannelse som jobkonsulent, så enhver hattemand ikke kan blive betroet med hvad, der er en overordentlig alvorlig opgave.

Før de ting er bragt i orden, vil jeg ikke høre et kvæk om arbejdsløse, der ikke gider arbejde, om halvering af dagpenge til unge under 30 eller om at samme gruppe skal tvinges i arbejde (der ikke er der)!

Annonce