Annonce

7. december 2012 - 9:57

Jagten på vindmøller: Den Onde Fortælling

Kim Ingemann er Modkrafts kulturredaktør, og indleder en anmeldelse af nogle digte, med en syrlighed vendt mod ’fortællinger’:

I en tid, hvor det politiske liv efterlyser "fortællinger", og hvor kommunikationsfolk og spindoktorer og journalister dårligt kan ænse virkeligheden for de "fortællinger", der skal skabes, så vi allesammen får en eller anden sammenhæng at placere os i, er det godt, at der er nogen, der bare digter.

Kim angriber således de stygge ’fortællinger’ med en – tada! - fortælling.

Dette er ikke for at pege fingre af Kim, selvom det indrømmet er ret morsomt, for dybest set afslører han bare, at han er ganske ligesom os andre: han forstår og formidler ’virkeligheden’ gennem fortællinger, eller måske mere præcist narrativer.

Kims fortælling rummer de centrale grundlæggende komponenter i et narrativ: et subjekt (vi alle sammen), objekt (virkeligheden) og en modstander (kommunikationsfolk, spindoktorer og journalister).

Fuldstændig som prinsen, der efterstræber prinsessen og det halve kongerige, men som møder modstand fra heksen.  Eller i Commando hvor Arnold vil have sin søn tilbage fra de stygge colombianere (?), der har kidnappet ham.

Når Kim således benytter en fortælling til at kritisere fortællinger, så aner vi, at det i ikke er narrativer, der er problemet, men at der er foortællinger ude at gå, som Kim ikke bryder sig om.

Sådan har vi nok alle sammen. Personligt brød jeg mig overhovedet ikke Danske Banks fortælling om sig selv som genfødt samfundsstøtte. Det vender vi tilbage til.

Det er muligvis en fordom, men jeg forestiller mig, at Kim fuldt ud abonnerer på de klassiske marxistiske fortællinger, om arbejderklassens (subjektet) stræben efter frihed og retfærdighed (objektet) i kamp med borgerskabet og kapitalismen (modstanderen).

En fortælling der i øvrigt har slående lighedstegn med diverse klassiske messianismer og eskatologier: Messias ankomst der indvarsler paradis’ komme. Nazisterne kaldte det 1000-årsriget, socialisterne og kommunisterne noget andet.

Da disse fortællinger vandt deres udbredelse storhedstid var kristendommen stadig Den Store Fortælling, og det er derfor ikke så sært, at de nye totale ideologier overtog det kristne narrativ.

Siden har både det kristne og de totale ideologier mistet deres tiltrækningskraft, i takt med at fortællingerne om Paradiset, 1000årsriget og Det Stats- og Klasseløse Samfund, er kommet til at virke stadig mere groteske.

Der er dog stadig små modstandslommer, der kæmper for den marxistiske messianisme, som vi så i sommerens revolutionsdebat i Enhedslisten.

Venstrefløjens selvforståelse – og fremstilling er således historisk set en række mere eller mindre overbevisende fortællinger, Nu er selvsamme venstrefløj så langt om længe ved at komme i opbrud og gentænke sig selv.

Det betyder at nye fortællinger produceres, og som gerne skulle være tættere på ’virkeligheden’ end de gamle.

Forandringer skaber usikkerhed, men er ikke desto mindre livets lod. Når der stilles spørgsmålstegn til det trygge 45 graders skydeskår, som vi mennesker foretrækker at iagttage verden igennem, f. eks. ved at henlede opmærksomheden på horisontens resterende 315 grader, så udløser det modstand: Mine personlige fortællinger i form af tanker og følelser udfordres, og verdens kompleksitet stiger.

Sådan er det jo.

Tilbage til Danske Bank: Den shitstorm som banken oplevede er først og fremmest et udtryk for reklamebranchen ikke længere kan slippe af sted med fortællinger, der står i modsætning til vores opfattelse af ’virkeligheden’.

Der er et nyt regime i byen, som Marco Malcoprs tidligere har skrevet om, og det er en relativt ny kritisk offentlighed, der udfolder sig på sociale medier som Twitter og facebook. Det var her Danske Bank fik sine læsterlige tæsk, hvorefter reaktionerne langsomt flyttede over i de gamle, døende medier.

Thor Mögers felttog ud over de russiske sletter, blev bragt brat til ende af samme grund. Möger og co. troede at hvis de bare fandt på en fortælling, og gentog den længe nok, så ville folk tro på det. Den gik ikke.

Forlorenhed straffes i stadig højere grad, hvad selveste Obama også måtte sande: Han lovede håb og forandring, og det skabte en feelgood-stemning der bar ham til det Hvide Hus, hvorefter både håbet og froandringen ebbede ud.

Vælgerne huskede det, og ganske vist blev han genvalgt, men det var med en kraftig anmærkning i karakterbogen: slap af med den varme luft, og skru op for forandringerne.

Kritikken i Kims indledende fortælling er en kritik af kommunikationsparadigme, der allerede er ved at blive afløst af et nyt: Kommunikation skal kunne tåle det kritiske blik fra en kritisk offentlighed.

Lad mig således slå en knude: Forlorenhed har (forhåbentlig) tiltagende trange kår, men fortællingerne er kommet for at blive.

Opgaven for den kommunikerende menneskehed er, at gøre fortællingerne så præcise, konsistente og så virkelighedsnære, som fortolkninger af verden nu engang kan blive. 

God weekend!

(PS: Læs evt mit aldrende artikel fra 2006 om 'øko-spin')

 

Annonce