It’s not the end of the world...

Om en tabt klimakamp, science fiction og global historiefortælling.

It’s not the end of the world… But you can see it from here.

Dette dystre citat stammer fra traileren til et cyberpunk computerspil der udkommer til august. Traileren beskriver en fremtid hvor menneske og maskine smelter sammen, firmaer bestemmer mere end regeringer og demonstranter skydes ned i gaderne for at beskytte deres hemmeligheder. Samtidig blandes den græske Ikarosmyte ind i mosaiken af teknologi, magt, intriger og action. .

Selve Ikarosmyten handler om en alkymist der laver kunstige vinger af voks og fjer for at undslippe et fangeskab for sin søn og sig selv. Men under flugten bliver sønnen fascineret af solen så han flyver for tæt på den med det tragiske resultat at hans vinger smelter og brænder så han styrter i døden.

Fortællingen stammer fra det gamle grækenland, men man kan finde referencer til den i rigtig mange moderne fortællinger. Der findes stort set ikke noget cyberpunk værk der ikke på en eller anden måde behandler eller genfortæller Ikarosmyten da cyberpunk altid er et teknologisk twist af vores virkelighed.

Grunden til at en tre tusind år gammel fortælling stadig er relevant er nok at vi ikke de siden fortællingens ophav er blevet meget bedre til at håndtere den teknologi vi omgiver os med. Teknologien har lært os at flyve og udforske himlen der i gamle religiøse fortællinger var forbeholdt guderne. Men det er særdeles muligt at vores teknologi samtidig indeholder nøglen til en hybris der kan fordømme hele menneskeheden i kommende generationer.

Dette er især relevant når vi snakker klimaforandringer. Den 30. maj blev år 2010’s CO2 udledning målt og vejet. Resultatet er at vi udleder meget mere CO2 end forventet og eksperter snakker nu om at det bliver uhyggelig svært at holde temperaturstigningen under de to grader der er grænsen for et katastrofalt og selvforstærkende klimaskifte hvor temperaturen stiger 5-6 grader af sig selv.

Det virker som om sitautionens alvor ikke er gået op for verdens befolkning. En verden hvor temperaturen stiger så voldsomt over en kort periode er svært at beskrive med videnskab men der er gjort nogle forsøg alligevel. Store dele af verdens mad og vandreserver vil forsvinde eller flytte sig så hurtigt at teknologien og befolkningsudviklingen ikke kan nå at følge med. Man kan ikke forudsige hvordan verdens geopolitiske situation ser ud 30-40 år ude i fremtiden, men det er rimeligt sikkert at verden i en periode ikke vil kunne understøtte de milliarder der befolker den nu.

Hele menneskehedens historie har antallet af mennesker på planeten altid steget støt og roligt i takt med at vi er blevet i stand til at producere mere mad. Det er en kurve der gennem hele vores civilisations historie har været stigende. Aldrig har nogen lavet et eksperiment hvor man pludselig fjerner livsgrundlaget fra en eller flere milliarder af jordens befolkning. Derfor er det umuligt for nogen videnskab at forudsige hvordan menneskeheden vil håndtere konsekvensen af katastrofale klimaforandringer.

For at citerer en anden cyberpunk forfatter er vores civilisation lige nu et sindsygt eksperiment med socialdarwinisme designet af en gal videnskabsmand der hele tiden holder fingeren på fast forward knappen. Fremtiden lader til at være uden for vores kontrol. Vores teknologi har ført til en hybris og menneskeheden har ikke viljen eller sammenholdet til at kunne håndtere skyggesiden af vores teknologiske frembringelser.

Hvis vi for alvor skal forudsige fremtiden bliver vi nød til at bevæge os væk fra videnskaben og komme tilbage til science fiction fortællingens domæne. Science fiction er der hvor videnskabe og fiktion mødes. Fiktion fører ikke til pålidelige forudsigelser af fakta, men den kan give os nye idéer og visioner. Visioner der bliver det bedste vi har når videnskaben må give op.

Jeg har altid været fascineret af tanken om dommedag og civilisationens sammenbrud. Ivrigt dyrker jeg atomkrig, meteornedslag, supervulkaner og nu klimaforandringerne. Jeg ved ikke hvorfor civilisationens undergang er så spændende. Måske fordi katastrofer får noget råt og brutalt frem i menneskets natur. Tester vores art til det yderste. Det er her vi finder ud af om sammenhold eller egoisme giver os det største potentiale. Om vores værdier og idealer betyder noget under pres.

Med mine science fiction-fingre på tastaturet har jeg forfattet to muligheder for hvordan menneskeheden vil håndtere globale klimaforandringer. Dem vil jeg kort ridse op her.

Pseudofascistisk science fiction-scenarie

Planetens evne til at understøtte den menneskelige befolkning falder gradvist og civilisationens magtcentre vil tilpasse sig klimaforandringerne ved at blive hårdere og beskytte sig selv. Denne udvikling har allerede sin spæde start i vor tid da fremtidens flygtningestrømme er et tilbagevenende punkt på dagsorden til både EU-, NATO- og G8-topmøderne. Det mest sandsynlige er at lande der ligger kolde regioner vil opruste og millitarisere deres grænser for at holde de nødstedte milliarder ude. De lande der har skabt klimaforandringerne lukker deres grænser for de lande der kommer til at lide under dem.

Det er dog usandsynligt at den nuværende geopolitiske situation kan bevare sin nuværende form hvorfor krige og pseudofascistiske styreformer bliver hverdag for alle lande der ikke synker ned i kaos og despotisme. I den fremtid bliver Danmark eller EU blive et kontrol-samfund hvor straffen er hård og konsekvent og hvor lydighed og sammenhold er nødvendigt for at imødegå trussler udefra og indefra. Hvorvidt denne model bliver klassisk fascisme eller orwels overvågningssamfund er ikke sikkert, men det helt sikkert ikke sjovt at være venstreradikal blogger i den verden. Derfor hopper vi hurtigt videre til det andet scenarie jeg har fundet på.

Post-apokalyptisk science fiction scenarie

Inden for denne fiktive fremtidsfortælling rammer klimaforandringerne så hurtigt og voldsomt at verdenssamfundet bryder fuldstændig sammen. Vores civilisation bygger på teknologier og sociale globale strukturer der ikke kan opretholdes når verdens befolkning mærker realiteten af klimakrisen. Mobilnet, dankort, virtuel værdi, modetøj og kontooplysninger bliver meningsløse når folk indser at de skal slås med deres nabo om brød og vand. Ingen passer grænserne, soldaterne flygter fra tjenesten for at beskytte deres familier mod naboerne og verdens regeringer falder på stribe.

Dette scenarie er både godt og dårligt. Det dårlige er at et større antal mennesker vil dø på kort sigt når den globale infrastruktur bryder sammen. Alle vil slås med alle for mad og drikkevand og grænser, kulturelle og sociale skæl bliver udvisket i kampen for overlevelse. Det er ikke fordi venstreradikale bloggere har større chancer for at overleve jeg bedre kan lide dette scenarie.

Det gode ved den post-apokalyptiske science fiction fortælling er at den er mere retfærdig både på et praktisk plan og i den mere metafysiske historiefortælling. Under et totalt sammenbrud af civilisationen vil de mennesker der er uafhængige af avanceret teknologi og globale magtstrukturer have størst chance for at overleve. Selvforsynende primitive samfund kan bedre overleve at dankortnettet og mobilnettet bryder sammen end forbrugsafhængige vesterlændinge. De fattige vil blive de rige og dem der er skyld i klimakrisen vil blive hårdest ramt af dens konsekvenser.

Men det er ikke kun i den klassiske marxistiske klasseretfærdighed der er på spil. På det metafysiske plan er denne fortælling også mere retfærdig hvilket bringer os tilbage til Ikarosmyten.

Den vestlige civilisation har bygget kunstige vinger af fossile brændstoffer i troen på at evigt eskalerende forbrug teknologi kan bringe os til solen og stjernerne. Men solen er ved at smelte de vinger der holder os flyvende og vi har kun en dyb afgrund under os. Civilisationens sammenbrud og den uundgåelige klimakastrofe er i den fortælling en nødvendig lektie menneskeheden må lære på den hårde måde.

Det er hybris at tro vi kan have en verdensorden baseret på egoisme, millitær magt og hensynsløst forbrug af planetens ressourcer. Menneskeheden når kun solen og stjernerne hvis vi arbejder sammen for noget større end vores egen økonomiske vinding.

Jeg tilhører ikke den eneste generation der skal håndtere Ikaros myten og brugen af den teknologi vores civilisation har frembragt. Derfor har jeg altid elsket science fiction og spekulationer. Ikke fordi de tillader mig at undslippe virkeligheden, men fordi science fiction kan lære os ting om os selv vi bliver nød til at finde ud af før science fiction fortællingen bliver til virkelighed.

Fremtiden er måske enden på verden som vi kender den. Derfor bør vi allerede nu fortælle hinanden historier om hvordan en bedre verden kan se ud.