Annonce

30. november 2011 - 14:16

I har haft 10 år til at skrive drejebogen!?

Vi har haft ti års mørke med frontalangreb på alt fra velfærd og fagbevægelse til menneskerettigheder, internationale konventioner og Christiania. Ti år med et parlamentarisk flertal, hvor den tidligere opposition var kørt ud på et sidespor.

Det burde være motivation nok.

Det er seks år siden Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt blev formand/-kvinde for deres respektive partier.

De sidste halvandet til to år har den tidligere opposition kunnet læne sig tilbage og iagttage hvordan Løkke-regeringen ligeså stille imploderede.

Det burde være tid nok.

Så nærmer vi os, der er bygget op til den store forløsning, paukerne dundrer, vi stiger en oktav eller to, og - ENDELIG! - kom det store øjeblik hvor VKO måtte slippe tøjlerne, og der skulle nye boller på suppen.

Men ikke så snart var vi nået crescendo, og inden vi havde nået at nyde øjeblikket til bunds, før det fes ud i en ucharmerende, langstrakt pruttelyd af anklager om løftebrud, rockerforbindelser, sexchikane, misinformation om Moskva-guldet, mere løftebrud, 5.000 i rådighedsbeløb efter hundemad og smøger og endnu mere løftebrud.

Forestil dig samtalen, kære læser:

Hey, hvem har set drejebogen? Hvilken drejebog? Ja, drejebogen for de første 100 dage? Har du ikke selv skrevet den? Næ, det troede jeg du havde!? Oh, shit.

Hvordan kunne I glemme drejebogen? I har haft 10 år til at skrive den. Kunne I ikke have afsat bare et par eftermiddage i løbet af de sidste halvanden år, hvor VKO gjorde arbejdet for jer, og ligeså stille faldt fra hinanden uden at I behøvede at røre en finger, til at skrive den skide drejebog?

Et forslag til et par pinde i drejebogen I kunne være startet med:

Problem: Vi dropper kontraktpolitikken, og kan ikke love at gennemføre vores valgløfter.

Løsning: Vi går igang i god tid i forvejen med at forklare vælgerne at vi er nødt til at sikre os et flertal, før vi kan gennemføre vores målsætninger.

Problem: Medierne og de borgerlige har kørt på Ole Sohn for hans DKP-fortid før, og kan sikkert finde på det igen, hvis/når han får en ministerpost.

Løsning: Vi vender SELV hver en sten i sagen, så vi kan svare prompte i overenstemmelse med sandheden.

Problem: Når Villy bliver udenrigsminister, og vi trods manglende opbakning internt i SF forfremmer Thor til minister, hvem skal så lede partiet og sikre ro på den flanke? (Bl.a. så vi undgår at vores ordførere taber entydige vindersager på gulvet, og forærer billige point til Liberal Filionggonggong?)

Løsning: En ledelsesrokade, der er klappet og klar til eksekvering, når valget er vundet.

Problem: Har vi nogle dårlige sager blandt potentielle ministerkandidater? Sexchikane, rockerforbindelser og den slags?

Løsning: Det tjekker vi op på, og så forsøger vi at lægge dem døde inden valget.

Problem: Ved vi om der er jungle i Syrien?

Løsning: Skide være med det, det bliver alligevel ikke aktuelt.

Sværere burde det faktisk ikke være.

Alligevel så tumler S og SF rundt som et par stærkt berusede flodheste, helt overraskede over al den mediebevågenhed på den mindste potentielle, gode historie der følger med ministerkontorer og regeringsmagt.

Imens kan seniorpartneren De Radikale og Enhedslisten, der selv vælger hvornår de vil slås, og kun har et mindre problem med smågrupper, der vil have besvaret alle invitationer til at indgå forlig med et rungende krav om generalstrejke, tage den på cruise control, mens de måbende kan iagttage de tragi-komiske størrelser, der skulle forestille at være deres politiske alliancepartnere.

På den anden side af salen kan Lars Løkke læne sig selvtilfreds tilbage, med hænderne bag nakken. Der sidder han og bare venter på hvornår De Radikale ikke gider lege flodhestedomptører mere, men hellere vil lege med ham, nu hvor De Konservative alligevel er ved at fordampe for øjnene af os allesammen.

I har haft 10 år til at planlægge det her, venner. Hvad fanden har I lavet i al den tid?

Annonce