Annonce

12. maj 2009 - 0:20

Hyskenstræde

Nu er det jo ikke fordi jeg selv altid har været et dydsmønster, og jeg har såmænd også et par hærværksdomme i bagagen. Både af ”jeg-skulle-nok-bare-være-gået-hjem-efter-den-femte-elefantbajer”-kategorien, og af den kategori der var konsekvensen af bevidst kollektiv planlægning. Min deltagelse i den sidste kategori står jeg ved– selvom jeg med stor sandsynlighed ville vælge et andet politisk virkemiddel i dag.

Jeg ved ikke hvilken kategori fredag nats begivenheder i Hyskenstræde hører under. Måske en kombination. Tilsyneladende var der en politisk ramme, der lagde op til graffiti-maleri, mens det videre forløb med ildspåsættelse og rudeknusninger, mere minder om vilkårlig brandert-aggression. Jeg ved det ikke, men ud fra mine personlige erfaringer, så tænker jeg, at det er et rimeligt realistisk scenarie.

Om den vilkårlige hærværk vil jeg bare sige, at det er en risiko man løber, hvis man inviterer folk til uanmeldt gadefest med salg af shots sent fredag nat. Det uanset om arrangørerne hedder Openhagen eller noget andet. Man har at gøre med en kritisk masse, og hvis ikke det er ens ”egne gæster” der kammer over, så er der stive mennesker nok i øvrigt at tage af i en sidegade til Strøget.

Og hvis man lægger ud med fri graffitti-leg, så vil det jo unægtelig – i kombination med sprut og tidspunkt – ikke lægge op til den store respekt for omgivelserne omkring arrangementet. Stilen er ligesom lagt.
Jeg nærer ikke de store illusioner om at den slags druk-excesser helt kan undgås, da de jo ikke just er ualmindelige.

Men jeg mener at organiserede sammenhænge, der opfatter sig selv som politiske, kan forventes at tage det med i sine overvejelser. Det leder jo frem til spørgsmålet om hvorvidt udviklingen var udfaldet af en kalkuleret risiko. Herunder potentiel konfrontation med politiet. Jeg er tilbøjelig til at mene ja.

Energien i Reclaim The Streets-aktioner er jo i sin essens lovbruddet, at bryde politivedtægten, og derigennem på et tidspunkt at støde på samfundets grænser for det tilladelige – uanset hvad anledningen til den konkrete begivenhed måtte være. Man er kort sagt fræk.

Således er politiets potentielle intervention jo også et realistisk scenarie. Natten til lørdag valgte politiet ikke at intervenere, men lod i stedet festen være fræk i fred. Jævnfør ovenstående, så var det jo egentlig meget fornuftigt – ja, faktisk sympatisk - at undlade at indgå i konfrontation. Når tingene alligevel udartede, så kan man jo spekulere i, om det i virkeligheden skyldtes at politiet ikke ville lege, og at den opgearede, ophobede forventning i stedet gik ud over nogle tilfældige butiksruder, biler og andet i stedet?

På den baggrund kan jeg såmænd godt sidde og have ondt af den indsatsleder, der nu må tage skraldet. Vedkommende gjorde såmænd bare det jeg forsøger at gøre, når mine unger afsøger rækkevidden af deres egen vilje: forsøger at give mest muligt plads og dermed afbøde den truende konflikt.

Forskellen er, at mine unger almindeligvis ikke søger konflikten. De søger ikke grænsen. De søger rækkevidden af deres frihed, og på et tidspunkt støder de på en grænse. Nogle af festdeltagernes reaktion på politiets tilbageholdenhed, tyder derimod på at de søgte konflikten, og da den udeblev, så kompenserede de for den manglende forløsning med destruktion.

En analyse som en ”aktivist” da også giver udtryk for i denne artikel her fra Modkraft:

”- Miljøet skal ikke ud og undskylde for det, der skete. Det var grundlæggende forståeligt. Det var en reaktion på den sterile, ekskluderende orden, der kendetegner det kommercielle rum i den Indre By. Det er naturligt, at folk føler trang til at ødelægge det rum. Hele festen var et udtryk for et kæmpe overskud af energi, som der ikke er plads til et et rum der kun er beregnet til dødsygt forbrug, siger en tredje aktivist til Modkraft.dk.”

Destruktionen var en ”reaktion den sterile, ekskluderende orden”, og ”et udtryk for et kæmpe overskud af energi, som der ikke er plads til(…)”.

Nu er dette selvfølgelig i høj grad et forsøg på en politiserende efterrationalisering, men i al sin banalitet, så er det samtidig en ganske præcis beskrivelse af mekanikken i aktioner som Reclaim The Streets. For mekanisk og som sådan ganske forudsigeligt er det jo. Hvis der er nogle fysikere, der læser med, så kan de sikkert en formel for hvad der sker når man placerer en for stor mængde energi i et for lille rum.

Man kunne selvfølgelig også tage fat i valget af ordet ”naturligt”, og reflektere lidt over de implikationer det har, men det vil jeg lade ligge.

Tilbage er der så spørgsmålet om hvorvidt denne selvantændte eksplosion kan legitimeres moralfilosofisk/politisk – givet at begivenhederne havde politiske formål. Tja, hvis man skal tage citatet fra dagens Information for troende: There’s no point – that’s the point, så kan det godt. Men så får højrefløjen samtidig også ret i, at det er den rene nihilisme.

Hvis man anlægger det perspektiv, at mennesker med de rette holdninger, eller som måske ligefrem kender sandheden, er moralfilosofisk frit stillet til at handle i overensstemmelse med deres synspunkter, ja så kan begivenhederne uden problemer forsvares. Men det kan de fleste handlinger så til gengæld også, og så har højrefløjen ret i anklagerne om en totalitær tankegang.

Hvis man derimod spørger sig selv om hærværket tjente som nødværge, eller skete for at forhindre en anden og større ødelæggelse, og i en situation hvor alle andre muligheder var udtømte, så er svaret nej.

Vælg selv dit svar, og send imens en venlig tanke til en indsatsleder der gjorde det rigtige, men som nok ikke gør det rigtige næste gang.

Annonce