12. april 2012 - 15:46

Hvordan pokker er Pind blevet lektor i forfatningsret?

Igår viste Søren Pind (V) sig fra sin mest uhyggelige og rablende megalomaniske side, da han erklærede, at han som Folketingsmedlem har ret til - sammen med de andre medlemmer af Folketinget - at erklære og føre krig mod (og altså dræbe) hvem som helst af en hvilken som helst grund. Her er udtalelsen i al dens vanvid:

"Grundlovsmæssigt fra Folketingets side har vi ret til at udstede en krigserklæring - om det så er fordi, vi ikke kan lide farven på folks sokker i andre lande."

Altså: Søren Pind mener, at Folketinget har ret til at føre krig mod hvem som helst uden at have nogen begrundelser andet end at de ikke bryder sig om dem. Lad os lige igen slå fast, hvad "føre krig mod" betyder: at slå ihjel. Søren Pind mener altså, at ingen har ret til at forhindre ham og hans kolleger i at slå folk ihjel, og endvidere at ingen har ret til at kræve begrundelser eller undersøge deres motiver for at slå folk ihjel.

Sådan udtaler en megalomanisk sociopat sig. Det eneste der adskiller Søren Pinds udtalelse fra en amfetaminpåvirket galning, der lemlester tilfældige folk alene fordi de var "så provokerende ud", er at den form for vold, Pind mener han har ret til at iværksætte, er langt mere alvorlig. Søren Pind siger direkte, at han forbeholer sig retten til at slå tusinder af folk ihjel alene fordi han ikke bryder sig om deres påklædning.

Men ikke alene er Søren Pinds udtalelse uhyggelig. Den er også ubegavet og udstiller hans uvidenhed. Den er nemlig - heldigvis! - komplet falsk.

Pind lyver om Grundloven

For det første giver den danske Grundlov ikke Folketinget myndighed til at erklære krig mod hvem som helst for en hvilken som helst grund. Grundloven giver slet ikke Folketinget myndighed til at erklære krig. Det eneste, Grundoven siger om krig, er, at regeringen (i Grundlovens forældede sprog: "kongen") kun har ret til at føre krig uden Folketingets samtykke i det meget specifikke tilfælde, at landet er blevet angrebet. Regeringens ret til at føre og erklære krig er beskrevet i Grundlovens paragraf 19, styk 2, som lyder:

"Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat."

Andet står der ikke om retten til at føre krig i Grundloven. Den siger intet om i hvilke tilfælde Folketinget må erklære krig, og giver altså heller ikke Folketinget nogen eksplicit ret til at erklære krig på et hvilket som helst grundlag. Søren Pind er altså fuld af løgn - han lyver om indholdet af den danske grundlov, og påstår, at den giver ham en myndighed, der faktisk ikke er beskrevet i den.

Men har folketingsmedlemmerne så ret til at erklære krig mod folk alene fordi de ikke bryder sig om farven på deres sokker? Eller af andre lige så tåbelige grunde? Svaret er et entydigt NEJ.

Grundloven siger intet om på hvilket grundlag Folketinget må erklære krig, men det er der andre juridiske dokumenter, som gør.

Pind lyver om Folkeretten

I 1945 tiltrådte Danmark FN-pagten og meldte sig altså ind i det nystiftede FN. FN-pagtens formålserklæring er, "at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden," samt "at udvise fordragelighed og leve sammen i fred med hverandre som gode naboer" og "forene vore kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed".

Den målsætning må man jo erkende, at FN ikke har kunnet leve op til, men det ændrer dog ikke på, at Danmark er medlem af FN-pagten, som klart begrænser hvilket grundlag, medlemsstaterne har ret til at erklære krig på. Blandt andet er medlemmerne forpligtet til følgende:

Alle medlemmer skal bilægge deres mellemfolkelige tvistigheder ved fredelige midler (Artikel 2, styk 3)

Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed (styk 4)

Intet i nærværende pagt skal give de Forenede Nationer ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen jurisdiktion (styk 7)

Der står også en masse andet, men disse tre udklip er vist nok til at vise, at et medlem af FN ikke har ret til at erklære krig alene fordi det "ikke kan lide farven på folks sokker i andre lande". Farven på folks sokker i andre lande må åbentlyst høre ind under den anden stats "territoriale integritet" og "egen jurisdiktion", og hvis Søren Pind mener, at han som Folketingsmedlem har ret til at beordre militæret til at slå folk ihjel i andre lande alene på det grundlag, så mener han, at han har ret til at begå brud på folkeretten.

Hvordan pokker er Pind blevet lektor i forfatningsret?

"Og hvad så?" vil Søren Pind måske sige. Han bryder sig jo nemlig ikke om hverken FN eller Folkeretten, og har ved mange lejligheder udtalt sin foragt for de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Det er hans politiske holdning, og den kan han godt have uanset hvor ubehagelig den end er. Men når han hævder, at Folketinget rent juridisk og forfatningsmæssigt har ret til at føre krig på et hvilket som helst grundlag, så udtaler han sig om faktuelle forhold - og lyver.

For det var det danske Folketing, som stemte for at Danmark skulle tiltræde FN-pagten, og dermed begrænsede sig selv på den måde, at det ikke har ret til at angribe andre stater uden alvorlig grund. Det er altså en folketingsbeslutning, som Søren Pind egenhændigt mener at have ophævet.

Og hvis Søren Pind virkelig bekymrede sig om Grundloven, så ville han vide, at den giver Folketinget ret til at begrænse sig selv på den måde ved at overlade visse beføjelser til "mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde." (Grundloven, paragraf 20, styk 1).

FN er netop en mellemfolkelig myndighed oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden. Det er det danske Folketing, der har tiltrådt FN. Det har det gjort med grundlag i Grundloven, som giver Folketinget ret til at indgå overenskomster med andre stater og mellemfolkelige myndigheder. Dermed har Folketinget med forfatningsretsligt grundlag opgivet sin ret til at erklære krig mod folk på så tåbelige grundlag som at "vi ikke kan lide farven på folks sokker i andre lande".

Søren Pind giver altså sig selv en myndighed, som han rent forfatningsmæssigt ikke har noget krav på.

Én ting er, at Søren Pind udtaler sig som en magtbegærlig sociopat med storhedsvanvid. Det gør ham til en ubehagelig politiker, som ingen burde tiltro nogen magtposition. Men det er jo ikke usædvanligt, at det er den slags, som netop bliver politikere.

Noget andet er, at det er ubegribeligt, at en mand, der har så lidt forstand på nationale og internationale retsforhold kan være uddannet cand. jur. og og tidligere lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet. Han er jo komplet ubegavet netop med hensyn til forfatningsret!

Kommentarer

Som så mange højreradikale fanatikere er Pind ikke specielt interesseret i virkeligheden, der hvor den ikke stemmer overens med hans rabiate holdninger - eller, værre, han ved det og bruger udelukkende sin faglige kunnen til at samle magt på egne hænder og lægge en lort på grundloven.

Jeg ville selv have skrevet noget om dette, men kunne aldrigt gøre det så godt og gennemarbejdet - tak for det, Ole :)

Jeg er ikke helt 100% på, at jeg faktisk er sikker på din fortolkning af grundloven, Ole. Med alle de forbehold, der stammer fra, at hverken du eller jeg er forfatningsjurister:

Vi kan meget nemt blive enige om, at Søren Pind er tosset, men jeg læser faktisk snarere loven sådan som han gør, end sådan som du gør. Det, jeg ser i teksten, er, at regeringen kan foretage militære handlinger (eller hvad vi nu skal kalde det) i akut forsvarsøjemed og kun i de tilfælde. I alle andre tilfælde tilfalder kompetencen Folketinget. Og jeg ville så læse det, at der ikke er nogen nærmere beskrivelse på netop samme måde som Søren Pind: der er ikke nogen begrænsning af Folketingets myndighed. Det ville også være en sjælden (men egentlig dejlig) forfatning, der opstillede specifikke kriterier for lovlig krigsførelse.

Der står også i §19, at "Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område". Betyder det ikke netop, at eksempelvis beslutninger om angrebskrige er henlagt til Folketinget - og netop ikke specifikt indskrænkede eller kræver særlige parametre?

Mht. FN-pagten, så er det da helt rigtigt, at den opstiller nogle noget strammere kriterier. Men for det første er der jo ikke rigtig nogen historisk tendens til, at det bliver taget seriøst. For det andet, hvis man endelig skulle være en led paragraf-knepper, kunne man vel jf. §20 mene, at FN-pagten netop skulle have været til folkeafstemning. Og det tror jeg ikke, at den har været.

Og mht. Pinds eventuelle kompetencer som forfatningsretslektor: Man kan vel ikke udelukke, at han kan være ret dygtig til at adskille sin faglige viden og sin politiske retorik? Jeg mindes, at du selv engang har behandlet Kenneth Berth fra DF med netop en sådan spaltning som udgangspunkt? http://vhs1.blogspot.com/2011/03/menneskesyn-det-bruger-vi-ikke-her.html Jeg håber, det er det rigtige link...

nej, §19 handler om regeringen og indskrænker under hvilke situationer regeringen kan føre krig uden Folketingets samtykke. Den siger intet om under hvilke situationer Folketinget må erklære krig - og giver altså heller ikke noget eksplicit carte blanche til at føre krig på et hvilket som helst grundlag, sådan som Søren Pind påstår. At krig skal godkendes af Folketinget betyder ikke at Folketinget kan føre krig som det passer det. Det er altså en løgn, når han hævder at han har retshjemmel i Grundloven til at føre krig efter sit eget forgodtbefindende. Der står nemlig ikke rigtig noget i Grundloven om det emne.

Til gengæld står der noget om et andet emne i Grundloven. Nemlig det at Folketinget har ret til at indgå mellemfolkelige aftaler om konkrete emner med andre stater (og det kræver ikke folkeafstemning med mindre der er tale om ikke-specifikkke omkråder, altså suverænitetsafgivelse). Det har Folketinget gjort ved bl.a. at underskrive FN-traktaten. Dermed har Folketinget selv opsat og accepteret nogle grænser for hvilke situationer man kan føre krig i og med hvilket grundlag. Disse begrænsninger har lovhjemmel i Grundloven.

Grundloven giver altså ikke Søren Pind og hans kolleger myndighed til at erklære krig mod hvem som helst efter sit eget forgodtbefindende. Tværtimod er den en del af det juridiske grundlag som gør at Søren Pind og hans kolleger faktisk har juridiske og forfatningsmæssige begrænsninger på sin ret til krigsførsel.

Det er fair nok, hvis Søren Pind ikke bryder sig om det. Så må han jo arbejde på at få det forandret, og altså omgøre en tidligere folketingsbeslutning og melde Danmark ud af FN. Men lige nu er den juridiske virkelighed ikke efter Søren Pinds vilje, og han lyver altså når han påstår det.

Bemærk: Han sagde ikke at han synes han har ret til at erklære krig eller at han bør have det eller at han vil arbejde på at få det... Den slags er politiske tilkendegivelser. Næh, han udtalte sig om faktuelle juridske forhold og han løj direkte om disse, da han påstod at Grundloven, sådan som den er idag, giver han denne juridiske myndighed. Det gør den ikke, og det har han ikke.

Og det er mig en gåde at han har undervist i "forfatningsret", når han dels ikke bryder sig om forfatningsrettigheder, og dels ikke har et klap forstand på dem. (Du kan i dog sagtens have ret i at han måske godt ved bedre - altså at der er forskel på forfatningsretsunderviseren Søren Pind og politikeren Søren Pind).

Du har naturligvis også ret i at mange FN-stater ser stort på det "fredsbevarende projekt" og fører krig som de har lyst til. Men mon ikke der ville komme nogle problemer hvis et lille land som Danmark angreb et andet land alene fordi nogle politikere ikke brød sig om farverne på det andet lands sokker?

Jeg svarer lige lidt bagvendt...

Til gengæld står der noget om et andet emne i Grundloven. Nemlig det at Folketinget har ret til at indgå mellemfolkelige aftaler om konkrete emner med andre stater (og det kræver ikke folkeafstemning med mindre der er tale om ikke-specifikkke omkråder, altså suverænitetsafgivelse).

Det er jeg ikke enig med dig i, at der står. §19 siger, at: Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Derudover er der selvfølgelig suverænitetsparagraffen (§20,2). Men den læser jeg altså netop som at hvis folketinget tiltræder en sådan aftale, skal det netop til folkeafstemning. Men jeg er som sagt endnu mindre forfatningsjurist end Søren Pind...

Før det skriver du: Den siger intet om under hvilke situationer Folketinget må erklære krig - og giver altså heller ikke noget eksplicit carte blanche til at føre krig på et hvilket som helst grundlag, sådan som Søren Pind påstår. Du har helt ret i første del af sætningen, der står intet om, hvornår det er lovligt at erklære krig. Men jeg tolker det altså modsat af dig: det betyder i min opfattelse, at der ikke er nogen grundlovsmæssige begrænsninger (der er muligvis andre, det ved jeg intet om). For mig ser det umiddelbart ud som om konklusionen (måske ad absurdum) på din læsning måtte være, at folketinget aldrig kunne erklære krig, fordi der ikke er defineret nogen lovlige situationer, og det derfor pr. definition altid er ulovligt (undtagen forsvarskrigen). Jeg tvivler på, at det er det, du mener, men det ser sådan ud for mig.

Alt dette ikke for at sige, at man ikke bør overholde FN-pagten, når man har tiltrådt den (obviously...), men det er vi formentlig ikke uenige om.

Og måske burde vi (og jeg især) overveje, om ikke to humanister som os havde bedre ting at tage os til end at sidde og fortolke jura...

vi kan godt lade jura-fortolkningerne ligge (så spændende er det heller ikke), selvom jura vel er noget af det mest "humanistiske" fag man overhovedet kan finde (hvis der er noget der er en "social konstruktion" så er det da jura :) ). Det korte af det lange af dén sag, er jo bare at Søren Pind ikke har ret, når han hævder at der ikke er nogen (juridiske) begrænsninger af hvilke grunde man legitimt kan føre krig på.

Mere interessant er det, at han ligefrem bliver fornærmet, når nogen vil lave en undersøgelse, der beskæftiger sig med hans motiver for at føre krig. Han mener altså ikke alene at han har ret til at erklære krig uden grund, men også at han burde være hævet over at andre sætter spørgsmålstegn ved og undersøger hans handlinger. Magtarrogance?

Og så det eksempel han nævner: Pyt med om han virkelig mener at Folketingsmedlemmerne har juridisk ret til at erklære krig mod fremmede stater, og altså dræbe folk, alene på grund af farven på deres sokker (det har de ikke, og det ved han sandsynligvis godt). Det er næppe noget han har tænkt sig at gøre. Det er mere interessant, at han i det hele taget går aktivt ud og forsvarer, eller fører kampagne, for at meningsløse massemord skal være tilladt... hvorfor i alverden vælger han at gå i brechen for det?

Han havde jo mange andre muligheder - for eksempel at insistere på at Irak-krigen var berettiget med argumenter som normale borgerlige ville finde overbevisende (strategisk forsvar for verdensfreden, diktator-væltning, demokratispredning, og så videre). I stedet vælger han at sige at der ikke behøver at være nogen som helst grund til at føre krig, og bekræfter dermed nærmest at det hele er meningsløst. Jeg forstår stadig ikke den mand, og kommer næppe nogensinde til det.

Og så nåede vi - helt magisk - frem til faktisk at være helt enige.

Kære Ole Sandberg.

Jeg vil gerne påtale din juridiske argumentation og i forlængelse heraf din vurdering af Søren Pinds juridiske kompetencer og forudsætninger for at være lektor i forfatningsret ved Københavns Universitet.

Ordlyden i udtalelsen "Grundlovsmæssigt fra Folketingets side har vi ret til at udstede en krigserklæring [...]" [min fremhævning] må tolkes som en begrænsning af diskussionen til grundlovens direkte begrænsninger, og ikke begrænsninger som følger af love eller internationale konventioner vedtaget med hjemmel i grundloven (som alle love Folketinget vedtager som bekendt er). I så fald ville han formentligt have sagt "juridisk set" eller lign.

Udtalelsen omhandler således de begrænsninger som grundloven pålægger Folketinget.

Du citerer loyalt grundlovens § 19, stk. 2. Du laver dog en fejlfortolkning her. Det følger nemlig modsætningsvist af bestemmelsens ordlyd at et flertal i Folketinget kan erklære krig.

§ 19, stk. 2 er en ren procedureregel som bestemmer forholdet imellem regering og folketing. Bestemmelsen begrænser således alene regeringens muligheder for at føre krig uden Folketingets samtykke.

Det skal dertil bemærkes at Højesteret i 2010 (sag 257/2007) fastslog at ovennævnte fortolkning, var den korrekte fortolkning af grundloven. Dommen findes her.

Som Søren Pind korrekt anfører, er der således ingen minimumskrav, der følger af grundloven, som skulle begrænse Folketingets ret til at erklære krig.

I førnævnte dom bemærkede Højesteret endvidere at Danmarks tiltrædelse af FN-pagten ikke begrænsede Folketingets ret til at anvende militære magtmidler. 

Jeg mener på denne baggrund at dine påstande om at Søren Pind mangler juridiske kompetencer er ukorrekte og i hvert fald ikke bunder i en korrekt juridsk vurdering.

Jeg håber at du får mulighed for at læse op på den nævnte dom, og at du får mulighed for at svare på mit indlæg.

Mvh. Anders Svendsen

Hej A,

Jeg havde skam læst den dom før jeg skrev indlægget, og i den tager retten netop ikke stilling til anklagerne. Dommerne afviste sagen med den begrundelse af appellanterne ikke havde nogen specifik nok interesse i krigen og at krigen som sådan heller ikke rammer den danske befolkning, og derfor er der ingen skadelidte som kan sagsøge staten. Sagen blev altså smidt ud.

Men det er ikke så relevant. Lad mig koge de relevante juridiske pointer ned:

1) Grundloven siger INTET om med hvilke begrundelser folketinget kan erklære krig. Intet. Heller ikke i Paragraf 19 (som egentlig er ret ligegyldig, da den kun handler om forholdet mellem regering og folketing). Det følger ikke deraf at Folketinget kan gøre som det vil. Der er masser af ting, som ikke står i Grundloven, men som alligevel er indskrænket. Søren Pind taler altså falsk, når han påstår at Grundloven eksplicit givar ham og hans kolleger ret til at erklære krig for en hvilken som helst grund der falder dem ind. Grundloven siger intet i den retning. Den er fuldstændigt tavs på det område.

2) Grundloven kan ikke sige alt om alle relevante ting. Derfor har vi andre love og andre juridiske praksisser, som går lidt mere i detaljer. Internationale konventioner er én af den slags. Her har det danske Folketing indgået flere aftaler og underskrevet konventioner, som så har lovgivende kraft i Danmark, på området - i  henhold til Grundloven. Disse siger at Søren Pind og hans kollger IKKE har ret til at erklære krig mod et fremmed folk fordi de ikke kan lide farven på deres sokker. Søren Pind taler altså falsk, når han påstår at han har sådan en ret.

Altså er vi inde i hvad der ikke er en juridisk fortolkning men noget så uhyggeligt som en fortolkning af Søren Pinds meninger og tanker. Du skriver:

"Ordlyden i udtalelsen "Grundlovsmæssigt fra Folketingets side har vi ret til at udstede en krigserklæring [...]" [min fremhævning] må tolkes som en begrænsning af diskussionen til grundlovens direkte begrænsninger, og ikke begrænsninger som følger af love eller internationale konventioner vedtaget med hjemmel i grundloven (som alle love Folketinget vedtager som bekendt er)."

Det er så din fortolkning af Pinds intentioner. Det er muligt du har ret, men sådan tolker jeg dem ikke. For det første passer nemlig ikke at Folketinget "Grundlovsmæssigt" har den eksplicitte ret, han omtaler. Grundloven er tavs på det område. Den giver ham ikke en sådan ret! Det er jo ikke sådan at alle de ting, som Grundloven ikke udtaler sig om, de er eksplicit tilladte.

Når Grundloven ikke udtaler sig om et emne, så må man altså kigge på andre juridiske dokumenter.

Det giver jo ingen mening, hvis Søren Pind skulle have haft til hensigt at sige: "Grundloven siger ikke at jeg ikke må erklære krig på et så løst grundlag... det er der godt nok andre love, som siger, så det var egentlig ret ligegyldigt det jeg lige sagde..." (jeg er dog åben for muligheden for at Søren Pind ikke giver nogen mening). Han kommer vel med den udtalelse for at slå et slag for den falske påstand at der ikke er nogen begrænsninger for Folketingets ret til at erklære krig. Det er der.

Grundloven forbyder heller ikke tortur. Den siger ikke noget om tortur. Men man skal eddermame være enten meget dum eller meget ubehagelig, hvis man insisterer på at der ikke må være nogen undersøgelse af, om der har foregået tortur, med krumspringet "Grundloven forbyder ikke tortur, derfor er tortur lovligt". Det er det jo ikke, for den danske stat har underskrevet og tilsluttet sig diverse tortur-konventioner, som forbyder tortur.

At noget ikke er eksplicit forbudt i Grundloven gør ikke, at man har en eksplicit ret til det. Der er mange ting, som ikke er nævnt i Grundloven, som man ikke har ret til - heller ikke selvom man er Folketingsmedlem.

Men det er altsammen slet ikke det interessante her. Vi ved alle godt, også Søren Pind, at det vil give gevaldige problemer, hvis Danmark erklærede krig mod et andet land af en så imbecil grund, som den han nævner. Vi ved godt, at man skal have ret alvorlige grunde til at gå i krig (i hvert fald lade som om). Det interessante er, at Søren Pind til syneladende ønsker en verden, hvor det ikke er tilfældet. Jeg har svært ved at tolke hans udtalelse som andet end et udtryk for at han ønsker, at det var sådan, at han (og resten af MFerne) har ret til at erklære krig mod hvem som helst, og generelt gøre hvad det passer dem, uden at nogen andre kan begrænse dem eller undersøge deres motiver. Han ved forhåbenligt godt, at det ikke er sådan idag - men hvad er hans pointe med at sige dette til medierne, hvis ikke det er for at gøre det til virkelighed?

Hej Ole.

Tak for svar.

Jeg skal venligst knytte en kommentar til din tolkning af førnævnte dom. Det er korrekt at Højesteret slog fast at appellanterne ikke havde retlig interesse og sagen derfor skulle afvises. Ikke desto mindre tager Højesteret specifikt stilling til spørgsmålet om fortolkning af grundlovens § 19, stk. 2 og til FN-pagtens betydning for fortolkningen af grundloven. Dette fremgår af dommens side 8, næstsidste afsnit.

Højesteret giver således sin juridiske vurdering af grundlovens paragraf, selvom sagen afvises. Derfor er denne dom meget relevant for den juridiske fortolkning af de paragraffer som du nævner.

jeg vil dertil tillade mig at kommentere dine pointer.

Ad 1).

Det er korrekt at grundloven ikke nævner hvilke omstændigheder, der skal være opfyldt førend Folketinget kan erklære krig. Da der ikke opstilles nogen begrænsninger af Folketingets magt, så betyder dette at Folketinget suverænt bestemmer om man vil gå i krig og under hvilke forudsætninger. På samme måde som Folketinget suverænt bestemmer hvilke love man ønsker at indføre (igen kun begrænset af grundlovens forbud).

Betydningen af at grundloven ikke begrænser Folketingets ret til at gå i krig er altså valgfrihed, ikke begrænsninger.

Du kan derfor ikke med rette påstå at Søren Pind taler falsk når han siger at Folketinget efter grundloven har ret til at udstede en krigserklæring, uanset begrundelse. Retten følger modsætningsvist af grl § 19, stk. 2 og er ubegrænset.

Ad 2)

Jeg er naturligvis enig i at det vil være i strid med FN-pagten at erklære krig på baggrund af farven på folks sokker (med mindre FN's sikkerhedsråd godkendte det!).

Som det fremgår af den omtalte dom, så er det Højesterets vurdering at national ret går forud for international ret. Folkeretten vægtes derfor ikke lige så højt som grundloven (den gælder ikke med grundlovskraft).

Det følger heraf at selv hvis en krigserklæring var i strid med folkeretten, så forhindrer grundloven ikke Folketinget i at fremsætte en sådan.

Som tidligere nævnt mener jeg dog alene at Søren Pinds udtalelser skal tolkes som en vurdering af hvilke bånd grundloven lægger på Folketinget, ikke hvilke øvrige bånd pålægges af anden regulering. Det er måske også meget nærliggende at en lektor i forfatningsret primært udtaler sig om forfatningen.

Ad Tortur.

Du begrunder din fortolkning af retsvirkningen af grundlovens tavshed ved at perspektivere til problemstillingen om tortur.

Du skriver: Grundloven forbyder heller ikke tortur. Den siger ikke noget om tortur. Men man skal eddermame være enten meget dum eller meget ubehagelig, hvis man insisterer på at der ikke må være nogen undersøgelse af, om der har foregået tortur, med krumspringet "Grundloven forbyder ikke tortur, derfor er tortur lovligt". Det er det jo ikke, for den danske stat har underskrevet og tilsluttet sig diverse tortur-konventioner, som forbyder tortur.

Dette afsnit beskriver meget godt vores uenighed. Jeg vil mene at grundloven ikke forhindrer Folketinget i at indføre tortur. Vi burde naturligvis have et sådan forbud i vores forfatning, men det har vi bare ikke.

Det at vi har underskrevet torturkonventionen eller tilsluttet os den europæiske menneskerettighedskoventions artikel 3 medfører ikke at Folketinget er forhindret i at indføre en lov som tillader tortur.  Det ville være i strid med konventionerne og vi ville formentligt blive smidt ud af det gode selskab og retteligt blive anklaget for konventionsbrud, men det begrænser bare ikke Folketingets ret.

Havde Folketinget ikke denne ret til at bryde konventioner eller erstatte anden national lovgivning, vil en folketingssamling kunne binde alle fremtidige folketingssamlinger uanset hvem vælgerne smider ud og vælger ind. Dette vil ikke være ønskeligt, hvis man mener at et folketingsvalg vil medføre ændringer i den førte politik.

Jeg mener på denne baggrund stadigvæk at Søren Pinds bemærkninger ikke er falske. Jeg mener faktisk at de er juridisk korrekte.

Især hvis man lægger til grund at Søren Pind udtaler sig om det som han har undervist i, nemlig forfatningsret.

Når så det er sagt, så er jeg på ingen måde en fan af Søren Pind eller Venstres politik, og jeg er desuden en stor tilhænger af en undersøgelseskommission.

Grunden til at jeg skriver er at du giver udtryk for at Søren Pind ikke er kompetent til at være lektor i forfatningsret i dit blog-indlæg og dernæst at han ikke har "et klap forstand på" forfatningsrettigheder. Det synes jeg ikke at du har belæg for at skrive.

Mvh. Anders Svendsen

Jeg er altså stadig ikke enig, men jeg er glad for at tortur-eksemplet illustrerer, at vi vitterligt har forskellige tolkninger (og er konsistente i anvendelsen af dem).

Jeg har svært ved at købe en forfatningsteori, som siger, at alt det, der ikke er eksplicit forbudt i forfatningen dermed er eksplicit tilladt. Tortur er forbudt i Danmark. Også selvom det ikke står i Grundloven. Der er mange forskellige juridiske dokumenter, og alt Grundloven gør, er at sætte rammer for den lovgivningsmæssige process - der er ikke mange indholdsmæssige (kun proceduremæssige) begrænsninger i den danske grundlov. Den er ikke som f.eks. den amerikanske en rettighederklæring (der er nogle få rettigheder nævnt i Grundloven, men bestemt ikke alle de rettigheder, som de facto og de jure gælder i Danmark). Man skal efter min mening være noget af en forfantingsfundamentalist for at mene at Grundloven kan fungere som udgangspunkt for de fleste diskussioner om hvad der er tilladt at lovgive om.

Når tortur og krigsgrundlag ikke nævnes i Grundloven (naturligvis ikke, da den primært handler om procedurer for lovgivning, ikke indhold), så må man se på andre dokumenter - herunder national lovgivning og de internationale traktater, som Danmark har tilsluttet sig (og som derfor gælder i Danmark). Det ér i øvrigt nævnt i Grundloven at man kan gøre det.

Grundloven forbyder ganske rigtigt ikke at slå folk ihjel på grund af farven på deres sokker. Men det er der andre juridisk gyldige dokumenter der gør. Hvis Grundloven eksplicit havde forbudt en sådan begrænsning af Folketingets handlemuligheder, så kunne/burde Folketinget ikke have tilsluttet sig disse traktater, men det gør Grundloven ikke (tværtimod tillader den det eksplicit). Grundloven giver altså ikke Folketinget nogen eksplicit myndighed til at slå folk ihjel på grund af farven på deres sokker. Den er tavs på området, men som med alt andet, Grundloven er tavs om, bør man se på andre juridiske dokumenter.

Hvis man som Folketningsmedlem er sur over at være begrænset i sin beslutningskompetence fordi tidligere Folketingssamlinger har stemt for en lov eller tilslutning til en traktat, så har man rige muligheder. Én folketningssamlings beslutning kan jo nemt omgøres (så længe det ikke er en beslutning der også er fastslået i Grundloven) ved at man får flertal for at ændre den. Hvis Søren Pind vil have ret til at slå folk ihjel på grund af farven på deres sokker (eller hvis Tom Behnke vil have ret til at torturere folk), så kan de jo stille forslag om at Danmark skal melde sig ud af FN-pagten og tortur-konventionen. Mere begrænset er de altså ikke.

PS. At Søren Pind har nogle mærkelige opfattelser af forfatningsret (der mere svarer til den amerikanske retspraksis) har jeg lagt mærke til ved flere andre lejligheder. Bl.a. har han argumenteret for at begrænsninger af virksomheders "ytringsfrihed" (de kan f.eks. ikke sige hvad de vil i reklamer) betyder at de mennesker, som ejer virksomhederne også censureres og mister sine rettigheder, selvom de altså kan sige lige hvad de vil som privatpersoner. Han har argumenteret for den nuværende amerikanske (og absurde) tilstand, hvor virksomheder de jure er at betragte som mennesker med borgerrettigheder, ud fra argumentet om at en ejer jo er et menneske som handler gennem sin virksomhed - konsekvensen er at virksomhedsejere har dobbelte rettigheder: den de har som borgere ligesom alle andre, plus et ekstra sæt via sine virksomheder, som også har borgerrettigheder. Det er noget af et sidespor, men jeg har altså læst nok af Søren Pinds bizare juridiske tolkninger (også af danske borgeres rettigheder, som han ikke går så meget op i) til ikke ligefrem at være imponeret over hans talent på området (men som sagt: det kan godt være at lektor Søren Pind er mere vidende og velformuleret end politiker Søren Pind).

Tilbage står dog det relevante og interessante, at politikeren Søren Pind ikke alene kæmper for retten til at dræbe folk fordi man ikke kan lide deres påklædning, men også for at politikere skal være hævet over begrænsninger og over at få deres handlinger undersøgt. Dét er det mest relevante her - og det uhyggelige.

 Kære Ole

Et par bemærkninger til dit indlæg også i forlængelse af Anders Svendsens svar.

For det første har du grundlæggende misforstået, hvad ideen er med en forfatning, hvis du tror, at Folketinget ikke må noget, medmindre det konkret står i forfatningen.

Ideen er derimod den omvendte. Grundloven indeholder som følge af § 3 en formodning for, at den folkevalgte lovgiver (Folketinget) gør det rigtige. Folketinget kan således i udgangspunktet gøre, hvad der passer dem. Denne frihed begrænses dog for det første af en række bestemmelser i selve Grundloven - navnlig kapitelet om frihedsrettigheder. Herudover er der nogle udviklede kutymer, som Folketinget ikke må handle i strid med (retssædvaner på grundlovsniveau). Disse forhold pålægger dog ikke Folketinget noget saglighedskrav i forhold til at erklære krig.

Danmarks internationale forpligtelser begrænser ikke forfatningsretligt Folketingets handlefrihed. Hvis Folketinget vedtager en lov, hvor det angives, at det er hensigten at bryde med internationale forpligtelser, så er det loven, der gælder.

Du skriver endvidere noget i retning af, at hvis Grundloven ikke forbyder krig, "så må man se på andre dokumenter - herunder national lovgivning". Det er Folketinget, der laver national lovgivning, så en ældre lov, der forbød krigsførelse ville under alle omstændigheder kunne ændres af en nyere lov, der tillod krigsførelse.

Søren Pind har derfor ret i sin udtalelse. Man kan være politisk uenig med Søren Pind. Han er dog en ganske kvalificeret forfatningsretsunderviser.

Hej Sam,

Dette bliver et kort svar, for din kritik bygger på misforståelser og fejllæsninger. Du skriver:

For det første har du grundlæggende misforstået, hvad ideen er med en forfatning, hvis du tror, at Folketinget ikke må noget, medmindre det konkret står i forfatningen.

Det er noget nær det modsatte af hvad jeg tror og hvad jeg har skrevet. Jeg har netop skrevet imod en sådan forfatningsfundamentalisme, og fortalt at den danske Grundlov ikke rigtig siger særligt meget om lovgivningens indhold - den beskriver procedurer, ikke indhold (med få undtagelser). Jeg har desuden sagt omtrent det omvendte af hvad du skyder mig i skoen: Jeg har ikke sagt at når noget ikke står i Grundloven, så er det forbudt (det ville være vanvittigt, da jeg netop har pointeret at der ikke står særligt meget i Grundloven) - jeg har sagt at den kendsgerning at noget ikke står der ikke betyder at det så er eksplicit tilladt (hvilket også ville være vanvittigt, da næsten alt i så fald ville være tilladt, da der jo ikke står særligt meget).

Der står ikke noget i Grundloven om hvornår man må føre krig. Det betyder ikke at det så er forbudt altid at føre krig - sådan som du skyder mig i skoene. Men det betyder heller ikke at det så altid er tilladt at føre krig af en hvilken som helst grund - sådan som Søren Pind påstår. Grundloven gør os slet ikke klogere på hvornår og i hvilket tilfælde Folketinget må føre krig.

Dernæst skriver du bl.a.:

Det er Folketinget, der laver national lovgivning, så en ældre lov, der forbød krigsførelse ville under alle omstændigheder kunne ændres af en nyere lov, der tillod krigsførelse.

Ja. Netop. Og det er jo også præcist hvad jeg har skrevet. Lige nu er det altså forbudt at føre krig på det grundlag, som Søren Pind påstår det er tilladt at føre krig på. Et tidligere Folketing har nemlig lavet en lov, hvor Danmark forpligtede sig til at overholde FN-pagten. Men det kan jo ganske rigtig laves om. Det kræver blot at et nyt Folketing stemmer om udmeldelse af FN-pagten eller noget lignende som ophæver den tidligere beslutning. Det har du helt ret i, og det er også præcis hvad jeg har skrevet. Søren Pind kan altså arbejde på at omgøre en tidligere beslutning, men han kan ikke sige at det allerede er virkelighed.

Du kritiserer mig altså dels for at mene det modsatte af, hvad jeg har skrevet, og dels for noget som jeg er enig i, hvilket jeg også har skrevet.

Det er meget muligt, at Søren Pind er en glimrende forfatningsretsunderviser. I så fald har han måske bare valgt at spille dum når han optræder som politiker, for her synes jeg vitterligt ikke at han brillierer med sine analytiske udtalelser.

Jeg har endnu ikke set et eneste argument for hans påstand om at Grundloven giver ham myndighed til at erklære krig mod folk på grund af farven på deres sokker og altså at Grundloven ugyldiggør de traktater og love som siger at det må man ikke. Det står intet sted i Grundloven. Tværtimod giver den netop mellemstatslige traktater - også de som forbyder tilfældige massemord af den slags - juridisk gyldighed.

Annonce