Annonce
Hvor stort er statstilskuddet til Danfoss og Danish Crown (+ et regnestykke mere)?
Den seneste tid har som bekendt budt på en debat om dagpenge og store virksomheders trusler om at forlade Danmark.
Begge debatter tager udgangspunkt i en figur hvor henholdsvis dagpenge og skatter/afgifter fremstilles som udgifter, som vi kender dem fra f.eks. bøder. Altså en sur udgift hvor det eneste man får til gengæld, er at man slipper for at sidde bøden af i et fængsel.
For så vidt dagpengene så synes en udbredt opfattelse at være, at vi som samfund kaster penge efter folk, så de kan nyde det søde liv uden at bidrage til fællesskabet.
For så vidt angår skatter og afgifter for erhvervslivet, så synes en udbredt opfattelse at være, at vi påtvinger de stakkels virksomheder et tungt åg, som truer med at tvinge dem i knæ.
Det afføder et par regnestykker, jeg godt kunne tænke mig at nogen udregnede, thi jeg har langt fra stort kørekort til den slags. Måske er de endda lavet uden mit kendskab.
Disclaimer:
Først en disclaimer: Jeg mener ikke at gode ting som tryghed, glade børn og en sund, veluddannet og veloplyst befolkning, skal gøres til et spørgsmål om kroner og øre og noget for noget.
Nu er det bare sådan, at penge er det mest udbredte sprog til at beskrive de bagvedliggende præmisser for den slags.
Derfor:
I den seneste uge har både Danish Crown og Danfoss beklaget deres nød over størrelsen af deres bidrag til fælleskassen, og truer med at finde andre græsgange.
Danish Crown og Danfoss havde i deres seneste årsregnskaber overskud på henholdsvis 1,7 og 4 mia. kroner, og det er oplagt alene på den baggrund at afvise flæberiet.
Det er ikke et spørgsmål om rentabilitet, men om overskuddet størrelse. Det handler ikke længere om proteiner og pumper, men om profitmargin.
Men lad os alligevel prøve at gribe debatten an, ud fra deres bundlinjesprog
Regnestykkerne:
1.
Med hvor stort et beløb har det danske samfund subsidieret henholdsvis Danfoss og Danish Crown de seneste f.eks. 5 eller 10 år, gennem gratis adgang til sundhedsvæsen, børnepasning, infrastruktur, sygedagpenge, pensioner og uddannet arbejdskraft (gratis uddannelse)?
2.
Når udbetalte dagpenge efter højeste sats er modregnet for skat, moms og afgifter, eventuelt færre timer i daginstitution for eventuelle børn, eventuelt mindre sygdom (sundhedsvæsen), værdien af evt. frivilligt arbejde og værdien for arbejdsmarkedet/virksomhederne af de forskellige praktikordninger i form af hel eller delvist gratis arbejdskraft, mindre kriminalitet og belastning af sociale institutionerhvilket beløb står så tilbage?
Jeg håber nogen kan hjælpe og evt. kvalificere, uddybe og supplere regnestykkerne.
Kom glad.
- Mikkel Skov Petersen's blog
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Annonce
Top debatter
Mikkel Skov Petersen
Specialarbejder i symbolindustrien.
Skriver tekster, leger med budskaber, rådgiver om kommunikation & producerer film.
Forhenværende tankpasser, piccolo, kassedame & postbud, samt tidligere pressesekretær i Enhedslistens folketingsekretariat, venstreradikal aktivist, journalist og grundlægger af Modkraft.dk.
Sæsonkortholder på Brøndby Stadion.
Annonce
Kommentarer
Glimrende. Hvad ville Danfoss og Danish Crown gøre uden at have den danske offentlige sektor som captive market? Og hvis de ikke kunne rejse rundt med de statsstøttede kongelige og blive introduceret til alle mulige regeringer med megen bukken og skraben? Og deltagelse for cheferne i alle kongeballerne.
Uden Danmark som baggrund var de naturligvis ikke kommet så langt, som de er nu. Lad os lige gøre opmærksom på, at uden borgfred med arbejderne ("partnerskab") havde de heller ikke haft så let ved at producere.
Her er et udklip fra Danfoss' værdigrundlag fra 2002, mine understregninger: ”The five core values do not in themselves create any value growth. It is only through living the values that Danfoss can reach its goals. Therefore the value work has been detailed in a number of concrete measures, which have been unfolding throughout 2002.” (People and values: 2002 Annual Report Danfoss A/S. URL: http://www.danfoss.com/NR/rdonlyres/3424B86A-F38A-4DAE-8132-C49571EFB9EB...).
Notér sammenblandingen af de to værdibegreber: som økonomisk værdi og som moralsk ledestjerne. Hvor meget har Danfoss mon betalt for det sludder i udgifter til managementkonsulenter?
Men det ville være godt at vise, hvor godt Danfoss og andre har nydt godt af det danske investeringsklima, uddannelsessystem og den almindelige borgfred. Og så måtte de godt spare på den gyselige meccano-kunst de har sat op i alle Als' rundkørsler.
Men læs også denne her: http://www.arbejderen.dk/blog-indl%C3%A6g/karen-helveg-petersen/hvem-skal-takke-velf%C3%A6rdsstaten
Jeg kan sådan set godt følge Mikkel Petersen i hans opstilling af tinges tilstand. Jeg har selv ofte ytret en lign. holdning. Men når alt kommer til alt, må jeg alligevel indrømme, at det nok er en lidt for letkøbt og en smule studentikos tilgang til tingene. En stor del af problemet består altså også i arbejdstagernes og statens manglende evne til at forholde sig til de skiftende økonomiske virkeligheder. Kigger vi især på de veluddannede er det jo generelt en total mangel på mådehold og evne til at spille på den lange bane, der har præget den "faglige" kamp. I fremgangstider er man utroligt dygtige til at skrabe til sig og få fyldt lønningsposen til bristepunktet. Når nedgangstiderne betaler man så prisen, i form af utroligt ringe jobsikkerhed og ditto muligheder for opkvalificering. Kommunikationsbranchen er et rigtigt godt eksempel, hvor man under den seneste højkonjunktur nærmest har kunnet skrive sine egne lønchecks. Mens man nu, under nedgangstiden, dårligt kan finde sig et deltidsjob, selv hvis man forærer sin arbejdskraft væk.
På den anden side står staten så med sin del af ansvaret. Under fremgangstider er man utroligt gode til at skubbe forbruget fremad og man gennemfører den ene kortsigtede skattelettelse og liberalisering efter den anden.
Skal man komme med et konstruktivt forslag må det derfor være, at man, istedet for at fokusere på det endelige opgør med kapitalismen, måske istedet sætter sine kræfter ind i kampen for at gøre det danske erhvervsliv mere bæredygtigt (på alle fronter).
De åbne spørgsmål må derfor være; hvordan gør vi det muligt for de danske virksomheder, at tjene penge på bæredygtighed og hvordan styrker vi de langsigtede aspekter af den såkaldte faglige kamp?