Hvor snotdumme er kvinder? (ifølge EU)

Kvinder er nogle selvoptagede væsener. De kan ikke tænke abstrakt på de store linier, men kun emotionelt på deres egen situation og på deres nærmeste, deres børn og deres familie. De er kort sagt i deres følelsers vold modsat naturligvis rationelt tænkende mænd.

Og ja, du læste rigtigt, men inden du kære kvinde lægger mig for had, så skal jeg straks sige, at det ikke er noget, som jeg selv har fundet på. Tvært imod har det vel været den vestlige patriarkalske kulturkreds’ opfattelse af køn, siden Paulus i Biblen er citeret for, at kvinder skal tie i forsamlinger – underforstået, at i forsamlinger træffes de store beslutninger og her har kvinder ikke noget at bidrage med.

Det er naturligvis noget sludder, som er modbevist af utallige kvinder i verdenshistorien, men ikke desto mindre er det tankevækkende, at det fortsat er lige nøjagtigt den holdning, som findes hos EU, og som man igen og igen konfronteres med i EU-debatten – selvom det mildest talt siges på en ”pænere måde”.

Enhver historie har sin begyndelse og denne starter for alvor i 1993, hvor EU konstaterer, at årtiers forsøg med adskillige dyre programmer for at skabe en såkaldt europæisk identitet er slået fejl.

Derfor vedtog man i 1993 den såkaldte De Clercq-rapport, som er et stykke ekstremt svulstigt EU-nationalisme. Det slår fast, at EU er Europa, at EU er dét misundte midtpunkt for kultur og storhed i verden, og i det hele taget for en EU-modstander med interesse for EU-nationalisme som jeg, er det en sand mødding af stinkende citater, som folk knapt nok tør tro på, når man river dem disse i næsen – so to speak og så nævner den det der med kvinderne.

EU skal nemlig tale særligt til kvinderne (foruden unge og journalister i øvrigt), da kvinder er den mest ”modtagelige” vælgerskare i Europa, men kun hvis man taler til dem på en særlig måde. Kvinder er nemlig intuitivt opfattende (modsat rationelt forstås). Kommunikationen skal personificeres i forhold til de fordele, som EU tilbyder lige nøjagtigt dem, deres nærmeste og deres familie. Det er altså mig, mig og mine, som EU skal tale til i alle kvinder. Ikke noget med abstrakt økonomi eller væmmelig politik, når man taler til det ”selvoptagede køn” (ja undskyld min sarkasme), det kan I kvinder slet ikke rationelt forholde jer til.

Også tonen skal være særlig. Fx foreslår rapporten, at kommissionsformanden skal holde en særlig årlig tale til kvinder, hvor tonen skal være varm, venlig og ærlig med et strejf af ydmyghed. Man skal erkende fortidens smerte og appellere til sammenhold. Halleluja, og undskyld, hvis dit tastatur er fyldt med bræk efter denne læsning.

Nu skriver jeg ikke denne blog alene for historiens interesse i et 19 år gammelt dokument. Næ, det har skam stadig relevans og har siden dengang været masterplanen for alle fremtidige kommunikationsstrategier fra EU’s side. Og igen og igen har man set initiativer netop i denne ånd.

For eksempel kan nævnes eurovalgkampen i år 2000. Her sagde målingerne, at kvinderne var mest skeptiske (og tak for det), hvilket fik Venstres kampagnegruppe til at lave et kvindeligt kampagnenetværk, som de kaldte Euro-englene (fnis). Det var i øvrigt senere minister og Venstrepolitiker Lykke Friis, som var med til at udforme materialet, selvom hun dengang var såkaldt uvildig EU-ekspert, som blev flittigt brugt af medierne. Og budskabet i kampagnen? Jo, euroen handlede om tryghed for dig som kvinde og økonomisk tryghed for din familie. Man kan jo i øvrigt spørge de græske husmødre, hvad de mener om dette udsagn, men lad det nu ligge – det foregår nemlig stadigt.

Så sent som i marts i år – på kvindernes internationale kampdag sågar – stiftedes et netværk af diverse overklasse- og politikerkvinder fra Stine Bosse over Lene Espersen, Pia Olsen Dyhr, Mariann Fischer Boel, Ellen Trane Nørby, Camilla Andersen, Annegrethe Rasmussen m.fl. Og netværkets navn? Kvinder for Europa.

I et manifest offentliggjort den 7. marts i Politiken stiller de spørgsmålet, hvorfor kvinder er mere skeptiske overfor EU. Og svaret kommer de selv med. EU er nemlig for langt væk fra kvindernes hverdag. Derfor vil netværket sætte fokus på det, som betyder noget for kvinder. Hvad EU betyder for dine børns uddannelsesmuligheder, hvad EU betyder for din mobilpris, når du ringer hjem fra ferien, og din sikkerhed, når du handler på nettet og når du putter mad i munden og bla bla.
 
Netværket slår ellers fast i deres indlæg, at EU har enorm magt på en lang række store områder, men det er altså for langt væk, ikke personligt nok, eller for abstrakt for de dumme emotionelle kvinders hverdag. I stedet tales der igen til mig, mig og mine i kvinden. Havde jeg været kvindelig EU-modstander med alle de gode politiske og demokratiske argumenter, som jeg ved, at mange af jer har derude, så var jeg sgu blevet lidt tosset over at blive betragtet som snotdum på denne måde.

I min bog er det nemlig ikke de skeptiske kvinder som tænker irrationelt, men derimod Blå Bjarne og co, som alt for dumstædigt tror på alt for meget sludder, som de får at vide fra toppen, hvad enten det er erhvervslivets top, politikerne eller sågar den faglige top, som Dansk Metals formand, som stadig tror, at et euromedlemskab vil gavne hans medlemmer alt imens lortet er ved at falde sammen om ørerne på hele eurozonen. Det er sgu jer kvinder som er de rationelle og klogeste i den ligning.

Og lad mig så afslutningsvist aflive den måske største myte af dem alle i forholdet mellem EU og kvinder. Ligelønnen.

Når EU skal sælges til kvinder så sker det ekstremt ofte ved at hævde, at det er EU’s skyld, at vi har ligeløn i Danmark. Det er nonsens og en myte uden lige.

Allerførst kan man sige, at uligeløn var normen siden 1867-loven om ”Ansættelse af lærerinder ved de offentlige Skoler”, hvor 33 % lønforskel mellem kønnene blev knæsat. Op til århundredskiftet kom det private arbejdsmarked med en i grove træk tredeling af arbejdsstyrken med faglærte mænd, ufaglærte mænd og så kvinderne. Dette var virkeligheden frem til de private overenskomsters særlige kvindesatser blev fjernet i overenskomsterne i 1973, hvilket bestemt ikke skyldtes EF, selvom det var sammenfaldende med EF-medlemskabet.

For at forstå ligelønskampen, så skal man tilbage til 1919, hvor ILO, den internationale Arbejderorganisation, dannedes. Denne organisation spillede en hovedrolle, idet dens kvindekomite (Commission on the Status of Women) var drivkraften bag vedtagelsen af ligelønskonventionen (ILO-konvention 100) som blev optaget i FN-retten i 1951.

Dette blev i de nye grundlove i efterkrigstiden skrevet ind i eksempelvis de italienske og franske forfatninger og fandt på den baggrund vej til EF’s Rom-traktat i 1957. Så at EF-retten indirekte fik ligeløn med skyldes den internationale arbejderbevægelse og FN-systemet via de reorganiserede lande efter verdenskrigen.

I Danmark kan man se ILO 100’s betydning i Tjenestemandsloven fra 1958, som fjernede kvindesatserne i tjenestemandsloven, og dette længe før et EF-medlemskab kom på tale.

Dertil kommer, at det i virkeligheden ikke giver den store mening at tale om ligeløn ud fra et juridisk perspektiv alene. Tvært imod kom ligelønnen for alvor til Danmark i en kamp fra neden. Det var de store overenskomststrejker i 1973, hvor ikke mindst kvindeforbundene gik forrest, som sikrede at de særligt lave kvindesatser blev afskaffet i overenskomsterne. Og det var dette, som banede vejen for lovændringen med ligelønsloven (ligeløn for samme arbejde) der kom i 1976. I parentes bemærket kan det nævnes, at EF hverken blev nævnt fra talerstolen eller i lovens forarbejder, som det ellers er kutyme for EF-bestemte ændringer.

Med andre ord, så er ligelønskampen dels kæmpet internationalt i den internationale fagbevægelse og dels gennem kamp fra neden af kvinderne selv.

Eneste undtagelse, hvor man kan give EF en del af æren er lovændringen fra 1983, hvor loven som følge af et direktiv blev ændret fra lige løn for samme arbejde til lige løn for arbejde af samme værdi. Imidlertid må det jo konstateres, at denne ændring ikke har haft en tøddel betydning, da det har vist sig umuligt at definere ”arbejde af samme værdi”. Eksempelvis er der fortsat 18 procents lønforskel mellem mænd og kvinder, når man tager højde for eksempelvis uddannelseslængde og lignende. Det som forskerne kalder den ”uforklarlige forskel”.

Hvis man læser litteratur om Rødstrømpebevægelsens lønkampe, eller forskning på området i øvrigt, så vil det ikke være svært at få ovenstående bekræftet. Alligevel har skiftende EU-tilhængere siden forsøgt (og med et vist held) at skabe myten om, at kvinderne skylder ligelønnen til EU og dermed rigtigt gøre EU nærværende og personlig for kvinder, selvom de ville være blevet grinet ud i samtiden.

Så kære kvinder, tak fordi I er skeptiske og lad nu være at falde for alt deres sludder. Husk næste gang en EU-tilhænger hævder, at I skylder ligelønskampen til EU, at sige fra. Den har I nemlig kun jeres seje medsøstre og jer selv at takke for.