Hvor er Occupybevægelsen nu?

Der gået over et halvt år siden Zucutti Park blev indtaget og situationen er forandret en hel del siden den dag i september hvor det gik løs. Der er stadig Occupy grupper i en lang række amerikanske byer fra Kansas City til Austin.

Min oplevelse af Occupy bevægelsen, er dannet på baggrund af mit sidste besøg i USA, konkret i The Bay Area, hvor der er Occupy San Francisco, Oakland og Berkeley.

En udmattet bevægelse

Den ’klassiske’ version af Occupy bevægelsen i The Bay, virker på mange måder udmattet. Teltlejrene er væk, og man samles om ’general assemblies’. Processen omkring disse forsamlinger virker opslidende, og jeg mødte flere, som ikke orker at deltage fast i forsamlingerne mere.

Jeg kender en dansker, som er bosat i San Francisco og som har deltaget fast i forsamlingerne siden starten og indtil for en måneds tid siden. En af de ting, han påpegede er manglen på kompromisvillighed. Folk holder fast på deres egen dagsorden og afsporer gerne diskussioner for at få denne igennem.

Hans beretning afslører svaghederne og problemerne ved basisdemokratiet. Det suger alt liv og energi ud af langt de fleste deltagende, hvis ikke der skabes noget med snakken. Hvis ikke basisdemokratiet kobles til konkrete politiske praksisser, til aktioner, eller til udvikling af politiske ideer i fællesskab. Og her er kompromisset og lysten til at forandre sig selv i fællesskab med andre, en absolut nødvendig del.

Det var min oplevelse, da jeg boede i USA, at det amerikanske samfund på mange måder opdrager til individualisme modsat kollektivitet. Det udgør en stor udfordring for OWS, særligt når det kommer til spørgsmålet om organisering, hvor kompromisset er centralt.

Besæt hjemmet, bondegården og broen

Trods de lidt nedslående beretninger fra forsamlingerne, virker det som om, OWS samtidig har udviklet sig til en række interessante ting. I de tilfælde hvor OWS har udmøntet sig i konkrete politiske praksisser og eksperimenter, virker det til at gå en del bedre. Jeg hørte om flere ting, men særligt to nye OWS grene lød spændende – Occupy the home (OH) og Occupy the farm (OF).

OH er en gruppe der forsøger at forhindre nogen af de mange tvangsauktioner, som er blandt resultaterne af den økonomiske krise. At miste sit hjem hænger i mange tilfælde sammen med, at man allerede har mistet sit job, og den pludseligt opståede hjemløshed er et voldsomt dyk på den sociale rangstige.

Gruppen forsøger at forhindre tvangsauktionerne ved hjælp af juridiske midler, såvel som fysiske blokader af de udsattes hjem og har eftersigende haft flere succeser med at forhindre planlagte udsættelser og derved givet familierne bedre muligheder for at undgå at blive sat på gaden på længere sigt.

OF er en besættelse af et stort stykke land ejet af University of California. Besættelsen går konkret ud på at den ellers ubrugte jord opdyrkes og derved skabes selvforsyning af fødevarer, som samtidig er dyrket bæredygtigt. OF har nogle andre muligheder for inklusion, fordi man ikke nødvendigvis skal bo i besættelsen som man skulle i teltlejrene. Det betyder at en hel del familier og ældre mennesker deltager i OF.

Udover samtaler med en række amerikanere, fik jeg mit indtryk af bevægelsen igennem deltagelse i dette års 1. Maj. Det første, der var planlagt, var en blokade af Golden Gate Bridge kl. 07.00 om morgenen. Blokaden var kommet i stand, fordi den fagforening der organiserer bro- og færgearbejderne omkring Golden Gate, havde henvendt sig til Occupy bevægelsen og bedt om hjælp til at blokere broen. Blokaden skulle fungere som pressionsmiddel i en faglige konflikt, som arbejderne havde med færge- og broselskabet.

Blokaden blev dog aflyst i sidste øjeblik, da selskabet indgik en form for forlig med arbejderne. I stedet blev der afholdt manifestationer ved flere færgeterminaler, men disse var eftersigende ikke nogen stor succes. Dog var alliancen mellem fagforeningen og Occupy bevægelsen i sig selv interessant og vigtig.

Forfejlede strategier eller at skide i egen rede

8.30 var planlagt forskellige manifestationer i Oakland midtby – bl.a. én mod gentrificering. Antigentrificerings manifestationen gik ind på en af de lokale cafeer og begyndte at demonstrere der, øjensynligt mod den gentrificering caféen skabte.

Aktionen illustrerer fint det paradoks, som OWS bevægelsen indeholder, da en del af de hvide middelklasse unge som også deltager i OWS og som oftest er dem, der ønsker bevægelsen radikaliseret i form af mere militante aktioner (som antigentrificeringsmanifestationen), også er dem der flytter til Oakland og derved er med til at danne base for gentrificering.

Flere af dem jeg talte med, mente ikke at disse unge skulle afholde sig fra at flytte til Oakland. De skulle måske bare ikke skide i egen rede, og gøre sig rigtig upopulære blandt Oakland-beboere, ved at bruge alle kræfterne på, at ødelægge forretningen for de lokale cafeer.

Lige såvel, som de burde overveje, at militariseringen og radikaliseringen af bevægelsen også er ekskluderende. Bl.a. fordi konsekvenserne for at deltage i kampe mod politiet, hærværk og lign. ofte er meget forskellige afhængige af hvor man kommer fra og hvilken farve ens hud har.

Oakland er på mange måder blevet Occupy bevægelsens sorte får. Det er her, at det uudtalte ikke-volds kodeks er blevet brudt oftest og heftigst. Samtidig har bevægelsen her, udviklet sig til i høj grad at handle om forholdet til politiet. I et forsøg på at forstå denne udvikling, er det dog helt centralt at kende til Oaklands historie. Det er herfra Black Panthers stammer. I Oaklands har politibrutaliteten og racediskriminationen altid fyldt meget. Derfor er Oaklands version af Occupy bevægelsen også formet af denne historie.

Når den sekteriske venstrefløj tager over

Senere på dagen 1. maj blev der afholdt forskellige manifestationer foran Oakland Rådhus, alle orkestreret af Occupy Oakland. Der var en hel del taler og musik og mens dele sådan set var fint, var det overordnede indtryk også, at bevægelsen i nogen grad var overtaget af sekteriske venstrefløjsgrupper.

En tendens jeg ligeledes oplevede under mit ophold i USA i sidste år. Fordi venstrefløjen igennem en årrække har været så marginaliseret og den brede befolkning så desillusioneret, er det som om kun de mest sekteriske venstrefløjsprojekter har overlevet. De strømmer derfor til når nye sociale bevægelser opstår og kaster sig over dem.

Dette billede præger i nogen grad de dele af Occupy bevægelsen jeg så, og det er ærgerligt. Det virker dog ikke til at være tilfældet i samme grad med de projekter, der er udsprunget af OWS, såsom OF og OH.

De papirløse og Occupy bevægelsen

Senere på dagen tog vi til en demonstration for papirløse immigranters rettigheder og arbejdsforhold. Den var ikke direkte arrangeret af Occupy, men havde en masse deltagere derfra og var koordineret med Occupy aktiviteterne.

Jeg deltog i samme demonstration sidste år og i år var den vokset 5, måske ti gange. Politiet anslog 5000 deltagere, hvilket snarere betyder 8000 mennesker, og det var en utrolig god oplevelse at deltage. Demonstrationen gik igennem de fattigste dele af Oakland og havde deltagere fra alle sociale klasser og racer. Særligt stærkt repræsenteret var latino befolkningen, som ligeledes udgør langt den største andel af de papirløse.

Der er ingen tvivl om, at denne demonstration aldrig var vokset sig så stor, hvis ikke det havde været for aktiviteterne omkring OWS. Og det samme virker til at være tilfældet med en række andre politiske aktiviteter, bevægelser og projekter.

Så selvom det virker til at dele af Occupy bevægelsen, ikke er fortsat med at være en politisk succes, er der samtidig positive ting som er blomstret op eller sprunget ud fra bevægelsen.

Intet er som før

En ting der blev understreget af flere jeg talte med var, at Occupy bevægelsen havde ændret en helt central ting, nemlig det folk snakkede om. Samtalen, om den foregår til en fest eller i New York Times, er grundlæggende ændret. Nu handler den om ulighed, om de 99 procent, om interessemodsætninger, om chefers lønninger og bonusser, om tvangsauktioner osv.

Samtidig har Occupy bevægelsen mange steder medført en politisering af hverdagslivet. Bevægelsen har alle steder opfordret folk til at dele deres historier, fortælle hvad der gør dem en del af de 99 procent og det har de gjort til forsamlinger, på internettet, i pressen og til hinanden på gaden.

Det har betydet forandringer - forandringer af bevidstheden. Det kan måske ikke ses endnu, og har ikke udfoldet sig i konkrete ændringer, men det er et første og helt centralt skridt. Sociale bevægelser kommer ikke fra den ene dag til den anden, men tager utrolig lang tid at opbygge – se bare på arbejderbevægelsen.

Ovenstående bygger et på et tre ugers besøg i en begrænset del af USA. Det er derfor selvfølgelig muligt at situationen er en helt anden andre steder.

Jeg har ligeledes anmeldt bogen ”Vi er de 99% - Occupy Wall Street bevægelsen”, udgivet på forlaget Tiderne skifter 2011, for Kontradoxa – den kommer op i løbet af den næste tid.