Annonce

23. april 2013 - 5:22

Hvilken fremtid for Enhedslisten?

Hvilken Enhedsliste har vi om 3-5-7 år? Mens den dybeste krise siden 30’erne udfolder sig foran os, risikerer Enhedslistens fremgang at skygge for nogle nødvendige diskussioner.

Enhedslistens succes

Det er åbenlyst, at Enhedslisten parlamentarisk set har haft succes. Årsagen er ret entydig: EL har ikke villet lade sig trække ind i S-SF’s totale knæfald for markedet (eller kapitalen, for nu at være mere præcis). S-SF’s højredrejning har (som Pelle Dragsted ved flere lejligheder har påpeget) skabt et politisk tomrum. EL har i høj grad fået del i dette tomrum – blandt dem, der ikke vil følge S-SF til højre, i hvert fald ikke i det tempo.

Men det er også åbenlyst, at EL ikke kan bruge fremgangen til ret meget, så længe man kun tænker parlamentarisk. Uanset om man stiller mistillidsvotum eller lader være, så er der ingen parlamentariske løsninger på det morads, vi er landet i.

Der findes ingen parlamentariske konstruktioner, der kan skaffe dagpengene tilbage. Eller SU, kontanthjælp og de mange andre nedskæringer, som denne regering har gennemført.

Men det burde ikke være noget problem for EL. I EL’s principprogram hedder det:

“Reformer får man gennemført ud fra en styrkeposition. Og en styrkeposition opnår man kun ved folkelig mobilisering, organisering og aktion, strejker, demonstrationer, ideologisk og kulturel kamp, civil ulydighed osv.”

Det skulle vel betyde, at EL stillede sig i spidsen for faktisk at sikre, at der kom udenoms-parlamentariske svar på regeringens angreb? Desværre, nej.

Det har længe været kendt, at EL’s “udenomsparlamentariske ben” har lidt af kronisk svindsot. Der er kun fragmenter af faglig organisering – og slet ingen faglig strategi.

Men jeg må ærligt indrømme, at jeg blev lettere rystet, da det gik op for mig, at beretningen fra EL’s Hovedbestyrelse til dette årsmøde ikke indeholder en eneste refleksion over, hvorfor det ikke lykkedes “at få organiseret en bredere faglig bevægelse for ændring af dagpengereglerne”.

Europæiske paralleller

Kigger vi ud over Europa, finder vi lignende billeder: I en lang række lande er der vokset venstre-reformistiske partier op, som i lighed med EL har erobret en del af den plads, som socialdemokratiske partiers højredrejning de seneste år har efterladt.

For bare at nævne nogle af dem: Rifondazione Comunista i Italien, Die Linke i Tyskland, Socialistpartiet i Holland, NPA og senere Front de Gauche i Frankrig, Venstreblokken i Portugal og ikke mindst Syriza i Grækenland.

Nogle af dem har stadig stor fremgang, mens andre har åbenlyse problemer med, om man vil være et parlamentarisk orienteret parti (med et svagt udenomsparlamentarisk ben), eller man vil være et udenomsparlamentarisk kampparti (med parlamentarisk repræsentation).

Det er for tiden ret let (ja, der skal naturligvis arbejdes for det) at få fremgang ved at stille sig på en klassisk venstre-socialdemokratisk position. Men hvad sker der, når man så får den?

I Italien brød Rifondazione sammen, fordi man gav efter for presset om at komme i regering sammen med “venstre”-nyliberalister – man blev medansvarlig for krigen i Afghanistan og voldsomme sociale angreb.

I Tyskland har Die Linke åbenlyse problemer, fordi det socialdemokratiske SPD nu igen har fremgang og ser ud til at have en chance for at komme i regering ved næste valg. I Frankrig nåede NPA knapt at opleve successen. Det, der for blot få år siden så ud til at være det nye håb på den europæiske venstrefløj, blev så optaget af parlamentarismen, at identiteten forsvandt.

I Holland vil Socialistpartiet ikke udelukke, at de kan være en del af et regeringsflertal. Det samme gælder for Syriza i Grækenland. Et sådant regeringsflertal vil naturligvis omfatte de selvsamme socialdemokratiske partier, der har mistet opbakning på at føre benhård nyliberalistisk politik.

Som før nævnt: “Reformer får man gennemført ud fra en styrkeposition.” Desværre er ingen af de nævnte partier specielt stærke udenoms-parlamentarisk. Og udenoms-parlamentariskstyrke er en forudsætning for at matche kapitalens udenomsparlamentariske styrke. Ellers er risikoen for blot at blive modvillige administratorer af en dyb, dyb kapitalistisk krise åbenlys.

Kampparti eller valgparti?

Enhedslisten er endnu ikke dér, hvor man skal overveje, om man skal i regering. Der er simpelthen ingen at være regeringspartner med – hverken før eller efter det næste valg, som helt sikkert giver et borgerligt flertal.

Men hvad med bagefter? Efter at en borgerlig regering har vist sig at være lige så slem eller værre end den nuværende? Og hvor S og/eller SF har fået pudset de forpjuskede fjer af og strammet profilen op? Og hvis EL, hvad der er meget sandsynligt, fastholder sin parlamentariske styrke på det, som meningsmålingerne nu lover? Eller øger den?

Set i det lys giver det ganske god mening, når den parlaments-ivrige fløj i EL forsøger at inddæmme de revolutionære paroler og udskifte et nogenlunde revolutionært principprogram med mere tågede vendinger, der passer bedre til et regeringsparti.

Men det grundlæggende problem står stadig tilbage: Hvis ikke EL sadler om og seriøst begynder at opbygge en udenomsparlamentarisk styrke, kan man om få år stå i det samme dilemma som Syriza eller det hollandske SP – skal man gå i regering, vel vidende at man i realiteten kommer til at administrere nyliberal nedskæringspolitik? Og uden at have en udenoms-parlamentarisk styrke som modvægt?

Argumentation for, hvorfor man stemte for finansloven sidste efterår, kan sagtens bruges igen til den tid. "Afværge det der var værre" er altid svært at argumentere imod – også selv om indholdet er tyndt.

Udfordringen gælder ikke kun Enhedslistens parlaments-orienterede fløj. Udfordringen gælder i lige så høj grad for den del af EL, der tager den revolutionære del af EL's principprogram alvorligt.

Vi står i den dybeste krise siden 1930’erne. At undlade at bygge modstand og tage de første skridt til at formulere en udenoms-parlamentarisk strategi er utilgiveligt. Det er grunden til, at nogle af os ikke kun er medlemmer af Enhedslisten, men også af diverse revolutionære smågrupper.

Annonce