Hvem skal betale fremtidens velfærd?

”det er ikke til at bære – vi savner vores lærer” stod der på et skilt, til en lærerdemonstration på Frederiksberg Rådhus torsdag morgen. Det var to piger som går i 2 klasse, der havde malet det. De har lidt svært ved at forstå hvorfor de ikke må komme i skole, og være sammen med både deres og deres klassekammerater. Og jeg har ærlig talt også lidt svært ved at forstå det: hvorfor vil KL og Corydon holde lærerne ude af klasselokalerne?

Inden konflikten gik i gang sagde Corydon flere gange at han ønskede en god folkeskole, hvor lærerne får alle eleverne med, og hvor lærerne praktiserer en god, nytænkende og praksisnær undervisning. Det er jo svært at sige nej til. Jeg tror der findes meget få danskere som ikke vil en god folkeskole.

Corydon og co. bliver bare afsløret når de siger at lærernes forberedelsestid er forhindringen for en folkeskole hvor timerne er nytænkende og hvor læreren får alle elever med.

Forberedelsen er jo netop forudsætningen for den gode, spændende undervisning, der kan udfordre og løfte alle elever der hvor de er.

Det logik for burhøns at hvis man skal gøre noget godt, så skal man også forberede sig. Det er heldigvis også logisk for de fleste andre end dem der sidder i regeringskontorerne.

Og derfor handler den i gang værende lockout ikke om hvordan man skaber en god folkeskole. Eller – jeg tror rigtig gerne at de lockoutede lærere vil være med til at snakke og forhandle om hvordan vi kan forbedre folkeskolen.

Men det er fuldstændig klart at i finansministeriet handler det her ikke om hvordan folkeskolen kan blive bedre. Historien om at det handler om bedre folkeskole er blot pæn indpakning.

Folkeskolereformen skal nemlig finansieres af lærernes overenskomst, så selvom man kunne ønske sig at diskussionen om overenskomster og forbedringer af folkeskolen kunne tages hver for sig, er det umuligt. Det har regeringen selv bestemt. For at skære det ud i pap: det er lærerne der skal betale for ændringer af folkeskolen. Derfor handler konflikten mellem, lærerne og KL/finansministeren, om meget mere end lærernes arbejdstid. Den handler om hvem der skal betale for fremtidens velfærd.

Hvis det lykkes for Corydon at komme igennem med at det er lærerne selv der skal betale, så vil vi ved de næste offentlige overenskomstforhandlinger se pædagogen betale for ”moderniseringen” og SOSU assistenten betale regningen ”harmoniseringen”, og hvad vi ellers har af flotte ord for nedskæringer i det offentlige.

Den såkaldte Moderniseringsstyrelse har allerede varslet en ny analyse af de offentligt ansattes arbejdstid og løn dannelse. Den analyse kan vi godt regne med skal bruges som våben i nye angreb på de offentligt ansattes løn- og arbejdsforhold.

Allerede i vækstpakken kan man læse at de offentligt ansatte skal betale med en såkaldt modernisering, for 12 mia kroner.

Regeringens plan er altså at det er dem der får vores skoler, sygehuse, plejehjem og børnehave til at fungere der i fremtiden skal betale. Det vil unægtelig betyde en ringere velfærd.

For det første vil det betyde fyringer, og det er altså ikke konsulentfyringer i kommunen jeg tænker på. Nej det vil betyde fyringer af dem hvis kerneopgave er omsorg og nærvær – de varme hænder. Og jeg er fuldstændig overbevist om at det vil betyde dårligere velfærd.

Hvis SOSU assistenter og hjælper skal løbe hurtigere, vil det betyde mindre tid med de ældre. Hvis der kommer færre pædagoger i vores daginstitutioner vil det betyde at der ikke er tid til at være sammen med børnene. Sådan kan vi forsætte listen.

Og man kan meget hurtigt finde frem til hvilke børn der vil lide mest under, at pædagogerne ikke har tid til at trøste eller læse højt. Det er de børn der i forvejen har det svært, de børn som kommer fra hjem hvor mor og far ikke har så mange penge.

Derfor vil det at, lade de offentligt ansatte selv betale for velfærdssamfundet ikke blot betyde dårligere velfærd. Det vil også betyde større ulighed.

Så hvis vi vil et velfærdssamfund hvor alle får en chance, også de ansatte, skal pengene findes et andet sted.

Og jeg synes bestemt det er rimeligt at hente penge hos dem der har holdt fest under den økonomiske krise, hos dem i vores samfund der har mest.   

Det er afgørende for alle os der vil et lige Danmark at lærerne vinder deres kamp. For lærernes skyld, for skolens skyld, men ikke mindst for fremtidens velfærd.