Annonce

12. april 2012 - 12:30

Hvad vi alle sammen kan lære af SF’s fejlslagne eksperimenter

Sidste år besøgte jeg udenrigsministeriets innovations center i San José, Californien – det der i daglig tale kaldes Silicon Valley.

Her kunne de berette, at når investorerne fra Sand Hill Road kigger efter projekter at kaste deres penge efter, så foretrækker pengemændene iværksættere, der har et mislykket forsøg eller to i bagagen, frem for iværksættere, der står foran at søsætte deres første projekt. Årsagen er den enkle, at de der har prøvet før, må formodes at være mere erfarne end de der ikke har.

Jeg tænker, at det er klogt og sympatisk, således at betragte fejlslagne forsøg som et udtryk for værdifulde erfaringer snarere end fiasko; et perspektiv der i øvrigt ligger i fin forlængelse af det gode gamle Edison-citat, hvor han (vist nok) adspurgt om sine talrige forsøg på at få et eksperiment til at lykkes, svarer: ’Jeg har ikke fejlet. Jeg har fundet 10.000 måder der ikke fungerer’.

Jeg har i gennem tiden, helt tilbage til polemikkerne med Mathias Tesfaye, nok overvejende set været kritisk, og indrømmet tangerende det drillende, over for SF, men inspireret af ovenstående, så vil jeg vende fokus om, og i stedet se på hvordan SF’s fejlslagne eksperimenter kan blive værdifulde erfaringer for hele venstrefløjen.

Vi kommer nok ikke i nærheden af Edisons 10.000 måder der ikke fungerer, men det er dog foreløbig blevet til 10 væsentlige og værdifulde lærestreger:

For det første så burde det være tydeligt, at centralisering af magten omkring en lille kreds af mennesker, er et giftigt tveægget sværd: det er effektivt til kontrol og retning i en situation hvor man har momentum og en klar drejebog, men tilsvarende noget værre lort i en situation hvor momentum viser sig forspildt, tilliden til ledelsen er bristet og drejebogen har vist sig mangelfuld og/eller byggende på fejlantagelser. Omvendt så er der selvfølgelig færre personer, der skal sættes fra bestillingen.

For det andet så burde det være tydeligt, at en ledelsesstil og -kultur, der i sin essens baserer sig på Macchiavelli’ske manøvrer trænet i ungdoms- og studenterpolitiske organisationert, frygt, intimidering og offentlig latterliggørelse af opponenter, må formodes at medvirke kraftigt til at skabe et overordnet set usundt indeklima i organisationen.

For det tredje så burde det være tydeligt, at har man dyrket ovennævnte ledelsesstil og –kultur, så er der en god chance for at man får sin egen medicin at føle, når oprøret på et tidspunkt bryder ud - og det gør det jo som oftest på et tidspunkt, når pøblen bliver træt af nedtur, new speak og hånlige attituder.

For det fjerde så burde det være tydeligt, at hvis man synes at et partis politik er grundlæggende dum, så er det bedre at finde et parti hvis politik man er mere enig i, i stedet for at prøve at lave førstnævnte parti grundlæggende om, og i processen blive sur og tilsvine dem, der mener at partiet nu overordnet set var meget godt som det var.

For dem femte så burde det være tydeligt, at når man lægger en plan for at få flere vælgere, så skal man huske højlydt – i ord og praksis - at værdsætte dem man allerede har - også selv om de ikke ønsker at indføre pointsystemer for udlændinge - og ikke tale dårligt om dem i offentligheden. De nye vælgere har nemlig ikke så meget lyst til at lege med nogen, der bagtaler andre.

For det sjette så burde det være tydeligt, at man ikke vinder valg i 2011, ved at lægge strategi efter opinionen i 2001.

For det syvende så burde det være tydeligt, at hvis man har en formandspost, så nytter det ikke at placere en kransekagefigur på posten, hvis primære kvalifikation er vedkommendes evne til at lade sig instruere og i øvrigt at acceptere at lade sig køre ud på et sidespor. Når det går dårligt, så vil omgivelserne nemlig forvente at vedkommende træder i ledelsesmæssig karakter.

For det ottende så burde det være tydeligt, at det ligesom ved troppefremrykningerne mod Bagdad, stadig ikke nytter at påstå, at det går godt, når alle andre uden at anstrenge sig kan se, at det går dårligt.

For det niende så burde det være tydeligt, at man skal lade være med at påstå, at den eneste måde man kan få politisk indflydelse på, er ved at sidde i regering, når den konkrete virkelighed er, at man som parti ville have haft langt større indflydelse, hvis man ikke havde siddet i regering.

For det tiende så burde det være tydeligt, at enkeltpersoners individuelle indflydelse ikke nødvendigvis er identisk med et partis kollektive indflydelse, og at enkeltpersoners karriereambitioner ikke nødvendigvis flugter med et partis politiske interesser, samt at man som hovedregel skal passe på med at stille partier til rådighed som legetøj for ærgerrige enkeltpersoner.

Kære SF! På hele venstrefløjens vegne vil jeg gerne have lov til at sige, at I fortjener tak og ikke hån for således at have gået forrest, og vist os allesammen hvordan vi IKKE skal gøre.

I skal takkes, og ikke hånes, for at have betalt de dyre lærepenge, men til gengæld også at have høstet de værdifulde erfaringer, som vi alle kan bruge i vore arbejde for en bedre fremtid.  Med ønsket om en god og snarlig bedring – resten af venstrefløjen savner jer.

Hav et godt landsmøde.

Annonce