Hvad gør vi nu, lille du?

Nu skrev jeg godt nok i går, at der stadig er håb for, at Lissabontraktaten ikke bliver vedtaget. Og det mener jeg! Men, samtidig er vi som EU-modstandere nødt til at se i øjnene, at vi allerede nu er i en situation, hvor der er meget langt mellem folkeafstemningerne.

Et af de større problemer med traktaten er, at man åbner for, at EU kan give sig selv (endnu) mere magt – fremover kan man i EU sige ”hey, vi vil også gerne bestemme over det her”, og så i øvrigt bare gennemføre det, uden at spørge befolkningerne eller andre besværligheder. Det er naturligvis rigtig smart, hvis man gerne vil have, at EU skal bestemme det hele.

For os andre betyder det, at vi ikke skal forvente, at vi kan stoppe EU gennem folkeafstemninger, udviklingen i EU vil fortsætte – bare med endnu færre (om overhovedet nogle?) folkeafstemninger. Danmark er naturligvis i den særlige situation, at vi har et par forbehold, som nogle gerne vil have til afstemning, men det ændrer ikke på det generelle billede: når EU fremover skal have mere magt, bliver vi som befolkning ikke spurgt.

Så hvad gør vi så nu?

Hvordan skal vi arbejde som EU-modstandere, når arbejdet helt åbenlyst ikke skal centreres omkring folkeafstemninger? Ja, jeg har desværre ikke svaret, men det er en vigtig diskussion.

Jeg ser mange muligheder. I Folkebevægelsen mod EU, synes jeg f.eks. at vi skal være dem, der kommer ”tilbage” til Danmark og fortæller om, hvad EU går og laver. Det kan vi gøre i kraft af vores plads i EU-parlamentet. Og formålet er naturligvis at få befolkning gjort opmærksom på, hvordan EU påvirker vores hverdag, og få dem med på EU-kritikken og EU-modstanden, netop i kraft af at de hører om uhyrlighederne i EU.

Men EU-modstanden er mere og andet end Folkebevægelsen mod EU, og det interessante er, hvordan vi kan styrke EU-modstanden (og EU-kritikken) over en bred kam…

Skal vi blive mere klare i spyttet om alternativer til EU? Der findes så mange forskellige muligheder, og det er helt oplagt, at når vi går ud og kritiserer EU’s linje på f.eks. klimaområdet, så skal vi følge det op med klare forslag til, hvad vi skal gøre i stedet for. F.eks. er det oplagt at pege på, at det ville være gavnligt at danne alliance med de ulande, som faktisk har vist sig at være ret progressive, når det handler om klimaet.

Eller er det vigtigere at vise det glimrende samarbejde vi har med andre EU-modstandere i andre lande? EU-modstanden er bestemt ikke et dansk fænomen, og vi har allerede i dag på kryds og tværs samarbejde, men det kan gøres bedre – og måske det skal synliggøres mere?

Hvad gør vi ellers? Ordet er åbnet for debat. Det er for mig at se ikke en overlevelseskamp, men derimod en kamp for at blive endnu stærkere og endnu bedre – alle kan have godt af at tage et pusterum og tænke sig lidt om…