24. april 2012 - 17:46

Hvad en lærer har brug for

De radikale angriber den kristne kulturarv” og ”Afkristning af Danmark” er blot nogle af overskrifterne i en artikel på Ralf Pittelkow og Karen Jespersens side ”Den korte avis”, der omhandler regeringens forslag om en kommende reform af læreruddannelsen: ”En læreruddannelse der løfter folkeskolen”.

Der er groft sagt to årsager til, at man vælger udelukkende at kommentere på forslaget om afskaffelse af det obligatoriske fag Kristendom/Livskundskab/Medborgerskab (KLM) og ikke på de øvrige justeringer af en af de vigtigste uddannelser i Danmark.

Enten er du så langt til højre på den politiske liste, at du bekymrer dig mest om, at Danmark rent faktisk bevæger sig fremad og ikke tilbage til 1800-tallet, hvor danskerne var gode kristne borgere og muslimer noget rakkerpak, der heldigvis forblev i deres egne mellemøstlige lande.

Hvorfor også den mindste rystelse kan rokke den kristne kulturarv, vi åbenbart er blevet enige om, er pære-dansk, og vi derfor skal kæmpe hårdt imod, at lærere i folkeskolen underviser i andre trosretninger end den kristne og forbande en kirkeminister der ikke er kristen fundamentalist.

Eller også sidder du i toppen af Danmarks Lærerforening og surmuler ind til den dag, hvor man beslutter sig for en egentlig reform, hvor man akademiserer læreruddannelsen, ved at gøre den til en 5-årig universitetsuddannelse – knap så meget for folkeskoleelevernes skyld, som for lærernes lønninger.

Styr på fakta – tak!

Først og fremmest synes jeg, det er pinligt, hvor lidt debattørerne har styr på fakta.

Forfatter til ovennævnte artikel, Aia Fog, forklarer flere gange og på ganske pædagogisk vis, hvordan kristendom som fag vil tages ud af læreruddannelsen – naturligvis med foragt fra skribenten.

Kære Aia, så længe vi har et fag i folkeskolen, der hedder kristendomskundskab, bliver faget naturligvis ikke fjernet fra skemaet. Det vil som nævnt fortsat være frivilligt for den enkelte studerende at vælge dette på læreruddannelsen, hvis man ønsker at uddanne sig til lærer indenfor området.

At faget kristendomskundskab så burde undergå en større og længe ventet reform, er så en anden sag, som nok også skulle få visse mørkemænd op af præstestolene.

Men jeg har lært at gribe i egen barm, og det forstås sådan set, hvorfor Aia og andre kunne blive forvirrede. Socialdemokraterne udtrykker selv, hvordan de vil styrke faget kristendom, da de nu ”vil gøre kristendom til et valgfrit fag på læreruddannelsen”.

Det obligatoriske fag KLM har intet at gøre med det gamle linjefag Kristendomskundskab, der i nyere tid altid har været valgfrit, så lad være med at rode de to ting sammen, det gør blot de borgerlige bange.

Endelig lyttes der til lærerne

Når ovenstående misforståelse nu forhåbentlig er blevet udredt, vil jeg hellere gå til, hvad jeg mener, er langt mere interessant og vigtigt: At læreruddannelsen uddanner lærere, der passer til folkeskolen.

Jeg glæder mig ustyrligt over, at vi endelig har fået en regering, der lytter til lærerne, når man vil pille ved læreruddannelsen. Det vil altså sige; man lytter til de kommende lærere.

Jeg sætter pris på at være medlem af nok Danmarks stærkeste fagforening, desværre har det tidligere bare også betydet, at de har kunnet sætte dagsordenen om læreruddannelsen, som de desværre ikke har så stor indsigt i, eller for den sags skyld interesse i (ser man bort fra ovennævnte ønske om akademiseringen og medfølgende større lønninger).

Siden læreruddannelsesreformen i 2006 (ja, længere tid tilbage skal vi desværre ikke), har de studerende udtrykt stor skuffelse. Alt for mange tiltag blev sat i værk, der i bedste fald hverken hjalp på rekrutteringen af nye studerende eller øget faglighed og i værste fald skræmte kommende studerende væk, fordi de ikke kunne få de linjefag de ønskede, eller ikke blev ordentligt uddannet til den folkeskole, de skal ud i.

Lad nu læreruddannelsen være!

Folkeskolen og læreruddannelsen vil for altid være en stor politisk kampplads. Det er en kliche, men det er desværre sandt. Desværre, fordi politikerne derfor ønsker at detailstyre begge dele, helst på en måde hvor man igennem kontrol og kanoner kan håbe på at påvirke kommende borgere i en bestemt værdimæssig og ideologisk retning.

Den der holder magten over eleverne, holder magten over fremtiden – fristes man til at sige.

Så nuværende og kommende lærere (og dermed også deres elever), må se sig reformeret i tide og utide, således at den røde tråd i folkeskolen forsvinder, og alle render rundt som hovedløse høns uden værktøjer til at tage kampen op mod de mange udfordringer i skolelivet.

Så derfor, og endda med en undskyldning fra børne- og undervisningsminister, Christine Antorini, giver den nye regering os nu kun justeringer. Justeringer der endelig forsøger at tilpasse uddannelsen af lærere til det virke, de skal ud at varetage, frem for værdimæssige og ikke gennemtænkte reformer, der intet godt gør for lærere eller elever.

På læreruddannelsen er det ikke vigtigt, om vi tager udgangspunkt i kristendom eller hinduismen, det er vigtigt, at vi er rustede til hverdagen i en folkeskole med de forskellige elever, vi møder her.

Derfor skal vi tage imod forslaget med kyshånd

Jeg er desværre uddannet til forestillingen om en folkeskole, frem for den virkelige folkeskole, hvor der er elever af kød og blod, med virkelige udfordringer, både faglige og sociale.

Ikke én dag i min 7.klasse har jeg gjort brug af min viden om Habermas eller Bourdieu, når jeg har skullet håndtere en konflikt eller forberede en mere spændende undervisning. Til gengæld er jeg nu gået i gang med at videreuddanne mig selv i det, den nuværende læreruddannelse burde have uddannet mig i.

Det er da en lille smule spild af fire år på læreruddannelsen, betalt af dig. Synes du ikke?

Kommentarer

Glimrende artikel.
Vil gerne komme med et indspark i debatten. Jeg valgte selv læreruddannelsen tilbage i år 2000, men blev skuffet over den faglige tilgang, som diverse bekendtgørelser lagde op til. Der var lidt for meget pseudoakademiker over det, uden at man havde taget skridtet fuldt ud. Jeg droppede ud, men har gennem min familie fulgt med i debatten om skolens udvikling.

Problemet med folkeskolen er, at mange ønsker at måle på "højdespring" (her tænkes på PISA og nationale tests), men vi har i mange år haft tradition for at undervise i "længdespring" - hvilket vi er de bedste til (her tænkes på det sociale i klassen og det at tage udgangspunkt i elevernes behov, parathed, kunnen og sociale baggrunde). Forslaget til ændring af KLM er et forsøg på at følge med den hverdag, der ser meget anderledes ud nu, end den gjorde, da faget blev en del af læreruddannelsen. Jeg mener, at der er et problem med navnet og det, som faget dækker over, samt det, som faget skal bruges til ude i skolerne...

KLM er stadig et af de få brede fag, der er tilbage på læreruddannelse. Før år 2000 var de lærerstudernede nogle, der studerede de brede fællesfag så som billedkunst, matematik, dansk, idræt og musik, hvor efter man så kunne specialisere sig i to fag. Jeg kunne godt savne denne tilgang, hvilket en femårig uddannelse måske kan være med til at åbne op for, da en bacheloruddannelse kunne bestå af pædagogiske og didaktiske fag samt de brede fællesfag, hvorpå man bygger et to-årigt specialiseringsforløb med pædagogik rettet mod den aldersgruppe, man regner med at komme til at undervise samt en specialisering i et eller to fag. På sin vis kan gymnasielærerne også være en del af denne uddannelse, så disse ikke skal spilde tiden på pædagogikum efterfølgende;  de individuelle forløb skal blot tilrettelægges herefter.
Og ja; uddannelsen skal tage udgangspunkt i det, de skal bruges til og ikke i udenforstående "eksperters" våde drømme om Den sorte Skole eller lignende mareridt!

Kære Casper

Jeg kan rigtig godt lide din måde at formulere problematikken og "Højdespring" contra "Længdespring", og jeg tror for så vidt, vi er meget enige om udviklingen og målet med læreruddannelsen.

Da jeg startede på læreruddannelsen, havde vi ikke KLM, vi havde "Krist-Liv" samt "Skolen I Samfundet". I førstnævnte havde vi et øget fokus på de kulturer, vi møder i klassen, samt debatter om etik og moral. Der var i princippet ikke noget særligt fokus på det kristne aspekt, hvilket jeg satte pris på. "Skolen i samfundet" var i mine øjne et meget vigtigt fag, da vi her satte fokus på skolen som politisk kampplads, og hvordan den konstant er under udvikling pga forskellige politiske og pædagogiske vinde. Vi fik her sat fokus på, vores vigtige rolle som lærere på denne kampplads. Det var derfor også med stor skuffelse og undren, at jeg oplevede, man fjernede dette fag til fordel for KLM der i højere grad varetog formålet for det foregående Krist-Liv.

"Skolen i samfundet" kommer med regeringens forslag på skemaet igen - heldigvis!- samtidig vil man putte etik og moral ind under de øvrige pædagogiske fag, hvilket er meget mere meningsgivende. Jeg er nemlig meget enig i, at vi skal fastholde læreruddannelsen som en uddannelse med et bredt sigte, da vi i folkeskolen alligevel ikke kan skille tingene ad. Hvis jeg står i en historie time, og min elev begynder at ytre racistiske holdninger eller bryder sammen i gråd over sin mormors død, kan jeg ikke afvise eleven med et: det hører ikke til i denne time, det må vi tage os af, når der er sat tid af til det.

Mht. længden på læreruddannelsen og dens uddannelsesmæssige grad, har jeg endnu ikke hørt et vægtigt argument for at forholde skulle ændre sig. Som det er nu, er der store mangler i uddannelsen, vi lærer simpelthen ikke nok om det vi burde. Men det kræver ikke at vi lægger endnu et år til, det kræver at vi får flere timer og mere tid til at beskæftige os med virkeligheden fremfor det du så fint kalder det pseudo-akademiske, som vi aldrig får brug for efter sidste eksamen. Skulle det ske, at vi fik flere timer, og vi derefter stadig mangler tid til alt det vi skal nå, er det helt okay med fem år, det skal bare være meningsgivende og af de rette årsager.

Jeg er meget bekymret for den akademiske drejning, hvor vi helt ned i 7.klasse sidder med opgaver med svær akademisk tekst, som kun halvdelen af mine elever forstår, da de tilfældigvis ikke har akademiske forældre. Mange af dem skal lære dette sprog, da de skal videre ad en boglig uddannelsesvej, men det er heldigvis ikke alle, og jeg mener, der er større grund til at fokusere på de grundliggende dele af uddannelse, som at flere lære at læse, end at de alle forstår begrebet "ambivalens". Jeg tror at en læreruddannelse på universitetet vil flytte de kommende lærere endnu mere væk fra folkeskolens virkelighed, end de allerede er.

Annonce