Annonce

27. februar 2013 - 11:27

Hvad blev der af samfundsdebatten?

Hvad blev der af samfunds debatten?

 

Mange vælgere oplever store frustrationer i disse dage. Især vælgere, der stemte rødt ved sidate valg, og især bland dem, der stemte S eller SF, har der været tale om store gymnastiske øvelser. Enten for at oversætte regeringens udspil og reultater, så de passer til noget, der kunne ligne en venstreorienteret fortælling. Eller for at forsøge at kontrollere trangen til at løbe skrigende bort fra et projekt, der roses af højrefløjen, kritiseres af IMF og hånes i samtlige medier. Det sidste kan godt få modreaktionen frem hos folk som mig: De skal f.. ikke komme og fortælle mig, hvordan, jeg tænker og hvordan mine partifællers slidsomme kamp skal ses som akut taburetkløe. Jeg kender dem for godt til at købe kommentatorernes nedgøring.

Men jeg har svært ved at se, hvad der blev af retningen, og ikke mindst hvad der blev af den demokratiske debat om samfundsudviklingen.

Med fare for at lyde som en oldsag vil jeg hævde, at den debat partierne – og ikke mindst mit eget – gennem tiderne har haft om partiets politik i form af landsmødeudtalelser og programmer, var en måde at inddrage flere i debatten om hvor vi skal bevæge samfundet hen, og hvilke resulateter, vi forventer af forskellige initiativer.

I den heftige debat lige nu, har jeg blandt andet læst argumenter til forsvar for den førte politik i retningen af: Ingen af os kender jo de faktiske forhold så godt som vores ministre, så det må i sidste ende bygge på tillid. Vi skal have tillid til den ledelse, vi har valgt og stoppe brokkeriet eller vælge en ny.

Men det er ikke tilstrækkeligt at partimedlemmer samler sig om den siddende ledelse og vender ryggen til kritik fra vælgerne. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at man overalt hvor man kommer fremfører partiets politik loyalt og overtrumfer kritikerne. Medejerskab kommer ikke af at have tillid, men af at have været med i udformningen.

SF reducerede sit partiprogram til et par sider på sidste landsmøde. Og for at sikre, at det giver plads til en hvilken som helst politisk udvikling i ledelsen, slutter det af med en formulering om, at det hele ikke skal tages så alvorligt, men kan forandres, hvis forudsætningern forandres.

Det var formentlig på tide, at tage programmet op til ny revision, og der er ingen garanti for, at et alngt program er et godt program. Men et parti uden en konstant debat om samfundsudviklingen og den konkrete udførte politik med en landsledelse, som udtrykkeligt skal blande sig uden om det, de ikke direkte bliver spurgt om, giver ikke meget medejerskab.

 

Mogens Lykketoft gør et forsøg i dag med en kronik i politiken, og Preben Wilhjelm forsøgte med sin pamfletfra forrige år. Men ellers er der langt mellem venstreorienterede forsøg på at kigge smafundsudviklingen i kortene. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved en økonomisk politik,som kritiseres af IMF for ikke at skabe jobs og fremgang, og jeg, der ikke er økonom, spørger mig selv, hvornår jeg er blevet medlem af et parti, hvis økonomiske politik ligger til højre for IMF. 

Den derugulering af økonomien, som har fundet sted lige siden afslutningen af 2. verdenskrig har ikke bare genindført tredvernes kriser. I kombination med den teknologisk udvikling har den mangedoblet tempoet, så kriserne kommer som perler på en snor. Alligevel er svaret fra centrumvenstre regeringen: Mere vækst i det private, mindre skat på erhvervslivet, stramninger af den offentlige økonomi og besparelser på offentlige ydelser og investeringer. 

Hvad blev der af samfundsdebatten? Forventer man virkelig at vi skal fortsætte med blind tillid?

 

 

Annonce