24. august 2011 - 1:15

Hjælper Copenhagen Pride med til at opretholde fordommene?

I sidste uge løb det årlige ”Copenhagen Pride” af stablen, og endelig lykkedes det mig at deltage, hvor jeg tidligere altid har været forhindret. På trods af, at det blev til nogle underholdende dage, hvor der for en gang skyld blev sat lidt ekstra fokus på bl.a. homoseksuelles rettigheder både i vores partitelt og i medierne, sidder jeg alligevel tilbage med en undren, for ikke at sige skuffelse.

Det bliver udtrykt i pridens mission at: ”Copenhagen Pride skal være med til at skabe ligestilling for homo-, bi- og transseksuelle i Danmark. Vi skaber synlighed via vores årlige festival, hvor vi synliggør LGBT-miljøet gennem en uges festlige og kulturelle indslag, hvor vi byder alle seksualiteter, køn, aldre, etniciteter samt religioner velkomne.”

Jeg er klar over, at motiverne for at deltage ved Copenhagen Pride, må være forskellige alt afhængigt af, om du er politiker eller homoseksuel/ biseksuel/ transeksuel eller på anden vis falder inden for den kategori, vi har en tendens til at kalde ”ikke normal seksuel adfærd”.

Mange deltager for at have nogle dage, hvor man kan være fri, klæde sig som man vil, kysse hvem man vil og generelt fejre sin egen identitet og være stolt af det. Som politikere deltager vi primært for at sætte fokus på diskrimination, hate crimes og overtrædelse af eller mangel på rettigheder.

Blandt alle de mange forskelligartede mennesker, der var til stede, virkede vi, der havde en politisk dagsorden dog i høj grad som ”the odd ones out”.

Se giraffen!

Mest af alt lader hele priden mig tilbage med en følelse af generel ubalance. Hvor man kunne have grebet muligheden for at lægge mere alvor ind i programmet, og eksempelvis sætte fokus på de mange der bliver forfulgt og slået ned på gaden pga. deres seksuelle orientering, gik det meste desværre op i fjer og palietter.

Med et officielt program der bød på ”Mr. Gay”, dragshow og bøssebanko, stod paneldebatten om den ellers vigtige sag om vielser af homoseksuelle i kirken således også meget alene, og blev en flad fornemmelse for især alle de ”udenforstående”, der kom forbi pladsen for at se girafferne i kjoler.

I vores socialdemokratiske telt, hvor vi havde fokus på at homoseksuelle skal have lov til at blive viet i kirken, at bøsser skal have lov til at donere blod og at transeksualitet ikke længere skal anses som en sygdom, fik jeg en af dagene besøg af nogle ældre damer, der ”ledte efter de der homoseksuelle”.

De var, som de selv forklarede, bare forbi ved et tilfælde, og så tænkte de, at det da kunne være sjovt, at se nogle af ”de der homoseksuelle”, altså de der mænd i dametøj. På trods af, at jeg på pædagogisk vis, forsøgte at forklare dem forskellen på transkønnede og homoseksuelle, nåede jeg desværre ikke ind til dem, og desværre hjalp det jo heller ikke, da manden i teltet ved siden af havde langt hår, lilla make up og leopardplettet kjole.

De ældre damer fik absolut set ”de der homoseksuelle” og blev ikke en dag klogere.

Man kan håbe på, at mange er kommet ind på pladsen og har set de to kyssende mænd i kanvastøj og træsko, og således have fået nedbrudt nogle fordomme. Mere sandsynligt er det nok, at man er gået ind, har set den høje mand i stiletter, er gået ud igen og har tænkt: ”HA! Hvad sagde jeg, sådan er de sgu alle sammen!”

Jeg vil aldrig diktere, hvordan folk skal klæde sig, så længe de selv vælger det og føler sig tilpasse sådan, min mission er derfor heller ikke at kæmpe for færre drags til næste års pride, men jeg mener faktisk, at man gør sig selv en bjørnetjeneste, ved kun at have fokus på det helt store Melodi Grand Prix tema, i stedet for at holde balancen og turde tage den alvorlige maske på, hvor ikke alt er ”Fabulous!”.

Således kan det måske lykkes at få rykket ved nogle af folks fordomme, og givet andet stof til journalisternes billeder og artikler end blot store kostumer og storbarmede mænd.

Hvad med de ”almindelige lesbiske”?

Ved kun at fejre den fjerboa-bærende del af det homoseksuelle miljø, skaber man også endnu en ubalance.

Jeg talte med en lille gruppe lesbiske kvinder, som alle kunne fortælle, at de jo egentlig ikke følte sig repræsenterede på priden. De var jo bare ”helt almindelige kvinder med job og familie, der tilfældigvis havde forelsket sig i en anden kvinde”. Copenhagen Pride er nemlig i langt højere grad for de, der engang blev født som mænd, hvad enten de stadig er det i dag eller ej.

Nu kan der argumenteres for, at der historisk set altid har været en større tolerance overfor kvindelige homoseksuelle, da der sjældent ses skævt til to kvinder, der holder i hånd, mens alt for mange mænd føler sig personligt angrebet, så snart andre mænd viser kærlighed overfor hinanden. Således føler flere mænd i hverdagen sig tvunget til at undertrykke deres identitet og seksualitet, hvorfor der kan være et større behov for at udtrykke den demonstrativt, når man ”får lov”.

Dette, nok groft optegnede, argument bør dog ikke være et argument for at holde en pride der således kun er for de, der udtrykker sig på én måde. Således går man også imod pridens mission, der jo netop bør give rum for, at man er velkommen og repræsenteret, uanset hvem man er.

Enhver homoseksuel skal ikke gøres til ambassadør for alle andre homoseksuelle, man bør i bund og grund kun skulle repræsentere sig selv og udtrykke sig, som man selv har lyst til. Dog har en institution som Copenhagen Pride et ansvar, og dette er også et politisk ansvar, for at skabe et mere nuanceret syn på det homoseksuelle miljø.

For at kunne afholde en inkluderende pride, og en pride der også kan opfylde et højere formål end blot at være en 5 dages lang fest, mener jeg, arrangørerne bør holde fast i paliet underholdningen, men skrue op for de nedtonede temaer, således at alle kan repræsenteres, og så omverden også bliver klogere.

Kommentarer

Jeg er helt enig med Line Hultengren i, at det ville være fint, hvis der blev skruet op for fokussen på menneskerigtighederne og diskrimineringen på Copenhagen Pride.

Men det kan ikke være ”den fjerboa-bærende del af det homoseksuelle miljø”, der er skyld i de andre gruppers fravær. Det er nu engang de frivillige engagerede der sætter dagsordenen. Det kunne jo være, at de ”helt almindelige lesbiske” selv skulle komme på banen og manifastere sig til Copenhagen Pride.

Efter næsten 25 år på den lgbt-politiske scene, har jeg oplevet, at de lesbiske bliver mere og mere fraværende. Før i tiden var der en næsten ligelig fordeling mellem de aktive lesbiske og bøsser i vores lokale gruppe Profil, nu har vi ikke en eneste lesbisk som medlem. Har de nok i kæresten/konen og børnene?

Venlig hilsen Kaj Erik Andersen.