Historien om et forudsigeligt løftebrud

Beskyldningerne om løftebrud fyger om ørerne på regeringen. Fra højre og venstre side i folketinget, fra S og SF's egne baglande, fra bevægelser, organisationer og mange andre.

Men måske var det til at forudsige, at S og SF ikke ville/kunne leve op til forventningerne, når de kom i regering - med eller uden de Radikale.

Meta Fuglsang, en af næstformandskandidaterne i SF, udtrykte det måske meget godt, da hun i i et interview i DR2's Deadline sagde, at "Vi har ikke flere penge, fordi vi er en rød regering, end vi ville have haft, hvis vi var enblå regering". Og her har vi jo netop problemet i en nøddeskal. Selvom både regeringen selv, oppositionen og diverse kommentatorer kalder regeringen "rød" er den ikke så rød at det gør noget. Hverken S eller SF har vist nogen interesse for at rykke afgørende på styrkeforholdene mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, pille ved (stor)kapitalens rettigheder, styrke offentlig produktion eller på anden måde gøre op med det kapitalistiske samfunds grundlæggende funktionsmåder.

I stedet har de lagt sig fladt ned og argumenterer for forringelser, nedskæringer etc. med en påstand om at det er uundgåeligt og nødvendigt i den aktuelle økonomiske situation. Og på de præmisser har de nok ret. Hvis man entydigt accepterer de givne betingelser, som bl.a. siger, at det skal være muligt at tjene (mange) penge på andre menneskers arbejde, ikke-bæredygtig udnyttelse af ressourcer og lignende - kort sagt at kapitalens magt ikke må anfægtes og de rige ikke skal betale - ja, så er der ikke andre til at betale regningen for krisen end almindelige lønmodtagere, herunder de syge, de arbejdsløse m.fl.

Væk er krav om offentlig produktion, millionærskat, øget beskatning af Nordsøolien, privatisering af bankerne og andre forslag til, hvordan pengene kan findes, der hvor de rent faktisk er. Og tilbage står afskaffelse af efterløn, forhøjelse af pensionsalderen, forringelser af førtidspension og fleksjob samt nedskæringer i den offentlige sektor. Samtidig med at finanspagt og bankpakker sikrer at banker og andre kan score store, næsten risikofrie, gevinster. Alt sammen tiltag, der entydigt forrykker styrkeforholdet mellem den arbejderbefolkningen (det er vist for gammeldags at skrive "arbejdsklassen") og kapitalen til fordel for sidstnævnte.

Men Kapitalismen er ikke en naturlov. Markedskræfterne er måske nok stærke, men det er ikke tyngdeloven vi taler om. Det er et menneskeskabt samfundssystem og som sådan kan det også ændres af mennesker. Men det kræver bevægelse og ikke mindst politisk mod. Og det har S og SF tilsyneladende ikke.