His Masters Voice

EU-topmødet tog yderligere skridt i retning af en finanspolitisk union. Men samtidig benyttede man lige lejligheden til at forstærke presset på lønnen. 

Hvis det står til EU-lederne – eller i hvert fald deres spindoktorer – så skal EU-topmødet torsdag-fredag den 28-29. juni huskes for dets indsats mod krise og arbejdsløshed. Omdrejningspunktet var vedtagelsen af en såkaldt ”vækst- og job-pagt” på ikke mindre end 120 milliarder euro (900 milliarder kroner).

Umiddelbart lyder det da også meget imponerende. Indtil man kradser lidt i overfladen. For så forstår man bedre, hvorfor denne pagt ikke indeholder nogen konkrete målsætninger om, hvor mange den skal bringe i beskæftigelse. Svaret blæser mildest talt i vinden.

Cirka halvdelen af de mange penge findes ved at omfordele midler, som allerede er afsat på EU-budgettet. Det drejer sig om strukturfondsmidler, som ikke er kommet til udbetaling, fordi det stadig større antal fattige lande i EU ikke har været i stand til at bidrage med den nødvendige medfinansiering. Langt hen af vejen er der altså tale om, at hunden fodres med sin egen hale.

Den anden halvdel kommer ved at øge Den Europæiske Investerings Banks udlånskapacitet med 60 milliarder euro. Teknisk gøres det muligt ved at landene forpligtes til at indbetale 10 milliarder euro, som så ”geares” op til de 60 milliarder.

Reelt er der altså kun tale om 10 milliarder euro i ”nye” penge. Af dem skal Danmark bidrage med 1,7 milliard kroner. Det svarer til en tiendedel af det beløb, som regeringen har afsat til den danske kickstart og som i bedste fald forventes at give omkring 20.000 jobs.

Derfor vil denne såkaldte ”vækst- og job-pagt” hverken føre til særlig meget vækst eller til at ret mange af de 25 millioner arbejdsløse i EU kommer i arbejde. Og samtidig vil EU’s krav om nedskæringer i den offentlige sektor kaste nye millioner ud i arbejdsløshed. F.eks. vil Finanspagtens krav til Irland svare til, at landet skulle fjerne 2/3 af hele sit uddannelsesbudget. Og det lader sig næppe gøre uden, at der ryger en lærer eller to!

Det andet hovedpunkt på topmødet var diskussionen om etablering af en finanspolitisk union. Den endte med at van Rompuy blev pålagt ”at udarbejde en specifik og tidsbunden køreplan for gennemførelsen af en egentlig Økonomisk og Monetær Union”, herunder at ”undersøge, hvad der kan gøres inden for de nuværende traktater, og hvilke foranstaltninger der kræver traktatændring”.

Ifølge planen er det noget, som skal gå stærkt. En foreløbig rapport skal fremlægges til oktober og det endelige forslag skal til behandling på EU-topmødet til december. Dermed er det også klart, at EU-lederne har indset, at hvis euroen skal overleve, så haster det med at få etableret en fælles økonomisk regering og en fælles økonomisk politik.

På sin vis kan man sige, at EU-lederne nu giver euromodstanderne ret. En fælles valuta kan kun klare sig i længden, hvis der etableres en fælles regering, som har bemyndigelsen til at gennemtvinge en fælles økonomisk politik hen over hovedet på befolkningerne i de enkelte lande. Forskellen er så bare, at vi har brugt den erkendelse til at sige nej til den fælles valuta, mens EU-lederne bruger den til at presse på for et mere topstyret EU.

Ud over disse to hovedpunkter blev også en række andre punkter behandlet. F.eks. godkendte topmødet de såkaldte ”landespecifikke henstillinger”, som medlemsstaterne nu ”vil omsætte i deres kommende nationale beslutninger om budgetter, strukturreformer og beskæftigelsespolitikker”. 

Umiddelbart lyder det måske lidt gab-gab, men har ikke desto mindre helt konkrete konsekvenser for EU-landenes befolkninger. En rød tråd i disse henstillinger er, at arbejdsudbuddet skal øges for at ”sikre velfærden”. Det skal bl.a. ske ved at forhøje pensionsalderen, fjerne muligheder for førtidspension og få unge hurtigere gennem uddannelsessystemet.

Med en arbejdsløshed på 25 millioner kan det være noget vanskeligt at forstå, hvorfor denne forøgelse af arbejdskraftudbuddet er så afgørende for at ”sikre velfærden”. Men logikken er, at jo større arbejdsudbuddet er, og jo større konkurrencen om de ledige jobs er, jo lettere vil det være at presse lønnen og få lønmodtagerne til at acceptere at arbejde under dårligere arbejdsforhold.

Og i den officielle EU-logik vil lave lønninger og dårlige arbejdsforhold forbedre virksomhedernes konkurrenceevne overfor omverdenen og dermed på sigt ”sikre velfærden” ud fra devisen om, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen.

I ”henstillingen” til Danmark står der bl.a.: ”Det er vigtigt for Danmark, at arbejdsudbuddet forøges med henblik på at sikre velfærden og den finanspolitiske bæredygtighed i fremtiden. I 2011 blev der i Danmark opnået enighed om en vidtgående reform af efterlønsordningen, og den tidligere planlagte forhøjelse af den normale pensionsalder og dens sammenkobling med den forventede levetid blev fremrykket. Der skal nu fokuseres på en reform af førtidspensionsordningen og fleksjobordningen. Regeringen har fremsat et forslag til reform på dette område, som straks bør implementeres”.

Denne ”henstilling” fra EU blev vedtaget i fredags. Dagen efter – i lørdags – indgik regeringen så en aftale med Venstre, Konservative og Liberal Alliance om fleksjob og fortidspension. En aftale, som bl.a. lige præcis vil betyde, at fleksjobberne og potentielle førtidspensionister fremover vil blive brugt som løntrykkere på arbejdsmarkedet.

Var der nogen, som sagde ”His Masters Voice”?