Helvede er brolagt med dårlige undskyldninger

En blog hilsen fra SUFs EU gruppe

Vi vil alle have ambitiøse klimamål, vi vil sikre konfliktretten og stoppe et socialt ræs mod bunden og vi vil have langt mere demokratiske samfund. Det skal vi have i Danmark, i Europa og i verden. Så langt så godt, indtil videre kunne de fleste partier være enige. Men hvad gør man så her og nu, i den verden vi lever i? Der har vi meget forskellige svar, og jeg er bange for, at Emilies svar paradoksalt nok bringer os længere væk fra de mål.

I de to emner, der optager mig mest i disse tider, er EU en del af problemet og ikke en del af løsningen. Vi ser EU spænde ben for en nødvendig, ambitiøs klimaaftale og EU angriber vores faglige rettigheder.

Taler dunder når det er for sent
Østeuropæiske håndværkere kan arbejde for det halve af en tysk arbejder, den svenske fagbevægelse har ikke ret til at kræve ligeløn for deres lettiske arbejdskammerater, Luxembourg må ikke lovgive mod social dumping og finske sømænd må ikke få opbakning fra det internationale sømænd-forbund, da de blev fyret til fordel for underbetalte estiske arbejdere. Fire afgørelser fra EF-domstolen, der har rystet den europæiske fagbevægelse og venstrefløj.

Vi har allerede set hvordan Danish Crown efter Østaftalens ophør begynder at presse deres slagteriarbejderne – gå ned i løn eller vi ansætter polakker, i den korte version. SF’s Margrethe Auken og Emilie har været ude og tale dunder om respekt for det danske arbejdsmarked og arbejder-rettigheder. Problemet opstår når man som SF mener at hensynet til EU skal stå over retten til ordentlig løn- og arbejdsforhold.

Det skete eksempelvis d. 20 februar 2008. Margrete stemte mod et forsvar for strejkeretten, stillet af blandt andre Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.
Eller da SF i folketinget sidste år “nægtede at tage Lissabon-traktaten som gidsel” i kampen for strejkeretten, og stemte for ratificeringen af traktaten, uden folkeafstemning.

Man kan have mange dårlige undskyldninger for ikke at foretage sig noget i politik, men når man nægter at forsvare faglige rettigheder af frygt for at skade EU, selv når formanden for den europæiske fagbevægelse kræver det, så har man et problem. Et problem der ikke bliver mindre af at man i Danish Crown-sagen går ud og lader som om man har kæmpet indædt for strejkeretten.

Hvis EU’s domstol lovliggør et socialt ræs mod bunden, så skal vi som minimum stå fast på at indføre en social protokol i EU, og være parat til at tage et opgør omkring det – også selvom vi så bryder med EU.

Det er trist, at Danmark ikke må gå forrest med ambitiøse krav til klimaforhandlinger frem til december. For vi har lagt vores lod i EU’s hat. Desværre er EU’s svar på klimakrisen at skabe et kunstigt marked for salg af CO2-kvoter, hvor de mest energiintensive virksomheder får gratis kvoter! For eksempel udførte verdens største stålproducent, ArcelorMittal, sit lobbyarbejde så godt, at de ikke alene fik nok kvoter til at dække deres eget CO2-udslip – nej, de fik sørme nok kvoter til at sælge nogle af dem videre.

Hvis erfaringerne fra EU har noget at sige, så fungerer det ikke at skabe et kunstigt marked for at redde klimaet. EU’s fedtspilleri, hvor man kun vil forpligtige sig til en 20 % reduktion i 2020, måske 30 % “hvis de andre også gør det”, er simpelthen utilstrækkeligt. Hvis man læser EU-kommissionens nedtagne dokument om klima, så ser man troen på erhvervslivets egen evne til at løse problemet glimre i sin markedsfundamentalistiske naivitet.
En tro som Margrethe Auken fra SF deler, som man kunne høre hende sige under den sidste valgdebat på DR1 i torsdags.

EU’s løsninger på krisen er altså gammelt vin på nye flasker, og det vil gøre mere skade end gavn at følge deres linje.

Vi må i stedet arbejde for en CO2-reduktion på mindst 40 %, som FN’s klimapanel foreslår, og muligheden for at gå foran og gøre noget nu, mens vi kan, er simpelthen vigtigere end et håb om at EU engang kan omskabes til et venstreorienteret samarbejde.

EU gør mere skade end gavn, og vi bør arbejde for at EU træder til side, så de 3. verdens lande der rent faktisk mærker følgerne af klimaforandringer kan påvirke resten af verden. Selv Kina har en mere ambitiøs klimapolitik end EU, for Christ’s sake!

Så for at vende tilbage til starten, hvad gør vi i den verden vi har lige nu? Emilie og SF’s svar er at acceptere EU som den ramme hvor vi kæmper for internationale løsninger. Det betyder at man sluger kameler på stribe, og accepterer en spillebane så ulige, at det skriger til himlen. Derfor syntes jeg man skal stemme på Rina Ronja Kari eller Søren Søndergaard imorgen. Fordi de kæmper også på EU’s kampplads, men når valget står mellem progressiv politik eller EU, så vælger de progressiv politik hver gang.