Annonce

17. november 2011 - 14:03

Hele Danmark er en heteroseksualitetsklub

Hvis man udfordrer den heteroseksuelle orden, må man forvente at få tæsk. For i Danmark går vi ind for demokrati, og det betyder, at mindretal skal rette sig efter flertallet, hvis ikke de vil have smadret en flaske i hovedet. Det kunne man læse i kommentarerne til en artikel, som queerkraft bragte forleden.

Et langt ord: skyldsforskubbelse

Queerkraft bragte den 9. november en artikel om en mand, der var blevet slået ned med en flaske, fordi han kyssede en anden mand. Da han meldte overfaldet til politiet, fik han at vide, at ”når mænd kysser hinanden offentligt, må de forvente, at den slags sker.

At give et voldsoffer skylden for et overfald og begrunde det med, at offeret havde opført sig provokerende eller udfordrende, kalder man skyldsforskubbelse.

I kommentarerne til queerkrafts artikel var det lige nøjagtig skyldsforskubbelse, da Simon, Mark og Jeppe H fortalte Andreas, som fik knust en flaske i hovedet, at han selv bad om at få tæsk, fordi han var så dum at kysse en anden mand i en ishockeyklub.

Læs artiklen ”Retssag: Hvor queer har man lov at være?” om en queer dreng, der blev dræbt af sin klassekammerat

”I Danmark går vi ind for demokrati”

Simon påpeger, at ”i Danmark går vi ind for demokrati” og uddyber, at ”det er flertallet, man tager hensyn til”.

Men der findes to opfattelser af, hvad demokrati er:

- Simons demokratiopfattelse indebærer, at flertallet har retten til at tromle mindretallene. Det kan man også kalde flertallets tyranni eller flertalsdiktatur. Med Simons demokratiopfattelse vil man typisk forsvare overgreb mod minoriteter, ulighed og fx homofobisk og racistisk lovgivning, fordi ”flertallet har ret,” også selvom det er på bekostning af andre.

- Den anden demokratiopfattelse vender forholdet mellem flertal og mindretal lidt på hovedet. Den indebærer, at flertallet har en pligt til at beskytte mindretal, fordi alle mennesker har visse rettigheder - menneskerettigheder. Hvis man har den demokratiopfattelse vil man typisk mene, at uanset hvor lille en minoritet er, har den krav på beskyttelse, rettigheder og tryghed.

Når homoseksuelle har lært at hade sig selv og identificerer sig med deres undertrykker, kalder man det i øvrigt internaliseret homofobi.

“Det går rigtig godt i Danmark”

Det første – og måske det største – problem for folk, der vil forbedre vilkår for queers i Danmark er at få folk til at anerkende, at der overhovedet findes anti-queer diskrimination.

Mira Skadegaard Thorsen, ekstern lektor på RUC og seniorrådgiver på mangfoldighed i Global CSR, siger, at "i forhold til diskrimination af minoritetsgrupper, har vi i Danmark en tendens til at pege på offeret. Majoriteten vil slet, slet ikke tage skylden på sig, for vi har en national opfattelse af, at vi er ordentlige, og at vi ikke diskriminerer."

Men vi er ikke alle sammen ordentlige i Danmark. I hvert fald ikke hele tiden. Og det siger de også inde i LGBT Danmark, hvor "det er en gængs opfattelse blandt foreningens medlemmer, at homoseksuelle par ikke har samme råderum som heteroseksuelle."

Men hvis man hele tiden får tudet ørerne fulde af, at der ikke er nogle problemer, og at hvis der er, så er det ens egen skyld, så kan det være svært at gøre noget ved de problemer, der så alligevel er.

Jeppe H’s pointe er, at "det går rigtig godt i Danmark, og at vi skal anerkende de rigtig mange sejre vi som minoritet har fået." Og Simon supplerer og nævner det (for voldsofre absolut ligegyldige) "flertal for kirkelige vielser i den brede befolkning."

“Man må forvente at få tæsk”

Uanset hvor godt og demokratisk det går i Danmark, mener Simon, at "man må forvente at få nogle tæsk," og "at man beder om tæsk," hvis man "reklamerer med sin homoseksualitet."

Mark mener også, at volden var retfærdig. Han mener, det var dumt af Andreas at kysse sin kammerat, og at ”der blev afregnet ved kasse 1 og sagen burde dér være ude af verden.”

Det er i virkeligheden en ret nazi-agtig holdning, at fysisk vold er en retfærdig reaktion på folk, der er anderledes. Og det er påfaldende, at den samme person, der fortæller, at ”i Danmark går vi ind for demokrati” synes, at det er okay at tæske minoriteter.

Læs et brev, jeg engang skrev til en heterofyr, som sammenlignede det at være åben om sin homoseksualitet med at gå ind på Brøndbys tribune med en FCK-trøje

“Man skal også passe lidt på sig selv”

Natascha, der også kommenterer artiklen, "har ikke lyst til at tage konsekvensen af at kysse offentligt. Jeg er ikke stærk nok til at forsvare mig selv." Hun anerkender, at der findes anti-queer vold, og hun har taget snakken med sin kæreste om, hvordan de skal håndtere det. Og som hun siger: "man skal også passe lidt på sig selv i samfundet."

Jeg er enig med Natascha i, at selvforsvar er en nødvendig ting for queers. Og hver queer må vælge den form for selvforsvar, som passer bedst til den enkelte.

For Natascha, som ikke føler sig stærk nok til at stå overfor en "snæversynet, uvidende båtnakke" handler selvforsvar om at vente med at kysse sin kæreste, til de er hjemme i stuen. Det er Nataschas ærlige svar til sin kæreste, når hun vil kysses nede i Føtex. Det er trist, og Natascha ville også "ønske at vi ikke skulle gemme os og at vi kunne gøre som vi ville, men sådan er nutidens samfund bare ikke."

Det gør ondt i mit hjerte, når jeg læser, at Natascha ikke tør kysse sin ”dejlige kæreste,” når hun har lyst. Det er et uretfærdigt og ondskabsfuldt samfund, der gør den slags mod elskende. Men jeg kan godt forstå Nataschas strategi – og jeg respekterer hendes valg. Hver person passer på sig selv, som de bedst kan.

Men hvo intet vover, intet vinder. Og det er Andreas, der kommer til at ændre samfundets indstilling til queer kærlighed, for det er ham, der udfordrer den. Ikke Natascha, Simon, Mark og Jeppe H.

“En ishockey-klub er ikke en heteroseksualitetsklub”

Mikkel Storgaard Knudsen er på Andreas’ side og skriver: "En ishockey-klub er sådan set en ishockey-klub - ikke en heteroseksualitetsklub," og det er også rigtigt nok. Men det er også lidt forkert, for egentlig er hele samfundet en heteroseksualitetsklub.

Mikkels tommelfingerregel lyder: "Hvis det er i orden for et heteropar at gøre x, er det også i orden for et homopar!" Og det virker rimeligt ud fra idealer om lige rettigheder og sådan.

Men Simons tommelfingerregel lyder sådan her: "Gad vide om ishockey-fans generelt holder af at se fyre kysse hinanden? Nej? Mon så ikke jeg skulle nøjes med at skåle med min ven?"

Omsat til generelle vendinger: "Hvordan kan jeg som homo bedst tilfredsstille de heteroseksuelle omkring mig, så de ikke smadrer flasker i mit ansigt? Ved at ydmyge mig selv, leve i skabet, være "sød og sjov" og for den kristne guds skyld aldrig gøre noget, der kan virke stødende på selv den mest snerpede hetero. Vi skulle jo nødig bringe de kirkelige vielser i fare."

En ishockeyklub er en ishockeyklub er en heteroseksualitetsklub.

På samme måde som kirken, staten, skolen, sundhedsvæsenet, boligmarkedet, rejseselskaberne, nattelivet, Hollywood, børnelitteraturen, zoologisk have og alt andet omkring os er en heteroseksualitetsklub, indtil Andreas (og folk som ham) sparker døren ind og insisterer på, at de også vil have deres andel i planeten, samfundet og klubben.

Indtil vi kommer spændende med kysmund og knytnæver og kræver retten til at elske, hvem vi vil, hvor vi vil, og når vi vil uden at skulle spørge den heteroseksuelle overmagt om lov først.

“En hær af elskende kan ikke tabe”

Andreas er ikke bare en flot fyr med gode holdninger og hjertet på det rette sted. Når han kysser en mand i en ishockeyklub, er han gjort af et revolutionært stof, der kaster vrag på de heteroseksuelles kærlighedsmonopol og lader hånt om frygten.

Som Caspian Drumm, Sarah fra X-Factor og tusindvis af ukendte mennesker er han den, der trækker sin kærlighedspistol, afsikrer og trykker af mod heteronormativitetens gender defenders og gør verden lidt smukkere, lidt lykkeligere og lidt mere fuld af mod.

Som han selv siger: hvis "man ikke kan kysse en ven, når man er fuld og glad så er det en meget trist verden at være en del af."

Så kære Mark, Simon, Jeppe H og Natascha, lad os vinke farvel til den fucking tristhed. Lad os kysse frygten og volden farvel og lad os gøre som Andreas.

Lad os kysse lidt mere og lad os stå fast på, at kærlighed er bomben, der sprænger hadet væk, at queer kærlighed er den gren, der skraber heteronormativiteten af vores sko, når vi har trådt i den. Og lad os for helvede have modet til at gøre det simple, det smukke, det uskyldige: at kysse dem, vi elsker, og ikke give en fuck for planetens snæversynede, uvidende båtnakker!

Hver gang vi kysser, vinder vi!


Det her indlæg bliver desværre det sidste fra mig et stykke tid. Jeg regner med at være tilbage efter nytår engang. I mellemtiden kan du hygge dig med nogle af de her ting:

- min nye hjemmeside – almindelig.com - hvor du kan følge med i, hvad jeg laver, booke en workshop eller læse ting fra tidligere. Det er en helt almindelig hjemmeside.

- klubværelset på P1, hvor jeg fortæller, hvorfor jeg er imod homoægteskaber (tjek også deres bagkatalog, de har virkelig mange gode programmer).

- Tomas Lagermand Lundmes radiodrama, ”man får jo ikke en regnbue i hovedet hver dag,” der handler om forskellige bøsseting. Det er virkelig godt og sjovt.

den her video.

Annonce