Annonce

29. maj 2011 - 14:50

Har vi altid ret til at forstå det sprog, der bliver talt?

JPEG - 49.1 kb
foto:lilsim

- Det går alt for stærkt til at jeg kan oversætte, hvisker den ene af mine to dansk/kurdiske tolke til mig, netop som samtalen mellem Öztürk Türdogan, formand for den tyrkiske Menneskerettigheds Organisation IHD og Özlem Cekic, medlem af Folketinget og social- og psykiatriordfører for SF er godt i gang. Vi befinder os på Özlems hyggelige kontor under tagbjælkerne på Christiansborg torsdag 26. maj klokken 12.

Og så sidder jeg der og forstår ikke en dyt!

Fire tyrkisktalende og én dansker, det er jo meget forståeligt.

Selvfølgelig er det nemmere de taler direkte sammen uden afbrydelser med oversættelse til dansk.

Men hvorfor er jeg her så, spørger jeg mig selv.

Så kunne jeg lige så godt gå hjem for at renskrive de mange båndoptagelser, jeg har på min Denver MP-211-båndoptager fra de seneste dages samtaler mellem Öztürk Türdogan og Kamal Qureshi, Mogens Lykketoft, Journalistforbundet og fra dialogen på seminarene påCBS og på FN-forbundet.

Men jeg beslutter mig for ikke at bryde ind i deres igangværende samtale, for at kræve min oversættelse. Selvfølgelig ikke.

Det her handler jo ikke om mig, men om den vigtige samtale mellem formanden for Tyrkiets mest indflydelsesrige organisation for menneskerettigheder (IHD) og Özlem Cekic, folketingsmedlem, og om alle de uhyrlige krænkelser, der sker i Tyrkiet.

Hvad laver jeg her?

Så jeg begynder i stedet for at se mig omkring på Özlems meget kvindeligt indrettede kontor, som hun deler med Ilja. Jeg iagttager de samtalendes ansigtsudtryk, kropsholdninger og bevægelser.

JPEG - 47.4 kb
Özlem Cekic, medlem af Folketinget og social- og psykiatriordfører for SF, mødte Öztürk Türdogan, formand for den tyrkiske Menneskerettigheds Organisation IHD på Özlems kontor torsdag 26. maj 2011.

Men følelsen af at være blevet tilsidesat fylder alligevel for meget.

Hvad laver jeg her, tænker jeg.

Det er helt i orden, de kan tale sammen, men jeg føler mig ubehageligt til mode. Det er jo enormt vigtigt, at de får talt sammen, men jeg er jo totalt nysgerrig for at vide, hvad de taler om!

Inden mødet havde jeg tilbudt ikke at deltage, for jeg kunne jo godt se logikken i, at fire der taler samme sprog er nemmere end at skulle oversætte al samtale for én dansker. Men begge tolke bedyrede, at de ville oversætte til journalisten.

Bliv nu ikke utålmodig, kære læser, du skal nok snart få at læse, hvad formanden har fortalt, her på min blog, jeg er i fuld gang med at udarbejde teksterne.

Hvad bilder jeg mig ind?

Men lige nu – i skrivende stund søndag 29. maj, efter to dage med tilbageblik og bearbejdning af båndoptagelserne - har jeg brug for luft. Og for at fortælle om to ting, som presser sig på personligt:

Jeg er først og fremmest dybt berørt af alle de uretfærdigheder og overgreb, formanden har fortalt om.

Læs eventuelt tidligere blogindlæg ”Menneskerettighederne i Sydøsttyrkiet overtrådt 11.426 gange i 2011”.

Og så er det fuldstændig grotesk og absurd, at jeg føler mig som en idiot, da jeg ikke får oversat en samtale på tre kvarter mellem socialordføreren for SF og formanden fra IHD.

HVAD BILDER JEG MIG IND?

Folk bliver smidt i fængsel for at tale deres eget sprog (kurdisk) i Tyrkiet (og mange andre steder i verden) og så føler jeg mig forurettet over, at jeg ikke kan få et andet menneske til at oversætte en samtale til dansk!

DET ER JO HIMMELRÅBENDE GROTESK

I Danmark må vi jo nærmest alt. Og vi har meget ofte rækker af forskellige valg for de handlinger vi foretager. Både hvad angår kommune og stat og i overflod i vores private liv.

OG SÅ FØLER JEG MIG IKKE RESPEKTERET, FORDI SPROGET IKKE ER DANSK

Det her minder mig om de episoder, der finder sted hver dag ved domstolene i Diyarbakir i Sydøsttyrkiet, hvor den anklagede forsvarer sig på sit modersmål kurdisk, hvorefter dommeren meddeler, at han kan konstatere, at anklagede taler på et sprog, der ikke er tyrkisk. Så slukker dommeren for den anklagedes mikrofon, og retssagen udskydes.

Hold da kæft, Lillian, du er en nar!

Først da jeg kom hjem, efter episoden med den manglende oversættelse, tænker jeg, hold da kæft, Lillian, du er en nar. Det er jo lige præcis det her, det hele handler om.

Jeg ved godt, at tingene ikke hænger sådan sammen, at jeg kan sammenligne danske forhold med tyrkiske.

Men det viser dog, hvor grundlæggende sproget som basal rettighed er.

Og det er netop dét, kurderne kæmper for: retten til egen identitet med eget sprog.

Hvis du ikke kan vente med at læse mere om, hvad Öztürk Türkdogan fortalte om krænkelser af menneskerettigheder i Tyrkiet, da han var i København i dagene 24., 25. og 26. maj, kan du i mellemtiden gå ind på de to dansk/kurdiske websider Nudem.dk og Jiyan.dk og se nærmere.

Se fx ”Tyrkiets formand for menneskerettigheder: Luk ikke ROJ TV”

eller

”Menneskerettighedsformand: Tyrkiet har ikke opfyldt nogle af EU’s kriterier”

Snart bringer jeg her på bloggen indlæg om, hvad formanden fortalte om den aktuelle situationen for menneskerettigheder i Tyrkiet i samtale med Mogens Lykketoft, Kamal Quarachi, med Journalistforbundet og på to seminarer med studerende og medlemmer på h.h.v CBS og FN-forbundet.

Annonce