Har fagbevægelsen en fremtid?

Forleden skete der noget, som jeg aldrig ville have troet kunne ske.

En siddende LO-formand opsendte en prøveballon om, hvorvidt det var tid til at opgive den danske model, hvor det er fagbevægelse og arbejdsgiver, som sammen aftaler løn og arbejdsvilkår uden om politikernes lovgivning.

At læse LO-bossens ord om, at vi måske skulle have politikerne til at lovgive om overenskomster og mindsteløn svarer sådan cirka til at høre paven benægte jomfrufødsler. I hvert fald ud fra den normale selvforståelse i dansk fagbevægelse, hvor den danske model er noget nær hellig.

Og helt forudsigeligt blev forslaget da også straks skudt ned af FOA-formand Dennis Kristensen og 3F formand Poul Erik Skov Christensen. Så langt så godt.

Men forslaget har en dyster baggrund, som der er al mulig grund til at hæfte sig ved og debattere. Og det uanset, hvor på (centrum-)venstrefløjen man befinder sig. Eller om man er fagboss, tillidsrepræsentant eller almindeligt medlem.

Fagbevægelsen er nemlig alvorligt presset og her tænker jeg hverken på vigende medlemstal eller sen-halvfemsernes identitetskrise mellem kuponkatalogformidler eller fagforening classic.

Nej, presset er såmænd på selve kerneydelsen – eksistensberettigelsen om man vil – nemlig overenskomsterne og for de offentlige fagforeningers vedkommende også selve velfærdsområdet. Og hvad værre er, man har i fagtoppene rundt omkring været enorm træge til at erkende dette.

Og med så meget andet, så skal man kigge mod EU for at finde årsagen til presset og dermed også til LO-formandens overraskende udmelding.

Det er velkendt, at EU-domstolen de seneste år har afsagt en række kontroversielle domme i form af Vaxholm-dommen, Rüffert-dommen og Luxembourg-dommen. Og hvad færre ved er, at der netop er afsagt endnu en dom, som sandsynligvis undergraver arbejdsmarkedspensionerne herhjemme.

Det private arbejdsmarked er hårdest ramt

I de første domme var det overenskomsterne og retten til konflikt for at opnå disse for udenlandske arbejdere, der blev undermineret, hvilket især har ramt det private arbejdsmarked.

I Vaxholm-sagen var det fagforeningernes ret til at konflikte overfor udstationeret arbejdskraft, som led et skud for boven. Med mindre der enten er en lovbestemt mindsteløn eller at overenskomsterne har en mindsteløn, som er så generel, at den gælder alle ansatte indenfor en given sektor, så kan man ikke længere lave konflikt eller blokade for at opnå fuld overenskomst.

Da det svenske byggeri har en overenskomststruktur, der minder om den danske på det såkaldte minimallønsområde, hvor de generelle landsdækkende lønstigninger er minimale, mens langt de fleste lønkroner hentes ved lokale forhandlinger, så gjaldt ingen af delene i Sverige (eller Danmark) og man måtte tage til takke med et A og et B-hold på arbejdsmarkedet.

Hvor Vaxholm direkte var møntet på fagforeninger, der som tredjepart blandede sig i et kontraktforhold mellem byggefirma og ejeren af byggeriet, så kom Rüffert-dommen og indskrænkede det demokratiske, politiske niveaus mulighed for at blande sig.

I Rüffert-sagen blev en tysk delstat nemlig dømt for at have lavet en delstatslov i strid med EU-retten, som krævede, at entreprenører ved offentligt udbud skulle overholde tyske overenskomster og sågar have ansvaret herfor overfor underentreprenører.

Dette var ulovligt ifølge EU, da det fratog udstationeringsdirektivet sin effektive virkning, som det hed i dommens præmis 37. Eller på godt dansk, så fjernede det konkurrencefordelen, som udenlandske virksomheder kunne have i kraft af et lavere lønniveau, og det må man jo ikke og så pyt med, at dommen strider mod ILO-konventionerne om arbejderes rettigheder.

Og for at det ikke skulle være løgn, så kom den såkaldte Luxembourg-dom, der fratog en national, politisk myndighed i form af staten Luxembourg muligheden for simpelthen via lovgivning at sige, at overenskomsterne skulle holdes.

Dette var nemlig også konkurrenceforvridende, da det kunne fjerne lønkonkurrence og da det i øvrigt ikke kunne forventes, at udenlandske virksomheder skulle kende luxembourgske overenskomster.

For at læse mere om dommene og især Rüffert-dommen end blot denne overfladiske gennemgang, så klik her.

Men det er på denne baggrund, at LO-formandens forslag skal ses. Fagbevægelsen og især det private arbejdsmarked er presset af underbetalt arbejdskraft, som man ikke må konflikte imod.

I Danmark har fagforeningstoppene i bedste fald nedtonet konsekvenserne af dommene. Om årsagen har været, at man ikke ville gøre arbejdsgiverside for opmærksom på de nye tider – som om de ikke har konsulenter i metermål til den slags – eller om det skyldes misforstået loyalitet overfor EU selv og Socialdemokraterne, der politisk har ladet sig binde på hænder og fødder til EU-projektet er uvist.

Men med LO-formandens udmelding kan man se, at det gør ondt og det selvom, at der faktisk allerede er forsøgt lovgivning på området.

Efter dommene nedsatte regeringen et udvalg i form af det såkaldte Michael Christiansen-udvalg, hvis betænkning er fulgt op af lovgivning, der skulle sikre mindstelønslignende vilkår, som dog stadig er mindre end de egentlige overenskomster, hvilket man kan læse om her.

Reelt har det betydet, at der i dag de facto er lovbestemt underbetaling af udenlandske arbejdere, som det bedst opnåelige ved konflikt og for det ikke skal være løgn, så vil EU også blande sig i selve indgåelsen af overenskomster.

I unionens 2020-plan for opnåelse af vækst hedder det nemlig, at medlemsstaterne skal skabe de bedste vækstrammer for indgåelse af overenskomster for at sikre konkurrenceevnen, hvilket ikke mindst har fået svensk fagbevægelse op af stolene.

Selvom rækkevidden af dette endnu er uvist, så er overenskomster nu et EU-anliggende. EU har om jeg så må sige sat foden i dørtrinnet. Spørgsmålet er bare, om døren sparkes ind og hvor stort fodaftrykket vil blive.

Også det offentlige arbejdsmarked er ramt

Selv om det altså er gået hårdest ud over det private arbejdsmarked, så er det offentlige også hårdt ramt af EU.

En ting er de rigide udbudsregler for EU-udbud, en anden selve presset mod de offentlige finanser som forudsætning for velfærdsområdet og dermed de offentlige ansattes arbejdsforhold.

Det er velkendt, at EU’s vækst og stabilitetspagt kræver en særlig monetaristisk og stram styring af de offentlige finanser. Det er også velkendt, at EU har givet henstilling til Danmark om at spare 24 milliarder, hvilket er regeringens begrundelse for genopretningsplanens nulvækst, beskærelse af dagpengeperioden og en række øvrige nedskæringer.

Mere omdiskuteret er det, hvorvidt S og SF’s plan Fair Forandring lever op til EU’s krav. Nej, siger regeringen, ja siger S og SF.

Jeg tillader mig at tvivle på, at EU vil stille sig tilfreds. Som det er nu, er Danmark ikke med i euroen og EU kan ikke påtvinge os besparelser. Men i de lande, hvor EU kan dette, har vi ikke set nogle som helst tegn på krav, der ligner Fair Forandring.

Tværtimod har en række lande måttet skære i offentlige ansattes lønninger, pensioner og tilbagetrækningsaftaler, såsom Portugal og Grækenland for blot at nævne to blandt flere. Og det efter langvarige forhandlinger og diktater fra EU.

Det eneste andet land, hvor man har forsøgt at genoprette finanserne ved at øge indtægterne, er Ungarn, der har vedtaget en bankskat, og her har reaktionen fra EU været skarp. Det tolereres ikke!

Som nævnt kan Danmark ikke i dag pålægges sanktioner, men står det til et bredt flertal i Folketinget – inklusiv S og SF – så vil dette blive ændret fra 2012.

Et forslag fra Kommissionen, som folketingsflertallet altså støtter trods euroundtagelsen, vil nemlig medføre mulighed for ”økonomiske sanktioner” mod lande, der ikke overholder EU’s krav til Vækst og Stabilitetspagten.

Når man ser på den bølge af nyliberalistiske strukturreformer, som skyller ind over EU i disse år, så er det i sandhed et skræmmende perspektiv – også for fagbevægelsen.

Pensionsdommen

Men det stopper ikke her. Der er nemlig flere angreb fra EU’s side på løn og arbejdsvilkår herhjemme og dermed på fagbevægelsen og dens medlemmer.

Den 15. juli i år afsagde EU-domstolen kendelse i en sag mod Tyskland, som blev dømt for brud på udbudsreglerne ved ikke at sende arbejdsmarkedspensioner i privat udbud. I de tyske overenskomster står der nemlig, at pensionerne skal forvaltes af offentlige institutioner.

Danmark støttede Tyskland i sagen, da Beskæftigelsesministeriet vurderede, at dommen også ville ramme Danmark, så vores overenskomstbestemte pensionsordninger ville kunne blive tvunget i udbud.

Alligevel har der været relativt stille om dommen herhjemme, hvis man ser bort fra Dagbladet Arbejderen. Brancheforeningen Forsikring og Pension mener tilsyneladende ikke, at dommen rammer Danmark, da det i danske overenskomster er fastlagt, hvilken pensionskasse man skal have.

Men dermed ser foreningen også bort fra, at netop dette er dommens hovedanke mod Tyskland. Nemlig at der i Tyskland er begrænsninger på, hvem som må forvalte pensionerne, og at disse ikke er i udbud. Tillige dømmes Tyskland i dommens præmis 81 og 82 for, at overenskomstaftaler ikke kan undtages udbudsreglerne i disse tilfælde.

Herhjemme har især FTF’s Bente Sorgenfrey ført an i advarslerne mod dommen. Som man kan læse her og her.

Frygten er dels, at pensionskasserne vil blive udsat for profitorienteret kommerciel udnyttelse fra store internationale finans- og pensionsselskaber og dels, at de kollektive solidariske elementer, der sikrer alle uanset helbredstilstand en arbejdsmarkedspension, vil ryge fløjten.

Den defensive løsningsdebat

Men hvad er så løsningen på dette EU-pres mod fagbevægelsen?

Herhjemme forsøgte man først at støtte kravet fra EFS, det såkaldte Euro-LO om en social protokol på traktatniveau, der sikrede faglige rettigheder på lige fod med det indre marked. Og selvom formand John Monks havde lavet et fint udspil, så må strategien i dag siges at være en død sild.

En sådan protokol blev afvist af EU-landene, og da der skal være enstemmighed, så vil især de østeuropæiske lande vende sig imod det, som de opfatter som lovgivning vendt mod deres arbejdskraft i udlandet. Og tillige vil enhver blå regering i bare et af de gamle lande også kunne skyde forslaget ned, ligesom EU-kommissionen allerede har gjort det.

Omvendt har strategien udstillet EU’s manglende villighed til at tage problemerne alvorligt – også langt ind i ellers EU-positive kredse af fagbevægelsen.

Som et modsvar til LO-formandens udspil, kom 3F formand Poul Erik Skov Christensen på banen med budskabet om, at myndighederne skulle tage det såkaldte RUT-register om registrering af udenlandske tjenesteudbydere i Danmark mere alvorligt.

Hvis flere udenlandske firmaer og arbejdere var registreret heri, så ville fagbevægelsen bedre kunne vide, hvilke pladser de arbejdede på og stå bedre i kampen for overenskomst må ræsonnementet være.

Dette vil givetvis kunne ramme en del plattenslagere og fjerne de værste 40-kroner-i-timen-eksempler. Men det løser ikke problemet med e A- og et B-hold, som er virkeligheden efter Vaxholm-dommen i dag jævnfør ovenfor.

Omvendt har malermestrene, som også er presset af underbetalt arbejdskraft, opfordret til at følge LO-formanden og kigge mod Norge, hvor overenskomsternes mindsteløn kan ophæves til lov, hvis der er problemer med underbetalt arbejdskraft.

Men om EU overhovedet vil godtage en sådan model, der endnu ikke er domstolsafprøvet, og hvordan man løser det med den lokale løndel på minimallønsområdet er uklart og for mig at se stærkt tvivlsomt. Ligesom det er givet, at så er den danske model suspenderet.

Den offensive løsningsmodel?

Har fagbevægelsen en fremtid?

Ja, selvfølgelig har den det. Man kan faktisk sige, at i stormvejr, som det nuværende, er der mere end nogen sinde brug for den. Det ændrer dog ikke ved, at presset er stort og udfordringerne endnu større.

Første skridt på vejen må være, at fagbevægelsen erkender, hvor vinden blæser fra. At EU i sin nuværende form ikke er til gavn for medlemmerne, men tvært imod på en lang række punkter undergraver de rettigheder, som det har taget over 100 år at opbygge.

Netop derfor er der mere end nogen sinde brug for, at fagbevægelsen tør tage opgøret med sin berøringsangst overfor EU-spørgsmålet op igen og være meget mere offensiv i sin EU-kritik.

Netop derfor skal medlemmerne have at vide, hvad der ligger til grund for den pressede situation, som får LO-formanden til at foreslå den danske model afskaffet – eller i hvert fald lempet.

Jeg er enig med FOA-formand Dennis Kristensen, når denne i debatten om Fair Løsning afviser, at fagbevægelsen skal være et politisk parti, eller spændes for en bestemt politisk vogn. Men det ændrer ikke ved, at fagbevægelsen skal handle politisk, når det gavner medlemmerne og søge politiske alliancer, der kan opfylde disse mål.

I Skåne ville Socialdemokraterne ikke ratificere Lissabon-traktaten før strejkeretten var sikret. Herhjemme kunne fagbevægelsen passende afvise en afskaffelse af forbeholdene ikke mindst på euro-området, så længe EU undergraver de offentlige finanser og faglige rettigheder.

Dette kunne være et eksempel.

Et andet eksempel kunne være et styrket samarbejde mellem fagbevægelsen og den ikke-racistiske del af EU-modstanden både i fagbevægelsen selv såsom Fagbevægelsen mod unionen og udenfor.

Når Folkebevægelsen mod EU’s Søren Søndergaard går forrest i kampen mod løndumping, så er Folkebevægelsen en lige så naturlig allieret for fagbevægelsen i EU-politikken, som centrum-venstrepartierne er det i den hjemlige politik.

Når Claus Hjort og hans kumpaner forringer dagpengene skal fagbevægelsen nok gøre sit til at vende sine medlemmer mod ham og kræve en ny politik indført.

Men kommer forringelserne fra EU, så ser vi ingen annoncekampagner eller skarpe protester.

Måske det skyldes, at man er bange for at øge EU-modstanden i befolkningen eller træde de EU-begejstrede venner i Socialdemokraterne over tæerne. Men måske det skulle vendes på hovedet.

Måske en øget EU-modstand i befolkningen og en mere EU-kritsk fagbevægelse også ville kunne få Socialdemokraterne til at indse alvoren og tage kampen op mod EU på disse områder.

En ting er i hvert fald helt sikker. Der er brug for det, hvis udviklingen skal vendes og medlemmernes rettigheder forsvares.

Det er trods alt sjovere at være i offensiven end i defensiven!