Høj SU giver ikke lighed!

Kampen for lige muligheder til alle starter ikke med en SU forhøjelse!

Tidligere i dag rodede jeg mig ud i en vældig debat på facebook fordi jeg stillede spørgsmål ved SUF’s  forslag om at hæve SU’en, hvor de b.la. siger:

”De studerende er en af Danmarks fattigste befolkningsgrupper, så det vil kun være fornuftigt at tage pengene fra de mest velhavende og give dem til de studerende.”

Enhedslisten har tidligere været ude med noget lignende, de ville have SUen helt op til 15.000.

Det går over min forstand, hvordan man på nogen måde kan kalde sig socialist og samtidigt mene, at studerende på længere videregående uddannelser er fattige (og lad os være ærlige, det er sgu ikke pædagogerne og sygeplejerskernes SU den unge venstreorienterede studenterbevægelse snakker om).

Men før jeg når videre, så lad mig slå fast at jeg også synes, at ideen om fjerne det 6. års SU eller fjerne den for alle over 30 er tåbelig, det har jeg b.la. skrevet lidt om her, men det bliver bare aldrig socialistisk omfordelingspolitik at bruge flere penge på de mest privilegerede i samfundet.

Nej, min pointe er , at jeg som studerende på en lang videregående uddannelse, med et deltidsjob 10-15 timer om ugen, til 130 kr. i timen, får 12.500 udbetalt! – det er altså mere end mine gamle kollegaer i NETTO der sidder i kassen har.

Der bliver snakket om, at det at læse på universitetet er et fuldtidsjob – jeg kalder det bullshit. Jo, nogle måneder er der virkelig travlt, men faktum er, at vi reelt kun har 6-7 måneders reel skolegang om året.

Pt. får en studentermedhjælper ”kun” omkring 130 i timen, men når de først er færdige, stiger akademikernes løn altså resten af livet. Lønnen vil ikke stige for min kammerat Louis, der er murer. Han får mellem 170 og 220 (minimum og på akkord) resten af sit liv, samtidigt med, at han har et opsigelsesvarsel på 3 dage (G-dage)…

Tilbage står, at jeg som studerende i et par semestre nu og med 10 år på arbejdsmarkedet bag mig kan konstatere:  Jeg får 12.500 om måneden for at bruge mit liv på rendyrket selvrealisering, der samtidigt bringer mig adskillige samfundsklasser op. Samtidig har jeg ikke kun 5 ugers ferie, men tættere på 5 måneder uden undervisning.

Der er masser af udfordringer at tage fat på for studerende, men at hæve SU’en i den værste krise siden 1929, afslører en så eklatant misforståelse af hvad fattigdom og klasser betyder, at jeg græmmes på venstrefløjens vegne.