Annonce

14. november 2012 - 12:29

Gæsteblog: FL13 - Om troværdighed, kynisme og ægte dilemmaer

Enhedslistens finanslovsaftale med regeringen skaber en berettiget og vigtig debat, men det bør det anerkendes, at lette løsninger ikke fandtes. Min kollega Simon Nyborg har skrevet denne gæsteblog  om Finanslovens dilemmaer. 

/Pelle



Enhedslistens finanslov - om troværdighed, kynisme og ægte dilemmaer

Mange bruger ordet dilemma til at betegne et svært valg. Slår man op i en ordbog, vil man derimod finde, at det er meget værre, da det oprindeligt er et udtryk for et valg mellem to dårlige udveje, som gensidigt udelukker hinanden. Netop der stod Enhedslisten i slutspillet om finansloven.

Ja eller nej, begge svar giver problemer, det er et ægte dilemma. Ordets græske oprindelse taget i betragtning bliver problemstillingen næppe mere klassisk. Alligevel skulle man næsten tro, det var første gang i historien, når man ser nogle af reaktionerne efter Enhedslistens ja til finansloven.

Deltagelsen i en finanslovsaftale, der i sit grundlag er et konservativt spareprojekt, og som kun delvist indfrier det ultimative krav om at finde en løsning på dagpengespørgsmålet, ja, det scenarie udspiller sig nu i fuld offentlighed. Et flertal i både Enhedslistens folketingsgruppe og hovedbestyrelse har sagt ja. Det er åbenlyst ikke en smuk situation.



Nej med andre problemer

Omvendt ville et nej have udløst sit helt eget væld af problemer. Det præcise omfang kommer vi aldrig til at kende, men det er en sikker antagelse, at det var blevet rigtig grimt. Ikke bare fordi tv og aviser efter 1. januar ville blive fyldt med John, Jytte og mange, mange andre af de tusinder, der ville være faldet ud af dagpengesystemet. Ikke bare fordi de med navn og billede ville stå frem og fortælle om, hvordan de var nødt til at gå fra huse og ægtefæller for ikke at ende med nul kr. i indkomst. Men fordi de med rette ville kunne spørge, hvorfor det var bedre, at Enhedslisten holdt hænderne rene, end at de kunne få ret til et halvt år med kontanthjælp med udvidet og betalt uddannelse i stedet for slet ingenting?

Disse mennesker ville med fuld ret kunne beskylde Enhedslisten for at have brugt dem i et forsøg på at opnå systemforandringer for blot kynisk at svigte dem igen, da det ikke var muligt at komme helt i mål. De ville effektivt kunne fjerne enhver troværdighed fra et hvilket som helst forsøg på fremover at rejse krav om forbedringer for ledige, fordi de ville være levende eksempler på, at i sidste ende er kun det allerbedste og uopnåelige godt nok for Enhedslisten - og så skide være med dem man faktisk har mulighed for at sikre noget.

"Det er nu dybest set regeringens skyld", kunne vi spagfærdigt forsøge at indvende, og de ville kunne råbe igen: Fuck jer, I sagde jo selv nej. Set med mine øjne en ubærlig situation. Ikke mindst fordi Enhedslisten ved at sikre, hvad sikres kunne, gør det muligt at fortsætte kampen med en lille delsejr og med troværdigheden intakt over for den helt konkrete gruppe, vi selv med et overvældende og hidtil uantastet flertal har gjort til spydspids i kampen mod arbejdsløshed og for tryghed.

Valget mellem disse to dårlige situationer er egentlig ikke svært for mig, men jeg anerkender fuldt og helt, at andre når den modsatte konklusion – og derfor ender med at sige nej til en finanslov, der forsøger at spare sig ud af krisen, ikke gør noget særligt for beskæftigelsen og kun midlertidigt giver ofrene for dagpengeforringelserne en indkomst, der er til at leve af.

Det er som jeg indledte med at sige et regulært dilemma, og selv tilhængere af et ja til finansloven kan dårligt nægte, at det i bedste fald er et rigtigt skridt i den forkerte retning. Hvis man er i tvivl, kan man bare se på den konkrete aftale, Enhedslisten har lavet med regeringen, for den er klart rød og grøn og fyldt med synlige fingeraftryk, men der er samtidig mangler, og den er pakket ind i et af de strammeste budgetter i et par årtier.

 

Anerkend dielemmaet

Men mens jeg har fuld respekt for, at andre vælger anderledes i den situation, så har jeg ingen forståelse for dem, som slet ikke anerkender, at der er et dilemma.

Det er simpelthen for tyndt at forsøge at smyge sig udenom valget ved at sige, at Enhedslisten bare kunne have forhandlet bedre. Ved bekvemt at nægte at forholde sig til at et nej ville koste dyrt for en stor gruppe mennesker med berettigede forventninger til vores forhandlingsvilje. Eller ved at foreslå at Enhedslisten skulle have krævet mere med trussel om valg.

Der er intet som helst belæg for at hævde, at regeringen ikke ville være klar til at splitte, hvis Enhedslisten havde stået fast på, at der skulle mere til end et halvt års ret til forsørgelse. Og med splitte mener jeg smide alt det ud, som vi havde opnået, for at gå til højrefløjen og endda give Enhedslisten skylden for det – for regeringen var jo ikke i nærheden af at være tvunget til at udskrive valg.

Når man nægter at anerkende dilemmaet, fralægger man sig også medansvaret for at have bragt Enhedslisten i det svære valg mellem to dårlige situationer. Det medansvar deler alle, der syntes, det var en fremragende idé at køre frem med dagpengeproblemet som den altoverskyggende og næsten ultimative sag. Det var som bekendt, inden Venstre blev et reelt alternativ, dengang regeringens overlevelse var på spil. Det var inden SF havde accepteret at kunne indgå en finanslovsaftale med Venstre, hvilket reelt gjorde Holger K. bovlam, allerede inden han blev del af forhandlingerne. Og det var inden den socialdemokratiske fagtop var blevet dysset ned med et luftigt løfte i form af Akutpakke 2. Med andre ord inden Enhedslisten efter mange måneders kampagne stod alene tilbage med valget mellem en lappeløsning eller ingen løsning.

Hvis man ikke kan se, at alle disse begivenheder betyder noget for styrkeforholdet og for værdien af Enhedslistens 12 mandater, men trodsigt holder fast i, at det var en mulighed for Enhedslisten at komme igennem med noget i nærheden af sensommerens krav, så er man ikke godt kørende analytisk. Det er simpelthen ansvarsforflygtigelse med et skær af fantasteri over sig.

Nødvendige diskussioner

Der venter en række nødvendige diskussioner af, hvad vi gør uden udsigt til snarlige parlamentariske sejre, nu regeringen igen har vist, at den ligger på en højreorienteret økonomisk linje? Hvad vi gør, næste gang de bevægelser, som er omdrejningspunktet i Enhedslistens strategi, viser sig klar til at tage til takke med mindre, end vi selv finder nødvendigt? Og hvordan vi lægger en linje i den fortsatte kamp om dagpengene, der forhindrer, at vi igen til sommer står med samme dårlige valg som op til finansloven? Klare svar på disse spørgsmål kan være med til at samle partiet og gøre os stærkere i det opgør, der venter.

For den videre diskussions skyld er det dog afgørende at erindre, at ingen taler for, at der er noget større perspektiv i at lave småforbedringer af en politik, der forbliver dybblå. Den aktuelle uenighed går på valget mellem to onder, hvilket kan splitte selv folk, der er enige om langt det meste. Sådan er det med ægte dilemmaer.

Simon Nyborg, Medlem af Enhedslisten og økonomisk medarbejder på Christiansborg 

Annonce