Annonce

11. marts 2011 - 0:03

Går vi ikke alle ind for assimilation?

Det har vakt stor debat, at Søren Pind har udtalt sig for assimilation i stedet for integration, men tilsyneladende har ingen for alvor reflekteret over begreberne og mandens udtalelser. Bevares disse – udtalelserne altså – har været så mange og så forskelligartede, at jeg ikke skal forsvare dem. Der skal nok være dumheder iblandt, hvis man kender en smule til afsenderen.

Men, for der er et men, de sidste dage har jeg igen og igen bidt mærke i, at han kun taler om værdier – danske værdier forstås. Nu giver dette ikke megen mening i sig selv. Som alle ved, så rummer den danske befolkning både racister, homofober, heterosexister, solidariske klassekæmpere, miljøfreaks og meget andet. Kort sagt, så er der vel et utal af danske værdier.

Til gengæld har manden ikke udtalt sig imod shawarma, denne eller hin gudsopfattelse, eller andet der taler for en fuldstændig og racistisk ensrettethed, men har alene forholdt sig til diffuse begreber som demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed, ligestilling osv.

Alligevel, så hidser folk sig op over udtalelserne, og det gør jeg såmænd også al den stund, at jeg er lodret uenig med hr. Pind om, hvad der så skal lægges i disse begreber. Fx mener jeg ikke, at man kan tale om demokrati og være EU-tilhænger på samme tid. Eller tale om ligestilling og så ikke ville gøre noget ved kvinders 18 procent løngab.

Men det er ikke ordet assimilation, som irriterer mig. Hell no! Jeg vil sgu gerne assimilere en eller anden, og det vil hele venstrefløjen vel?

Når det gælder indvandrere, så er jeg helt enig med Malthe under Ulla Jessings blog om, at assimilere – læs udrydde – kulturopfattelser, som forhindrer kvinder i at indtage det offentlige rum, påbyder dem snævre seksualgrænser, der ikke gælder mændene, æresdrab o.l.

Men jeg vil også gerne gå skridtet videre og assimilere etniske danskere til mine værdier. Væk med asociale multinationale selskaber, som ikke betaler skat. De skal sgu have det som en grundværdi (dansk eller ej) at bidrage til fællesskabet. Væk med racistisk lort. Folk skal opdrages og assimileres til at tænke mennesker frem for farve og etnicitet.

Jeg er sikker på, at medblogger Mads Ananda Lodahl og de øvrige queeraktivister også er vilde med værdimæssig assimilation. Væk med heterosexisme, kønskasser o.l.

Venstrefløjens hovedparole må være plads til forskellighed, for dem, som selv giver plads til forskellighed i et større solidarisk fællesskab, og resten skal vel for pokker assimileres ind i det fællesskab, eller hvad?

Alt andet lige rummer alternativet meget værre scenarier. Hvis ikke vi vil assimilere fok ind i fællesskabet, hvad skal vi så gøre? Acceptere racisme, kvindeundertrykkelse, sexisme, egoisme? Eller gå den anden vej og udgrænse og isolere afvigende holdninger som USSR gjorde med Gulag, nej vel!

Så kære venner, lad nu Pind være i fred. Den stakkels mand har en eneste mission, nemlig at forsøge at tirre oppositionen til kun at snakke udlændinge igen igen. Og får han held med det, så risikerer vi at tabe valget igen igen.

Og når sandheden skal frem, så er assimilation sgu ikke så slemt. Det eneste og vigtigste spørgsmål er: Assimilation til hvad og hvilke værdier – deres eller vores?

Annonce