FTV 2017: Mening med galskaben

Megasjovt, men tag dig lige sammen – ik…

Sådan lød en af kommentarerne til min sidste blog FTV 2017: Nyt venstrefløjsparti stormer frem, hvor jeg i en fiktiv artikel fra Modkraft anno 2017 tegner et øjebliksbillede af et nyt Die Linke-parti på dansk grund, Socialisterne, der stormer frem, mens SF er gået rabundus med kun 3 – 5 procent af stemmerne.

Bevares, bloggen var skåret lidt skarpt og indeholdt bestemt nogle satiriske friheder fra min side til at tage lidt gas på med-bloggere og politikere på venstrefløjen.

Og for nogle var især billedet af et SF, der med Sohn-reformen i 2014 havde fjernet efterlønnen og indefrosset de indbetalte bidrag på ubestemt tid, nok lidt for skrap kost.

Så lad mig sige med det samme, at jeg skam også håber på mere end som så af en ny S-SF regering. Men også, at bloggen skam var en alvorligt ment advarsel til, hvor galt det kan gå, og hvilke diskussioner og muligheder dette vil give for den øvrige venstrefløj.

Lad os kigge på det.

Min første tese er, at den økonomiske krise langt fra er overstået. Tvært imod faktisk.

I bloggen beskriver jeg, hvordan eurosammenbruddet i 2013 medførte nævnte Sohn-reform, og selvom de færreste kan spå – specielt om fremtiden – og dermed sige om euroen vitterligt bryder sammen, så vil vi i de kommende år se en lang række sparereformer i EU, der vil presse velfærden.

Og intet tyder på, at krisen ikke vil blusse fornyet op, da de bagvedliggende årsager, så langt fra er løst, endsige forsøgt løst med bankpakker og kriselån.

Spørgsmålet er så, hvordan S og SF især vil stille sig i en sådan situation? Vil man turde bryde grundlæggende med ansvarligheden overfor markedskræfterne, der i årevis er kendt under begrebet økonomisk ansvarlighed, og dermed gå en klart venstreorienteret vej?

Eller vil man omvendt ende med at administrere en krisesyg kapitalisme på kapitalens præmisser, og fx slagte efterlønnen og skuffe de mange hundredtusinder, der har stemt på en ny regering i håbet om en ny politik?

Jeg håber det første, men frygter det sidste!

Fair Løsning lægger ikke op til et afgørende brud med de krisemekanismer, vi har set, og den større solidariske fortælling er fraværende, selvom det klart er at foretrække til VKO’s asociale politik. Men sigende er det fx, at S-SF direkte har skændtes med regeringen om, hvem som kunne være mest økonomisk ansvarlige overfor EU’s sparekrav.

Ligeledes er det sigende den måde, hvorpå SF inviterer Novozymes til deres årsmøde, og det er ikke tilfældigt, at SF-kandidaten Mikael Warming i bloggen langer ud mod Socialisterne for økonomisk uansvarlighed såsom selskabsskatter og offentlig produktion, der kan underminere de nye vækstsektorer.

Problemet er jo, at bordet fanger. At har man først spundet sig ind i et edderkoppenet spundet af borgerlige politikere og diverse medievante bankøkonomer og kommentatorers bud på, hvad økonomisk ansvarlighed vil sige, garneret med en please-syge overfor EU-systemet, ja så er det dælme svært at vride sig fri igen.

Man kan have udført nok så ansvarlige reformer, skåret nok så meget på velfærden og de offentlige finanser, have sat nok så mange investeringsprogrammer i søen og øget arbejdstiden nok så mange minutter. Og alligevel klapper fælden!

Alligevel klapper fælden i lige nøjagtigt det øjeblik, hvor man trækker en streg i sandet og siger hertil og ikke længere. Siger fra overfor de borgerlige økonomer i finansnyhederne, i Det Økonomiske Råd eller hos Bruxelles’ regnedrenge. Og så er hele ens politiske strategi væk.

Så kan man have været nok så ansvarlig på de første 85m af et 100m-løb.

Har man først fået prædikatet ”økonomisk uansvarlig” og har det været strategien at være det modsatte, ja så er strategien røget og vælgerne vil søge andre ansvarlige græsgange hos de borgerlige, blive desillusionerede eller i bedste fald radikaliseret hos det fiktive parti Socialisterne.

Det er derfor, at bloggen er ment, som en alvorlig advarsel til mine venner i SF! Det er rigtigt, at man først skal have magten, inden man kan forandre tingene, og det er rigtigt, at en strategi som den valgte muligvis kan føre til magten. Problemet er bare, at den i sin videste og beskrevne konsekvens kan besvære forandringen.

Lad os tage et kig på nabolandene. Først Norge og siden Tyskland.

I Norge kom den rød-grønne koalition bestående af S-SV og Senterpartiet til i 2005, og genvandt magten med et mulehår sidste år. Alligevel har der været skuffelse, og regeringen er blevet set som administratorer af en borgerlig politik, der nu på 2. valg har halveret SF’s søsterparti SV.

Hele ideen om en ny politik er væk, og vælgerne er flygtet fra koalitionen, så denne faktisk fik færre stemmer end de borgerlige og kun genvalgt magten på en noget særegen norsk valgmatematik.

Ifølge mine fluer på væggen i SF’s hovedbestyrelse, så har man faktisk lært af dette. Tesen har været, at hvor SV har måttet acceptere en masse slugte kameler efter, at de trådte i regering, så skulle SF sluge dem forlods for at undgå at skuffe vælgerkorpset.

Det er vel dette, som vi har været vidne til med forsvarsforlig, bankpakker, EU, 24 års-regel osv.

Men med en mulig eskalering af krisen, så er det ikke gjort med dette, hvis man søger anerkendelsen som økonomisk ansvarlig. Og slet ikke med de radikale efterlønshadere som havkat i Hyttefadet, eller blot en del af en ny regering.

Derfor er risikoen for et scenarie som i bloggen stadig stor, uanset de forlods slugte kameler.

I Tyskland, som i starten af årtusindet var den store inspirationskilde for i hvert fald Steen Gade-fløjen i SF, så oplevede den Rød-Grønne koalition af SPD og Die Grüne også en deroute.

Wer hat uns verraten – Sozialdemokraten – wer war mit dabei – Die Grüne Partei.

Sådan lød råbene fra de arbejdsløse i 2004 efter den såkaldte Hartz 4 reform, som kastede titusinder ned på lavere – eller slet ingen – arbejdsløshedsunderstøttelse, da de rød-grønne jo skulle være økonomisk ansvarlig og overholde de stramme liberalistiske euroregler.

Og især for Die Grüne gik det nedad bakke, og partiet er i dag degenereret og flere steder i koalition med de konservative i CDU.

Advarslen til SF skal derfor lyde, at i en situation med fornyet krise, højere arbejdsløshed (den stiger fortsat, venner) og et markant pres fra de borgerlige politikere, kommentatorer, vennerne i Novozymes og den reformivrige regeringspartner, De Radikale, så skal I dælme passe på.

I skal allerede nu gøre jer klart, hvem I vælger ansvarligheden overfor, borgerne eller markedet. De arbejdsløse eller De Radikale med sidevognen fuld af borgerlige grædekoner.

Ellers bliver scenariet i sidste blog alt for nærværende - desværre!

Også for Enhedslisten og vennerne omkring os byder fremtiden på udfordringer og masser af spørgsmål.

En ting er den første tid, hvor vi skal holde S-SF i ilden med de gode forslag. En anden hvordan vi håndterer det mellemlange sigte i en situation, hvor en ny regering risikerer at ville forvalte endog meget skrap borgerlig krisepolitik.

For det første kan vi også lære af de tyske og norske erfaringer.

I Norge er oppositionen til venstre for SV enormt svag og partiet Rødt kom netop ikke ind ved sidste års Stortingsvalg. Jeg er ikke Norgesekspert, og det kunne være rart at få en udtømmende analyse af dette.

Skyldes det fx at den ellers så succesrige norske velfærdsbevægelse og aktive fagbevægelse af frygt for de borgerlige afholder sig fra kritik? Et sådant scenarie er bestemt også en risiko herhjemme, men hvordan undgår vi det og får skabt bevægelser mod de besparelser, som måtte komme?

Eller skyldes det snarere det særegne norske valgsystem med en spærregrænse på 4 procent og en overrepræsentation til land og fjeldområder, der også ville aflive Enhedslisten?

Så er der mere swung i de tyske erfaringer, hvor Hartz 4 reformerne betød en afskalning fra SPD, der siden sluttede sig sammen med PDS i Die Linke, som generelt har klaret sig fantastisk siden med mange mandater i både Forbundsdagen og de enkelte delstatsparlamenter.

I bloggen skitserer jeg noget frimodigt og optimistisk et sådant dansk Die Linke, Socialisterne, der er en sammenlægning mellem Enhedslisten og venstrefløjen i SF.

Bevares, nu er alt ikke rosenrødt, hverken politisk eller idyllisk, hos Die Linke, og nogle af de magtkampe og kritikker min blog bød på fra venstrefløjen i og udenfor Socialisterne er bestemt inspireret af virkeligheden, som det kan læses i denne artikel. Realpolitik, det er vores program.

Det ændrer dog ikke ved, at det ikke kun er SF’erne, der allerede nu skal overveje risikoen for regeringsdeltagelse på det mellemlange sigte, som det er kommet til udtryk i to af vore nabolande. Eller at det med regeringens asociale genopretningspakke og De Radikales støtte til dagpengeforringelser er blevet mindre aktuelt!

Vi andre skal sørme også turde tage debatten, og bolden er hermed givet op.