Frie kvinder og kvindesammenhold

Jeg var 21, da jeg var til mit første møde i Rødstrømpebevægelsen i Kvindehuset i Kbh.  Jeg havde lige været med i studenteroprøret i et par måneder og synes jo nok jeg vidste så meget, at jeg havde et og andet at fortælle dem. Først og fremmest, at det ikke var kampen mod manden, det gjaldt, men kampen mod kapitalismen. Så jeg tog min indre rustning på og forberedte mig på et længere indlæg.

Der skete bare det, da jeg trådte ind af døren, at rustningen smeltede. Den kunne ikke modstå det overskud af menneskelig varme, der var i lokalet. Når jeg husker tilbage var der lutter smukke, imødekommende kvindeansigter og et  gyldent lys i hele rummet. Og så blev jeg selvfølgelig rødstrømpe, og kom med i en basisgruppe, hvor vi endevendte hinandens liv, for at finde alle tegn på mandschauvinisme, og hjælpe hinanden med at komme dem til livs. Åh, det var godt, og det faldt os rigtig let at snakke om alt det nære og private og følsomme, for det har kvinder garanteret gjort til alle tider. Nu prøvede vi bare at sætte det lidt i system og se nogle større sammenhænge.

Kvinderne havde været så absurd dårligt behandlet i århundreder, at der var rigtig meget at tage fat på, vi ville ikke være sex-objekter og bedømmes på vores udseende. Vi ville værdsættes for dem vi var. Der var så meget opsparet vrede, som nu kom frem i lyset. Selv gik jeg f.eks. rundt hos mine mandlige venner og rev plakater med nøgne damer ned af væggene.

Hvad mente Rødstrømperne?

Rødstrømperne  var en meget bred bevægelse. Det var noget med at afskaffe mandssamfundet, som af nogle blev opfattet helt bogstaveligt (afskaf mændene eller hold dem grundigt nede) og for andre var det lig med en socialistisk kamp.

Det var noget med ligeløn, ret til de samme jobs som mændene, og i det hele taget at det skulle være slut med at være slags 2. rangs borger, som skulle stå på pinde for mændene.

Men først og fremmest var det et meget stærkt kvindefællesskab, hvor vi kunne være som vi var, tykke, tynde, skæve og lige. Vi ville gøre op med det kvindeideal, som lignede noget fra TVserien Mad Men: Ti stille og vær smuk og sørg for at aftensmaden står på bordet præcis kl. 18., når far er kommet hjem og har læst sin avis. Hvor det efter opvasken og aftenkaffen mest gjaldt om at sprede benene og tænke på Gud, Konge og Fædreland.

Søstersolidaritet og frie bryster

I Rødstrømperne var der søstersolidaritet. Vi skulle ikke tie, men derimod råbe meget, meget højt, fordi vores stemme havde været overhørt i så mange år. Vi skulle ikke være smukke i den gængse forstand med sminke og modetøj.

Vi smilede, hvis der var noget at smile af, og vi smed BH-en, så brysterne kunne få lov til at ha’ den form, de nu engang havde, gik i fodformede sko eller bare tæer. Vi satte farvestrålende lapper på tøjet, hvis der kom huller. Selv gik jeg en hel sommer rundt i en gammel natkjole, hvid med små blomster. Men det vigtigste var, at vi  indeni fik den følelse, at vi havde lov til at være, som vi var, og ikke bare som naboens pæne pige.

Opdagelsesrejsende udforskede kvindeuniverset og skrev bøger om klitoris og den kvindelige sexualitet. Så vi var heterosexuelle eller lesbiske, generte eller larmende,  mere eller mindre belæste. Arbejderkvinder og kvinder, som synes at målet var opfyldt, hvis bare kvinder kunne stige til tops i samfundet ligesom mændene.

Sejrede kvinderne?

Det er en almindelig forestilling, at Rødstrømpebevægelsen  sejrede,  fordi kvinder i dag kan gøre karriere, næsten som mænd.

Tager man efter den målestok, er vi vel nået rigtig langt. Tænk engang, selve regeringen bliver ledet af kvinder. Men ærlig talt, hvad gavn har flertallet af Danmarks kvinder af at Thorning og Vestager kan trisse rundt på de bonede gulve uden at være det mindste søstersolidariske overfor de mange arbejdsløse kvinder .

På plussiden er det derimod, at se at masser af mænd i dag tager sig af børn og husarbejde. Det er simpelthen så godt at være vidne til.

Vi har fået større økonomisk uafhængighed af manden. I dag kan en kvinde sige farvel og tak, hvis hun har været uheldig at få en mand, som er grov overfor hende eller er hende utro. Og at hun har et sted at gå hen, hvis hun bliver banket, er en af rødstrømpernes store fortjenester, for det var dem, der oprettede de første krisecentre.

At vi ikke mere er økonomisk afhængige af mændene er det største kvindefremskridt der er sket. Men  det er nu ikke alene Rødstrømpernes skyld,at vi er nået så langt, for det var en lang række kvindeorganisationers  og ikke mindst fagbevægelsens krav, at kvinder skulle ha’ ret til arbejde og have samme løn som mændene. Alt sammen hjulpet godt på vej af den kendsgerning, der fra slutningen af 1960’erne simpelthen var brug for kvinderne på arbejdsmarkedet.

Men er det egentlig rigtigt, at kvinder nu er økonomisk uafhængige? 

Til dette kan man kun svare NEJ. Kvinderne på arbejdsmarkedet har bare fået en ny økonomisk afhængighed. De er nu afhængige af deres arbejdsplads, diverse chefers forgodtbefindende og kamp for større profit. De må rette ind, hvis  de bliver bedt om at arbejde hurtigere og længere, holde færre pauser, de skal leve op til et endimensionelt menneskesyn og de kan fyres, hvis de bliver langvarigt syge eller hvis der ikke lige er brug for dem mere. Og de får stadig mindre i løn end mændene.

Det var kun de værste hustyranner, der var så grove overfor deres koner, som det kvinder kan blive budt på arbejdsmarkedet i dag, så det er godt, at man kun er der en del af dagen. Og en kvinde kan ikke altid sige farvel og tak, hvis hun har været så uheldig at få en arbejdsplads, hvor hun ikke bliver behandlet godt. (Ligesom en mand for øvrigt heller ikke kan.)

Brystimplatater og venindegrupper

Det viste sig desværre at være en midlertidig luksus, at få lov til at være sig selv. Kvinder er sex-objekter som aldrig før og presset fra  mode- og slankeindustrien. Hvis man ville lave BH-aktion i dag, skulle man også kassere den indopererede BH, brystimplataterne. Personligt ville jeg nyde, hvis pumps og stilletter blev smidt til storskrald, men det er jeg vist næsten ene om i hele kongeriget. Jeg synes bare, de er ca. lisså feminine, som de indsnørede fødder på kinesiske kvinder i gamle dage.

Men hvad så med søstersolidariteten?  Ja, den tror jeg faktisk lever rigtig godt mange steder. Der er små venindegrupper - kvinder  mødes her og der på cafeer og i hjemmene for at gøre det, vi gjorde dengang: Fortælle om deres liv, også det mere private, og hjælpe hinanden i forhold til livet, manden og arbejdspladsen. Og jeg bilder mig ind, at der er kommet en anden kvindesnaks-dagsorden efter kvindeoprøret i 70'erne og 80'erne, at man i højere grad i dag støtter hinanden i at stå fast og at være sig selv.

Det var jo netop det varme kvindesammenhold, jeg blev tiltrukket af i 1971 i kvindehuset, og selv om jeg synes tiden har vist, at jeg faktisk havde ret i, at kapitalismen er kvindeundertrykker nr. 1, er jeg glad for, at jeg ikke dengang fik fyret min studentikose opsang af, for det var der ingen, der havde fået noget ud af. Til gengæld fik jeg  en førstegangslektion i, at sammenhold kan smelte rustninger.

God 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag