Annonce

Blog

Eskil Andreas Halberg

2. april 2012 - 18:03

Fremtiden er aflyst

Af Eskil Andreas Halberg

Fremtiden ser sort ud. Min generations levevilkår ser dårligere ud end mine forældres. Min generation skal arbejde længere i et mere usikkert samfund med dårligere adgang til sociale goder. Det giver derfor dårligt mening at vente med forandringen til det rette øjeblik. Fremtiden er aflyst.

Men fremtiden ser også sort ud fra et politisk perspektiv. Alle, der tidligere har brugt forestillinger om fremtiden til at forandre samtiden, er endt i en blindgyde. De tre store eksempler er naturligvis nazismens fremtidsvision om det rene samfund, stalinismens ideal om det klasseløse samfund og fascismens idé om det maskulint teknologifikserede samfund. Alle tre visioner gik galt. Alle tre visioner var endog moderne, fremskridtsoptimistiske visioner, som fejlede fælt.

I dag bliver velfærdssamfundet forsvaret med en reference til fremtiden. Hvis vi ikke skærer ned i den universelle velfærd i dag, findes der ingen velfærd i morgen. Vi skal skære ned nu for senere at have en fremtid. Vi skal opgive samtiden til fordel for fremtiden, der bliver brugt som en trussel i samtiden, og som gør det bidende nødvendigt at effektivisere eller skære ned på de sociale goder.

Fremtiden er med andre ord ideologisk. Sådanne ideologiske strategier, der har fremtidsperspektiver, har for vane at fortrænge samtiden. Vi skal ofre os nu for senere at kunne nyde. Vi skal organisere os politisk af pligt i dag, så vi senere kan agere politisk. Vi skal uddanne os, så vi senere kan få en karriere. Vi skal arbejde hårdt i dag, så der også i fremtiden er arbejde til alle.

Fortalerne for fremtiden påtager sig rollen som autoritet. De ved hvad fremtiden vil bringe, og hvem fremtiden tilhører. De ved, hvordan vi kommer dertil. Fremtidens fortalere er ideologer, avantgardister, politikere og andre med privilegeret adgang til historiens gang. Fremtidens agitatorer ligger allerede fast.

 

Politikerne kender fremtiden

Fremtidsfetichismen er stærk blandt de politiske partier og fagforeningerne. Når kritikken af de manglende resultater rammer den siddende regering, svares der igen med reference til fremtiden. Det bliver bedre senere, siger de. Hvor ved de det fra?

Forandringen er for partierne og fagforeningerne skudt ud i fremtiden. Det er fremtiden, der skal forandres, ikke samtiden. Det lange seje træk, som politikere ønsker at kalde politik om fremtiden, giver mindelser om askese eller afholdenhed. Vi må holde os i ro og ikke nyde samtiden. De politiske ledere og ideologer har en strategi, der skal følges. Vi må holde os til planen, og ikke nyde forandringen for tidligt. Forandringen ligger ude i fremtiden, ikke nu.

 

No future som optimisme

Men fremtiden er aflyst. Den kommer ikke tilbage. Og det er for det bedste. For hvis der ingen fremtid er, kan vi gå i gang med det samme. Vi skal ikke vente på det rette øjeblik. Som da den stalinistiske fagforening PAME i Athen, forsvarede parlamentet mod angreb fra samtidens demonstranter. I må vente til, partiet siger til. PAME havde bestemt sig for en fremtid, mens de slog ned på oprørerne. PAME’s fremtid var kontrarevolutionær.

Nej, hvis der ingen fremtid er, starter forandringen med det samme.

Punkernes ’no future’-ideologi var, når man læser efter, overraskende optimistisk. Hvis fremtiden ikke er noget, man skal regne med, hvis fremtiden ikke er vores, kan vi leve livet nu. Vi skal ikke vente til lederne, partierne eller fagforeningerne siger til. Punkerne levede livet i nuet, og gjorde op med askesen og fremtid med etikette.

Ligeledes skal vi ikke vente på, at regeringen foretager justeringerne og redder velfærdsstaten i fremtiden. Det sker ikke. Velfærdsstaten har ingen fremtid. Den står ikke til at redde. Det bør betragtes som en befrielse.

  


Politik efter fremtiden

Politik uden fremtid er politik uden vækst. Et opgør med den forestilling, at vi skal arbejde mere og producere mere. Fremtiden ser dystopisk ud med usikre arbejdsforhold, økologiske og klimatiske katastrofer. Alle eksisterende forestillinger om fremtiden indeholder uholdbare økonomiske udviklingstendenser. Fra højre til venstre. Lad os derfor droppe fremtiden.

Hvis forandringen skal droppe fremtidsperspektivet, kan vi gå i gang med finde nye livsformer med det samme. Vi kan danne nye fællesskaber nu, uden at vente på den verdensomspændende totalforandring, der ikke kommer.

 

Ingen fremtid – Ingen stres

Men uden at stresse. Vi har ingen fremtid, så der er ikke noget at stresse over. Vi får ingen karriere eller bliver rige og berømte. Vi får ikke adgang til statsmagten eller institutionerne. Derfor har vi heller ikke travlt. Når fremtiden er aflyst, fordi den er håbløs at forfølge, står verden åben. Vi kan gå i gang med livet, uden videre. Men vi må ikke få stress af alle mulighederne. Stress er uindfriede forventninger til karriere, penge, familieliv eller politisk indflydelse. Intet af dette ser ud til at ligge lige for. Slap af, vi har ingen fremtid. Vi kan gå i gang med det samme. Fremtiden er aflyst!

 

Kommentarer

Af Bue den 2. april 2012 - 19:48
Helt enig i din og Bifo’s kritik af deres fremtid og den måde den og den gæld den kræver vi indstifter, slavebinder os, Eskil. Som de siger i Spanien: ”Du kommer aldrig til at eje et hus i dit fucking liv!” Så jeg prøver at tænke lidt videre med dig… Fremtiden er aflyst! Men hvis fremtid og hvilken? Hvis krisen betyder at fremtiden lukker sig, eller rettere, at vores håbshorisont snævres ind, mens vores forventninger nedjusteres, hvad gør årsagerne til fremtidens aflysning ved vores muligheder for at leve i nuet? Og hvad gør det ved vores subjektivitet og vilje til at kæmpe i nuet? Det producerer, under de rette omstændigheder, en enorm vrede, en enorm vilje til modstand. Grækenland, Tunesien, Egypten er alle lande hvor ungdommens fremtid snævrede sig ind med en hast, der skabte betingelserne for en eksplosiv bevægelse. Andre steder, som måske nu blandt vores venner i Danmark, ser man blot en langsom ændring af forventninger, en ydmyg nedjustering. Her er ingen vrede over systemsvigt, over at bliver holdt tilbage, over en eksproprieret fremtid. I stedet, at for individuelle frustrationer over jobsøgningskurser og aktivering, og snigende depressioner over uindfriede håb. Og for andre igen, mange af dem der ikke gik i skole længere end til 9., blandt såkaldt etniske minoriteter i vestens metropoler, slumbeboere overalt, osv., er det som om fremtiden forsvandt for lang tid siden, hvis den overhovedet var der. Her er depressionen en effekt af manglen på en fremtid, ikke af fremtiden selv - for har de ikke for lang tid gennemskuet at samfundets og beslutningstagernes fremtid er tomme ord, dækkende over hårdere piske, og gullerødder for de mere velbeslåede? For nogle af dem, der plejede at tro på en fremtid (særligt den der bestod i karriere, boligejerskab og individuel selv-realisering) producerer indsnævringen af fremtiden en frygt for dem, der længe ikke har haft en fremtid og en regressiv nostalgi efter fortidens fremtidsudsigter. Hvad er årsagerne til fremtidens fravær? At Fremskridtet er suspenderet? At væksten udebliver? Individets manglende adgang til kredit? Til uddannelse? Meritokratiets sammenbrud? For mig at se er dette nu, denne nutid, trist og selvsagt – hvis uden fremtid - uden håb. Spørgsmålet for mig bliver hvordan tabet af den gamle fremtid ikke forvandles til nostalgi eller en desperat kamp for at holde sammen på nutiden. Og det er et spørgsmål om en ny fremtid, en fremtid som kun er mulig i en nutid, der baserer sig på vores kollektive evne til at forandre verden. Det foregår i nuet. Men gerne med mange fremtider, transindividuelle begær og forhåbninger. Så når du aflyser fremtiden siger jeg ja! Om noget er det en politisk opgave for os og vores venner, en generation af hvide universitetsuddannede danskere, der blev lovet jobs, hus og selv-udfoldelse, at se i øjnene, med vrede, at dette ikke bliver til noget, og at artikulere denne vrede kollektivt og transversalt med de som krisen ikke så meget har berøvet en fremtid, som gjort fattigere og mere udsatte i nutiden. At artikulere en anderledes fremtid sammen, som alternativ til nostalgien og konkurrencen om smulerne, der blev ladt tilbage da fremtiden forsvandt.
Af Eskil Andreas Halberg den 4. april 2012 - 2:01

Tak for et virkelig fint indlæg.
Jeg har en ven - han har faktisk lige fået en blog her på modkraft også - som har sag følgende til mig: "I ghettoerne er der ikke nogen grund til, at være optimistisk. Det har der aldrig været. Men håb har der alligevel altid været". Citeret frit efter hukommelsen.
 Jeg tror du har fat i noget meget væsentligt, Bue, nemlig at der er forskel på et begreb om forandring og et begreb om fremtiden. Forandringen bør altid starte med det samme. Det bør starte med, at folk forholder sig til den aktuelle situation, og ikke udskyder eller diskvalificere forandringskraft med strategiske fremtidsmål eller ligende.
Det jeg synes er det interessante, er hvordan man kan tænke politik med et nyt tidsbegreb. Jeg har ikke helt fat om det endnu, men gældsproblemet kunne måske også være noget der havde en forbindelse hertil.
Når fremtiden er aflyst, er der håb. Hvis fremtiden fortsat fandtes, blev vi nødtil at vente.
Og jo. Der er noget med at kunne forbinde forskellige klasser/grupper under samme forandringsproces uden fremtid. Netop som du skriver: Hvad med dem der aldrig har haft en fremtid? Måske havde de fat i den lange ende fra starte? Eller også bliver tiden distribueret ulige. En klassedeling mellem den der aldrig har haft en fremtid (pjalteproletarerne/reservearméen), dem der blev lovet en, men ikke fik den indfriet ( den udbyttede klasse) og dem der har hegemoniet over fremtidsudsigterne (kapitalen). Jeg er ikke sikker, men måske.
- Alt godt herfra 

Af Niels H den 2. april 2012 - 21:40

Wow, en tilbagevenden til 80'ernes variant af emo (punk). Det er sku visionært. Du kunne også smide et par Curt Cobain citater, så ville der ligesom være en historisk udvikling.

Af Eskil Andreas Halberg den 3. april 2012 - 0:09

Hvad mener du? Det bør du uddybe. Jeg har linket til et helt mix-tape med Rihanna og Britney Spears. Er det det du mener?

Du kunne også se videoen. Den er måske noget for dig. 

Af Kim Ingemann den 3. april 2012 - 9:33

Vel, Eskild, din tekst er et mixtape. For eksempel havde stalinismen ikke et ideal om det klasseløst samfund, den fremtid var aflyst til fordel for bedstefars almagt på proletariatets vegne.

Fascismen havde ikke et ideal om det maskulint teknologifixerede samfund, den fremtid var aflyst til fordel korporative stat, der efterlignede den feudale fortid i moderne udgave. Det maskulint teknologifixerede samfund var futuristernes ideal (hvoraf nogle var fascister, andre kommunister).

På samme måde besætter Luc Wander fremtiden med gammelt skrammel sat sammen på nye måder. Vi kan ikke aflyse fremtiden, uden at slukke visionen. Men kan skabe fremtiden hver dag i vores praksis lige nu. At leve i nuet giver kun mening politisk, hvis vi forstår sammenhængen mellem før og nu og efter.

Hvis vi remixer fortiden efter lyst og lejlighed, kan vi muligvis se nuet i et nyt lys, men vi mister også retningssansen. På en eller anden underfundig måde spejler din tekst regeringsprojektet, da den skridtvise afvikling af "velfærden", som vi kan konstatere, jo netop udtrykker en afmontering af visionen om velfærdssamfundet, selv om den stadig sælges med falsk fortegn.

Af Eskil Andreas Halberg den 4. april 2012 - 2:18

Hej Kim
Måske har jeg ikke helt styr på min "de politiske ideologiers historie". Men jeg vil dog fortsat fastholde, at alle tre ideologier har et meget stærkt fremtidsideal, som netop er det der driver dem. Jeg mener fx ikke at fascismen nødvendigvis altid er konservativ, hvis du forstår hvad jeg mener.
Og hvad angår stalinismen, er det så ikke rigtigt, at det var fremtidsvisionen, der knyttede an til den totalitære topstyring af samfundet. 5års-plan er jo i denne sammenhæng interessant.

I parantes bemærket er Adorno og Horkheimers kritik af oplysningen jo også - i hvert fald delvist - et forsøg på at kritisere fremtidsoptimisme. Oplysningen som frigørelse af menneskene kan slå om i barbari.


Det andet spørgsmål du rejser, er hvor vidt visionen om noget bedre nødvendigvis er knyttet til fremtiden. Det (prøver jeg at) mene, at den ikke er (vi tænker fælles nu, det håber jeg du er med på ;-)).
Og visionen er vel netop problemet med forandringen. Visionen er vel en avantgardistisk position. Det er forandring ikke nødvendigvis. Jeg mener ikke (måske fordi jeg ikke har læst nok Hegel), at totaliteten kan (og skal) begribes. Dem der forsøger sig med det, kommer hurtigt i problemer. Der er med andre ord ikke nogen mål. Der er kun midlerne, og de hører til samtiden ikke fremtiden.

Jeg er med på, at positionen i en hvis forstand er ikke-marxistisk. Og det kan ganske rigtigt være et problem. Vi har netop mistet sammenhængen. Vi lever i en kaotisk tid. Marxismen giver os ingen redskaber om fremtiden, kun samtiden.
- Alt godt herfra 

Af Kim Ingemann. den 4. april 2012 - 13:29

@ Eskild: Jeg synes, det er et fint tankeeksperiment, du udfører. Jeg er enig i, hvis vi tænker fælles, at visionen om noget bedre ikke nødvendigvis er knyttet til fremtiden, den kan også være knyttet til "noget andet", et andet sted, en anden orden, et kildrende kaos, en sulten lyd, en anden verden.

Moderniteten forstår udviklingen i en todimensionel snorlige fremtidsforståelse, hvor postmoderniteten lærer os, at den tredje dimension skal tænkes med.

Men det ændrer jo ikke noget på det sted, vi står, hvis vi ikke har en vision for, hvor det næste skridt skal føre os hen. Og som Einstein har lært os, hænger rum og tid sammen.

Ligesom vores blik ud i rummet er et blik ind i fortiden, er visionen om et andet sted altid en vision om en anden tid, så længe det endnu ikke er blevet nu. Noget andet er, at hvis vi konsekvent tænker rumtid ind, så må fremtiden også vise sig i den konkrete bevægelse fremad i rummet lige nu. Der kan ikke være en adskillelse af de to uden at gøre vold på en af delene.

Det er her både regeringen og Stalin (i forskellig størrelsesorden) gør eller gjorde vold på deres egen fremtidsvision. Min anke mod din bemærkning om stalinismen gik på, at du henviser til den kommunistiske fremtidsvision (det klasseløse, statsløse samfund), som Stalin jo opgav til fordel for "hele folkets stat", da han havde vundet magten i staten. Siden da var "kommunisme" blot et ord i hans mund. Ligesom "velfærd" blot er et ord i Helle Thornings mund, når hun konkret er i færd med at afvikle den.

Noget andet er, at hvis vi tager ledelsesteori med ind i vores forståelse af visionens rolle, så må vi jo skelne mellem den gamle industrialistiske opfattelse af vision (en mand, en vision - fordismens og leninismens position - som en ensartet hær af arbejdere må tilegne sig og følge) og de postindustrielle visionære ledelsesformer, der lægger vægt på at skabe en kollektiv vision som ledetråd for udviklingen uden at interessere sig for, om hver enkelt individ ser det samme. Som i anekdoten om de vildfarne bjergbestigere i Alperne, der fandt et kort, da de var sneet inde og med det som værktøj fandt en udvej. Først senere fandt de ud af, at det var et kort over Pyrenæerne, der guidede dem. Pointen er, at visionen om en anden verden er hele drivkraften i bevægelsen - uanset om man vægter tiden eller stedet eller hvad man konkret forestiller sig.

Af Jonas Gielfeldt den 3. april 2012 - 12:42

Jeg kan sagtens følge argumentet om fremtiden som feticherende ideologi. Jeg er ligeledes enig i, at det er vigtigt at flytte debatten fra, hvad der sker i 2045 til, hvad der skal ske idag. For mig at se, er det Naomi Kleins chokdoktrin der er på spil "never waste a good crises"... Ingen ved reelt om vi om 7 år er i en højkonjunktur igen, hvor pengene vælter ud, men politikerne bruger ikke desto mindre muligheden for at afmontere, hvad afmonteres kan. 

Men betyder det så, at vi skal aflyse velfærdsstaten? Fandeme nej! Her synes jeg både Eskil og Bue tenderer apokalypseteori, dvs. at når først det gør rigtig ondt på folk gør de modstand, og vælter det etablerede sysetm. Det er udtryk for en form for munkemarxisme, hvor man antager at systemsammenbrud fører til det bedre, hvilket jo egentlig er lige så fremtidsfetichistisk et eller andet sted.

Ydernere er det jo rent spekulativt. Måske bliver det langt værere end det er nu. Vi har i hvert fald lige så (u)sikkert et grundlag for at antage det ene som det andet. Jeg vil ikke opgive kampen for at forsvare de psykisk syge førtidspensionister, de nedslidte, lavtlønsområdets arbejdsvilkår m.m. ud fra denne devise. Især fordi venstrefløjen historisk ikke står i en global styrkeposition pt. Så apati tror jeg ikke er vejen. Men hvilken vej vin skal ved jeg ikke.       

Af Bue den 3. april 2012 - 15:24

Dr. Jones, 

Jeg er med på din negative omtale af munkemarxisme og elendighedsteori (ideen om at man skal glæde sig over elendigheden fordi den med nødvendighed skaber modstand og revolutionære bevægelser) og din pointe om vigtigheden at forsvare frugterne af fortidens sejre - jeg synes ikke min kommentar er udtryk for det ene eller en afvisning af det andet. Elendighed kan netop skabe passivitet såvel som oprør – spørgsmålet her er blandt andet hvordan man forholder sig til (eller lukker øjnene for) elendigheden.

Spørgsmålet jeg stiller drejer sig om forskellige måder at forholde sig til en reel krise, hvor hensynet til 'fremtiden' bliver brugt til at tryne os i nutiden, mens både vores reelle fremtidsudsigter snævres ind med færre og færre jobs, et boligmarked der er lukket for mange, nedskæringer af efterløn og forhøjelse af pensionsalderen, osv. Deres ’fremtid’ er i stadig stigende grad et spørgsmål om hård nødvendighed snarere end en fremtid hvor alt bliver bedre som i den klassiske socialdemokratiske fremskridtsfortælling. Hvis man tror på den kommende højkonjunktur bider man tænderne sammen og finder sig i en periode hvor ’livremmen skal spændes’, mens man venter på fede år efter de magre… I mellem tiden er bliver de sejre vi og vores forfædre har vundet gennem årene tilbagerullet; goderne kommer sjældent igen uden kamp, og derfor er det lettere at kæmpe nu.

Denne snak om fremtiden er grundlæggende et spørgsmål om subjektivitet, der tager hensyn til både objektive og subjektive tendenser i nutiden. Det er et spørgsmål om forholdet mellem ændringer af forestillede og reelle fremtidsudsigter, hvor de forestillede mest er individuelle og de reelle snarere er sociale, og derfor ofte opleves som abstrakte. Distinktionen er her analytisk snarere end organisk: de reelle fremtidsudsigter kan ændres i kraft af ændrede forestillinger og omvendt (opfører man sig som en god karriereborger, eller ser man en kamp som man tager op, osv.). Det handler om recession, arbejdsløshed, forventningstilpasning, frygt for social deroute, nogles naive tillid til mulighederne for karriere og konsumption og følgende gældssættelse og accentuering af individuel egeninteresse fremfor solidaritet, osv..

Dvs. der er brug for at angribe deres fremtid, men også - og her er jeg måske uenig med Eskil - for at konstruere nye fremtider, nye håb. Men også for at se på de latente (eller virtuelle) muligheder i nutiden, dvs. begær hvis realisering er mulig her og nu (afvisning af arbejdslivsstress, socialt livsnyderi som skabelse og pleje af subversive fællesskaber, skabelsen og udbygningen af re/produktive men ulønnede aktiviteter, der muliggør udbygningen af frihed fra arbejdsmarkedstvang og/eller styrker vores evne til modstand - også mod de nedskæringer du snakker om Jonas).

Det er ikke kun hvis vi tror på deres fremtid, at vi let kommer til at opgive at forsvare de psykisk syge førtidspensionister, de nedslidte, lavtlønsområdets arbejdsvilkår m.m., men også hvis vi ikke har en solid forankring i nutiden (hvor vi ser elendigheden i øjnene og spørger hvad der konkret kan gøres ved den) og alternative fremtider, der baserer sig på vores potentielle, latente eller virtuelle styrke og begær i nutiden.

Af Eskil Andreas Halberg den 4. april 2012 - 2:36

Hej Jonas
Det er virkelig nogle gode indlæg. Tak for det.

Jeg abonere som dig heller ikke på elendighedsteorien. Det er vel faktisk den siddende regering der fortiden gør det. Der må skæres ned for at det senere kan blive bedre (stof til endnu et blogindlæg).
Min pointe er netop den modsatte. Det er netop i det vi afviser fremtiden, at optimismen ligger gemt. Heri mener jeg så også, at fremtiden besides af andre end os. Den må vi give afkald på. Det er i forvejen ikke vores. Og i denne bevægelse, kan nye livsformer sætte ind, med det samme. Vi behøves netop ikke at vente på fremtiden.

Det er rigtigt at indlægget lægger op til en afvisning af velfærdsstaten. Men jeg mener oprigtigt, at velfærdsstaten er reaktionær i dag. Den kan ikke løse samtidens problemer i en globaliseret verden. Keynes kommer ikke igen. Vækst er ikke en løsning. Der er ikke mere at vækste på. Vi arbejder allerede for meget, og klimaet har det ad helvedes til. Den kontrakt som velfærdsstaten er bygget på er gået i stykker. Se bare på diskussionerne om grænseoverskridende arbejdskraft eller migrationsspørgsmål. Venstrefløjen håndtere denne udfordring virkelig dårligt. Og det bliver ofte til reaktionære løsningen.

Om vi skal stå op mod nedskæringer. Naturligvis! Vi skal da ikke findes os i, at rettigheder vi har haft bliver taget fra os. Men måske skal vi kigge os omkring, i vores samtid efter nye måder, at løse problemerne på. Måske.

Tak for gode indlæg. Mega optur! 

Af Jonas Gielfeldt den 4. april 2012 - 12:21

Det er muligt vi ikke er så uenige, men alligevel. Jeg synes det er vigtigt, at man netop ikke lader de nuværende krisetendenser blive til en skæbnefortælling om senkapitalismens forfald. Ingen af os ved om krisen er permanent, hvis ikke den er, hvor lang tid den så vil vare. Hvorfor er vækst en umulighed? Det kan vi reelt ikke vide. Der er tegn i sol og måne på, at det ikke ser så godt ud, men vi kan reelt ikke vide, hvad der er situationen om 10 år. 

Jeg håber på vækst, og hvorfor så det? Jo fordi det historisk set er i opgangsperioder, at vi har stået stærkt i klassekampen (se fx John Kelly 1998). Kriser producerer muligvis modstand, men arbejderklassen ender typisk med at tabe klassekampen, og det ender oftest i apati. Bare se på UK i 80erne.

Som god gammeldags gramscianer mener jeg vi må se på, hvad vores reelle styrkepositioner er. Vi er pt. ikke i en styrkeposition til at kunne fremmane vilde alternativer. Det kan godt være keynesianismen er reaktionær og ikke er radikal nok, men hvis det er den der kan bruges til at fastholde nogle historisk vundne rettigheder så er det altså fint for mig. Når vi har en anden styrkeposition, skal der absout radikaliseres mht. fx Økonomisk Demokrati, borgerløn m.m.   

 

 

 

Af Ole Bjørn Dahl den 4. april 2012 - 15:10

haha  lyder som  LSD

det hele giver mening så længe trippet varer så vågner man op og ser  det hele var en illusion,

da ville skrive dette var det fortid, da skrev det var det nutid,
nu er det fortid.

:)

Af madsen den 5. april 2012 - 20:02

ej hvor fedt jeg troede det der fra soundcloud var et eller andet kedleigt teori. men så kom der bar egod musik og nu danser jeg og ryger joints og spiser chips. juhuuuuuuuuu

Annonce