Forudsigeligt

I fredags var jeg til gammel-elevfest på mit tidligere gymnasium, Metropolitanskolen på Nørrebro.

Jeg skulle mødes med min gamle klasse inden for at spise noget mad. Alt var ved det gamle – okay, nu er det også kun 2½ år siden, jeg blev student. Men alligevel var det meget overraskende, hvordan alt var, som det plejede. Vi delte en flaske billig hvidvin ude foran skolen, helt ligesom vi gjorde inden gymnasiefesterne dengang, vi gik der.

Til middagen faldt alle, inklusive mig selv, ind i de gamle roller. Den slags kunne man godt have forudset, men det kan jo også være svært at rive sig ud af sin gamle sociale rolle.

Men en ting er rollerne i en gymnasieklasse. At rive sig ud af sin rolle i samfundet er langt sværere.

Næsten alle fra min gamle gymnasieklasse laver det, som enhver sociolog ville have gættet på – nemlig det samme som deres forældre.

I min gymnasieklasse havde de fleste forældre med en mellemlang videregående uddannelse, på nær nogle få med ufaglærte forældre, og nogle få med en lang videregående uddannelse.

Tragisk nok er mønstret for min gymnasieklasse præcis det samme. De fleste er i gang med mellemlang videregående uddannelse.

Dem som har ufaglærte forældre, arbejder ufaglært and so on. Til slut er der så dem, der ikke blev studenter – deres forældre er ufaglærte.

Jeg er ret sikker på, at andre kan fortælle samme historie om deres gamle gymnasie- eller folkeskoleklasse.

Jeg vidste jo godt et eller andet sted, at det ville være sådan. Efterhånden har jeg holdt min del af oplæg om uligheden i uddannelsessystemet og læst en god stak statistikker. Alligevel slog det mig sgu, at virkeligheden og statistikkerne siger det samme.

Den eneste fra min klasse som ikke er det sted, som alle havde forventet, er klassens ballademager. Han er andengenerations indvandrer og har ufaglærte forældre, som ikke taler dansk. Alle, og her må jeg indrømme, at det er inklusiv mig selv, havde regnet med, at han på nuværende tidspunkt ville sidde i en skummel hashklub, men nej!

Klassens ballademager har som den eneste fra min klasse brudt den negative sociale arv. I dag er han lærerstuderende, bor i sin egen lejlighed i Hundige og arbejder i et forsikringsselskab ved siden af studiet.

Det er en meget smuk historie. Men desværre er den smukke historie undtagelsen, der bekræfter en lorte-regel.

Når den negative sociale arv er så tydelig, så er der fandme ikke nogen, som skal komme og sige, at i Danmark har alle en chance for at nå toppen. Eller for den sags skyld, at alle er lige i det her samfund.