Annonce

8. oktober 2012 - 23:39

Formandsvalg i den folkesocialistiske

Jeg støtter Annette, fordi jeg synes, at hendes projekt er det stærkeste og fordi hun bedst kan favne og få partiet samlet videre. Fordi hun kan puste liv i debatten og begejstre medlemmer og vælgere for et samfundsforandrende socialistisk projekt - i loyalitet over for indgåede aftaler.

Jeg har forsømt min blog her på Modkraft på det seneste. Det er ellers ikke fordi jeg ikke har tænkt, diskuteret og skrevet politik den sidste tid, men med Villys meget overraskende meddelelse for lidt over en måned siden om at han trækker sig fra formandsposten, har der været andre fora at rette opmærksomheden på. Jeg tvivler dog på, at ret mange af jer ligefrem har savnet stof om SF-formandsvalget.

Når jeg blogger om det her og nu, er det fordi Andreas Albertsen har bragt formandsvalget ind på sin Modkraft-blog. Jeg kan godt lide Andreas og jeg kan godt lide at debattere med ham, så derfor kan I regne med, at jeg godt kan lide at skrive denne blog.

Jeg støtter Annette Vilhelmsen som formand. Det gør Andreas ikke, så her er der rum til debat. Og nu debatten er åbnet med kritik af de politiske projekter, går jeg ind i den, så der er bud fra begge sider her på Modkraft.

 

Samfundsforandrende projekt

Der er flere grunde til, at jeg støtter Annettes kandidatur. Den største er dog, at jeg finder hendes projekt stærkest. Hun har fra starten af sit kandidatur (eller rettere dag 2 – den første gik mest med mediemøllens personlige portrætter af hende) meldt ud, at SF skal holde fast i at være et selvstændigt socialistisk parti i regeringen. Som hun skriver i sit opstillingsgrundlag, skal SF være ”regeringsbærende men ikke systembærende.” Den linje har hun konsistent fulgt i sin formandsvalgkamp, hvor hun har foreslået et kritisk eftersyn af de økonomiske regnemodeller, så især den grønne omstilling kan komme op i omdrejninger, at det - når det kan lade sig gøre for de forlig, der findes nu - bør overvejes om ikke en dagpengeperiode, der følger økonomiens op- og nedture (fx som Andreas Albertsen og jeg har skrevet en kronik om) og at SF skal arbejde for en international skat på finansspekulation – også selvom den ikke bliver global.

Jeg synes, at det er tre gode forslag, der viser vejen mod et parti, der vil bruge regeringsmagten til at forandre og som ikke mister målet af syne, selvom vejen dertil må gå ad små skridt. Endnu et eksempel er, at Annette i sin kronik skriver, at ”Vi skal regulere, hvor markedskræfterne fejler og vi skal arbejde os frem mod en økonomi, der er mindre drevet af de enkeltes grådighed og mere drevet af den fælles ansvarlighed.” Det har hun fulgt op med at understrege vigtigheden af at styrke socialøkonomiske og fællesejede virksomheder, så vi ikke kun regulerer de private profitvirksomheder, men også supplerer dem med sociale alternativer og kollektive ejerformer. Den samme vilje til andet end regulering af markedet, har jeg ikke set hos Astrid.

Mere lighed – også økonomisk

Jeg hører nok til de mere nørdede, men jeg har fra starten hæftet mig ved, at Annette stiller op på et grundlag om at samfundet skal være mere lige. Astrid Krag taler kun om lige muligheder. I debatten mellem kandidaterne på Deadline i går var det kun Annette, der sagde fuldtonet ja til at der skal omfordeles fra top til bund, fx gennem øget beskatning af dem i toppen. Hun fremhævede nogle af de tiltag i skattereformen, der rammer toppen hårdest, men lod også forstå at omfordelingskampen ikke stopper her. Hun har tidligere sagt, at SF bør have en klar holdning om på fornuftig vis at øge boligskatten, når det kan lade sig gøre igen – dvs. efter skattereformens udløb.

Astrid Krag ville ikke lægge sig så sikkert fast på at der skal omfordeles mere fra de rigeste til de fattigste. Det er efter min mening en central del af socialistisk politik at mindske forskellen mellem rig og fattig - ikke kun at styrke middelklassen. Jeg har ofte hørt politikere på centrum-højre tale om lige muligheder – forskellen ligger i omfordelingen, der skal gøre lighed til virkelighed. Det mener Astrid måske også, men hun har ikke gjort det klart for mig efter de 11 debatmøder, jeg har overværet og de medieoptrædener, jeg har set.

Et åbent samfund

Den tredje grund til at jeg støtter Annette Vilhelmsens politiske projekt er, at hun vil kaste SF ind som en progressiv stemme i værdikampen. Som beskrevet ovenfor er det vigtigt for mig, at de materielle værdier omfordeles mere retfærdigt, men værdier findes også i form af menneske- og samfundssyn. Her har Annette skrevet det meget klart i sin kronik:

”SF's svar på det åbne samfund skal åbne vores øjne for, at vi er en del af en mangfoldig verden, som vi har meget at byde, men som også har meget at give igen. Grænsebomme, pointsystemer og tørklædeforbud viser et samfund, der reagerer på baggrund af forskrækkelse og fordomme i stedet for at tage positivt, selvsikkert og udadvendt imod. Et fast håndtryk og et bestemt blik i øjnene viser større styrke og tiltro til egne værdier, end at værge for sig med skræmte øjne. Og vi skal tro på vores værdier om humanisme, demokrati, ligestilling og tolerance. De er husreglerne hjemme hos os.”

Jeg har ikke hørt Astrid Krag sige andet om værdipolitikken, end at det var noget rod at hun som integrationsordfører umiddelbart udtalte sig positivt om VKO’s forslag om et pointsystem, og derefter sendte SF fjorten dage i flyverskjul  med meldingen ”det kan være fornuftigt at have et pointsystem”. Først derefter kom vi ud med et S-SF pointsystem, der ikke var for kønt. Det var noget rod, men jeg har ikke hørt Astrid lægge afstand til tankegangen og menneskesynet bag et pointsystem, der opdeler mennesker i rigtige og forkerte. Adspurgt på et debatmøde om det ikke er ret tydeligt, at det var der, SF for alvor begyndte at gå tilbage i medlemstal og meningsmålinger, svarede Astrid ret undvigende, at ”det var vigtigt at få væltet VKO”.

Kandidaternes konsistens

Andreas Albertsen vurderer bl.a. kandidaterne ud fra deres konsistens.  Det synes jeg er fint. Som nævnt mener jeg, at Annettes formandsvalgkamp har haft en fast konsistens, idet hun har vist, at hun selvfølgelig er lige så forpligtet til at overholde aftaler, som alle andre SF’ere, men at hun også er forpligtet på forandring. Sidstnævnte er SF’s eksistensberettigelse, og forsømmer man at fremstille mål, der er særlige for SF, og som ligger ud over regeringsgrundlaget, risikerer man at SF’s selvstændige berettigelse sløres.

Lad mig lige løbe nogle af sagerne fra formandsvalgkampen igennem: Annette har fra start stillet sig solidt inden for SF’s politiske program når det gælder 24-års regel, europæisk skat på finansiel spekulation, dagpenge og øget skat på de rigeste, fx gennem noget i stil med en millionærskat. Astrid Krags svar på SF’s position på disse områder i Jyllands-Posten 19. september lod især på disse punkter en del tilbage at ønske, set fra en SF-synsvinkel. I det omfang hun udtalte sig, var det inden for regeringskonsensus, men ikke SF’s selvstændige politik. Siden har Astrid Krag skiftet kurs på spørgsmålet om europæisk skat på finansiel spekulation, så hun nu er på linje med partiet.

Et af hendes ”nye, konkrete forslag” om en grøn fond bestående af eventuelle nye indtægter fra en genforhandling af Nordsø-aftalen, var hverken nyt eller konkret, men godt designet til lejligheden. Anne Grete Holmsgaard foreslog i 2007: “Hvis man årligt tog bare 0,5 mia. af de ekstra skatteindtægter på 10 mia., der i øjeblikket kommer fra Nordsøen, og lagde dem i en fond til sikring af fremtidens energiløsninger, så ville vi virkelig kunne rykke”.

At forslaget heller ikke er ret konkret, illustreres ved at regeringen, ifølge Børsen angiveligt har opgivet genforhandlingen af aftalen. Det kan forhåbentlig være forkert, men finansieringen er i bedste fald hypotetisk.

Astrid og nogle af hendes støtter mente, at Annette var på farlig kurs, da hun som noget af det første sagde, at SF skulle have en skarpere selvstændig profil. Senere kom Astrid med en melding om, at det tætte S-SF-samarbejde burde ophøre. Gad vide, hvad reaktionen havde været, hvis Annette havde leget med ilden på den måde..? Socialdemokraternes politiske ordfører mente i øvrigt, at den akse længe havde været død…

Begge kandidater taler om øget medlemsinddragelse og debat. Begge foreslår at genoprette udvalg og indføre mere debat. Astrid sad i Hovedbestyrelsen, da udvalgene blev nedlagt og medlemsbladet blev renset for medlemsdebat. Det samme skete årene før i SFU, mens Astrid var formand. Det er selvfølgelig flertal i de respektive ledelser, der har besluttet det, men flertal som Astrid var en del af.

Det var tilsyneladende en udvikling hun dengang bifaldt i SF: "Under overskriften 'Ung SF-komet kræver topstyring' bragte Jyllands-Posten i foråret 2008 et interview med Astrid Krag. For der var behov for topstyring i SF, forklarede den da 25-årige politiker: ”Jeg har det meget køligt med ordet topstyring, for der er ingen tvivl om, at der er behov for ledelse og styring i et stort parti som SF med 16.000 medlemmer og 23 folketingsmedlemmer,« sagde Astrid Krag.”

Jeg skal være den sidste til at beklage, hvis Astrid har ændret opfattelse og indset behovet for bedre inddragelse og mere levende debat, men når Andreas finder konsistensen relevant som kriterium, vil jeg bare gøre opmærksom på, at Astrids nye meldinger ikke hænger sammen med hendes tidligere positioner. Jeg håber, at hun vil arbejde for sin nye linje, hvis hun bliver formand, men jeg synes Annettes troværdighed er noget stærkere på dette punkt.

Samlet set forekommer Annette mig ubetinget mest konsistent i sin politiske og organisatoriske linje

Det dårlige selskab

Der har fra nogle af Astrids støtter været en masse vrøvl om Annettes motiver – og da det ikke bed, gik det så på motiverne hos det dårlige selskab, der støtter hende. I virkeligheden synes jeg bare, at det aktualiserer arbejderdigteren, Carl Scharnbergs, gode ord: ”Det nye sker, når den, der altid er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig.”

Jeg kan altså ikke lade være med at trække på smilebåndet, når nogle af Astrids støtter går i pressen med skræmmende advarsler, fordi de mener, at Annettes støtter vil trække SF ud af regeringen. Den eneste SF’er med et tillidshverv, der har sagt at SF skal trække sig ud af regeringen, er at finde på Astrids stillerliste. Det kunne jeg ikke drømme om at lægge Astrid til last, men vil bare påpege det over for de af Astrids støtter, der måtte være bekymret for kandidaternes støtter.

Holger K. Nielsen har udtrykt sin støtte til Annette med ordene: ”Når fx Emilie forsøger at miskreditere Annette, fordi Poul Overlund er blandt hendes stillere hører alting op. Jeg agter at stemme på Annette, fordi hun efter min mening bedst vil kunne samle partiet.  Men det er altså ikke en stemme på Poul Overlund, som det er helt irrelevant at bringe ind i debatten. Og som en kommentar til Steen Gade kan jeg tilføje, at jeg helt forstår, hvad der kræves af en partiformand i et regeringsparti.”

Jeg mener også, at Annette er den sikreste garant for et stærkere SF i en stærkere regering.

Regeringsrealisme

Jeg tror at Annette og vi, der støtter hende, har klargjort nogle hundrede gange, at vi ønsker at SF skal blive i regeringen og at vi vil respektere de aftaler, vi indgår. Det skal vi og det vill vi. Annettes kommunale meritter vidner om at hun mestrer forhandlingens og loyalitetens kunst, samtidig med at hun tegner en skarp SF-profil (der sidder 5 SF'ere i Kertemindes byråd på 25 medlemmer. Det er 20 %. Annette fik ca. 50 % af de afgivne SF-stemmer.)Omvendt kunne man måske med større ret spørge, hvordan SF skal sikres en selvstændig profil, hvis vi kun kan sige det, der ligger inden for de indgåede kompromisser? 

Endelig bekymrer det mig lidt, at Astrid på et debatmøde i Valby lod forstå, at hun ikke mener, at regeringspartierne skal lave et nyt fælles regeringsprogram, hvis det nuværende slipper op, ud fra en overordnet betragtning (næppe ordret refereret):"Der er ikke brug for en tur i tårnet mere. Der bliver jo lavet masser af resultater, der ikke står i regeringsgrundlaget, og det skal vi blive ved med." Hvis partierne ikke skal lægge arm om et fælles program, hvordan pokker skal SF så få aftryk på de områder, hvor der ikke er SF-ministre? Og vigtigere, set fra et regeringssynspunkt: Hvordan kan regeringen fungere som en enhed, der arbejder koordineret med i det mindste en flig af en rød tråd?

Det virker ikke som en realistisk opskrift på et velfungerende regeringssamarbejde, at hver minister bare skal køre sit eget løb - eller at det hele skal tages ad hoc i Koordinationsudvalget.

At skabe begejstring og bevægelse

Det er umådeligt vigtigt, at en formand kan favne mange forskellige medlemmer og indgyde begejstring blandt medlemmer og vælgere.

Hvis nogen har brug for at jeg underbygger min påstand om, at Annette er bedst til det sidste, kan jeg henvise til de målinger, der er lavet af de to kandidaters vælgertække. Fx denne, der viser, at 10 % af vælgerne vil være mere tilbøjelige til at stemme på SF med Annette i spidsen, mens det samme kun gælder 6 %, hvis Astrid står i spidsen. Selvfølgelig skal man tage sine forbehold med den slags, men noget må der ligge i det – det må i det mindste udelukke det modsatte synspunkt: At Astrid umiddelbart skulle være bedst til at vinde tilslutning i en bredere vælgerskare.

Annettes stil er upoleret, men problemet med dansk politik for tiden er, at det er blevet for poleret og professionelt. Folket står af, hvis kommunikationen mister den nerve, der ligger i nærværet. På de 11 debatmøder, jeg har været til, har Annette sat en klar dagsorden om at vi både skal kunne skabe regeringsresultater i dag og udvikle løsninger til i morgen. Hun er skarp, ærlig, reflekterende og giver oprigtige svar. Jeg har aldrig oplevet en så selvkørende politiker, der i dén grad kan bruge sin livserfaring og tage nyt til sig.

Astrid har holdt sig mere stramt til det samme manuskript på de fleste møder. Det er fint og driftsikkert, men der går noget nerve tabt. Hvis tilhørerne – og det har nogle af dem sagt til mig – oplever, at en politikers oplæg og svar virker for indstuderede, er det svært at virke oprigtig – uanset at man sikkert mener hvert et ord.

Jeg kender Astrid rigtig godt. Jeg har for fem år siden siddet i SFU’s landsledelse forretningsudvalg i de to år, Astrid var SFU-formand. Jeg har været kollega med hende i folketingsgruppen. Jeg har været til fester med hende. Astrid er uden tvivl umådeligt dygtig, men jeg mener, at Annette vil være den bedste formand for SF. Hun kan bedst skabe begejstring for vores politiske projekt, puste liv i debatten og demokratiet i SF og sikre samling og fremgang – også for regeringen.

Jeg kender Annette som en flittig og favnende landsledelseskammerat. Jeg har kun set og hørt godt om hende som folketingsordfører for en stor håndfuld områder: Børn og undervisning, erhverv, social, landdistrikter, handicap og IT&Tele. Som formand skal man dække mange politikområder. Det gør Annette.

Jeg støtter Annette, fordi jeg synes, at hendes projekt er det stærkeste og fordi hun bedst kan favne og få partiet samlet videre. Fordi hun kan puste liv i debatten og begejstre medlemmer og vælgere for et samfundsforandrende socialistisk projekt - i loyalitet over for indgåede aftaler.

Personligt har hun en solid, levet erfaring både i og uden for politik. Hun er udlært på et slagteri, har selv oplevet ungdomsarbejdsløshed, taget læreruddannelse, arbejdet som lærer og pædagogisk udvikler i en årrække, bl.a. på jobrotationskurser. Hun har i ti år været byrådsmedlem og senere også viceborgmester og udvalgsformand – bl.a. med det øverste politiske ansvar, da Mærsk lukkede Lindø-værftet og arbejderne skulle hjælpes videre med arbejde og uddannelse. Den erfaring er vigtig i den situation, landet står i nu.

Altså: Min støtte skyldes, at Annette kan tegne en tydelig SF-profil, der kombinerer handling, holdning og håb. Hun kan skabe begejstring og bevægelse og give rum til bredere politisk deltagelse i SF. Hun har en levet erfaring, der giver hende ballasten til at stå imod, når det er svært. For det bliver det, uanset hvem der vinder.

Men vi SF’ere skal stå sammen om at gøre det så let som muligt at skabe folkesocialistisk forandring efter lørdag d. 13. Det skylder vi, om ikke hinanden, så den bedre fremtid vi skal skabe.

Annonce