Forlig jer, skabhalse… Om SF som politisk subjekt…

De fleste kender udtrykket ”min nærmeste fjende”. Nogle vil mene, at dette betyder min største fjende, men en korrekt udlægning vil vel være den fjende, som står mig nærmest.

Dette udtryk har jeg sgu tænkt på mange gange, siden Villy fik luft under vingerne og især, når man læser ens venstreorienterede venner i SUF og Enhedslisten i deres Facebook-opdateringer og i debatter her på Modkraft, hvor der bruges sindssygt meget krudt på at kritisere SF’s højredrejning og ord som islamofobi, nyliberalister, strammere, generation DF, quasifascistoid osv. alle er blevet nævnt.

Men det gælder også den anden vej. Sjældent har man set et parti løbe så stærkt fra sin egen forhistorie, og gud fri mig vel, hvor er det patetisk til tider at se, hvordan resten af venstrefløjen skal fremstilles som halalhippier, fodformede gerningsmænds-sympatisører eller forkælet overuddannet elite uden kontakt med virkeligheden.

Og det sågar ofte fremført af små rimpede hønsemunde, der får Ritt Bjerregaard til at ligne et stort solskinssmil. Og når selv samme hønsemunde sidder på stud.scient.ruc det ene eller andets ansigt, som er gået direkte fra en privilegeret gymnasieungdom ind på drømmestudiet og direkte videre i politik, inden videnskabsteorien overhovedet er påbegyndt, ja så bliver det nærmest tragikomisk.

Bevares, jeg er sgu også bekymret over udviklingen i SF. Støtte til bankpakke, forsvarsforlig med flere milliarder til krudt og kugler i en situation, hvor VKO har fingrene på aftrækkeren og altså ikke SF selv for blot at nævne et par stykker.

Eller EU, hvor man nu går ind for en retspolitik, der med sine terrorlister, arrestordrer og undergravelse af retssikkerheden har åbnet øjnene for mange med sagerne om Fighters and Lovers, Oprør og nu Den Faglige Klub og gamle modstandskæmpere. Eller støtten til en EU-hær, der med Solana-doktrinen direkte har kopieret Bush’s angrebsdoktriner.

Og når SF-strategen Thor Møger Pedersen afslører en ikke eksisterende retningssans ved at kalde dette for venstreorienteret, så tør jeg sørme godt udfordre manden til et rask orienteringsløb, og det endda på trods af, at jeg ikke kan løbe 10 meter uden at mærke byggesjusket i knæet.

Men, for der er et men, og endda et stort et af slagsen. Når min gamle SF-kollega fra Randers fortsat bombarderer mig med velmenende Facebook-invitationer til grupper med social indignation, forsvar for asylansøgere eller hvad ved jeg, så kan jeg sgu se, at vi er på samme side. Og når alt krudtet bruges på at bekrige sine nærmeste, hvad pokker så med Løkke, Pia og de andre borgerlige? Hvordan går det med kritikken her?

Selvfølgelig skal SF da kritiseres, når de skrider ud, og selvfølgelig er det et stort problem for vores politiske projekt, når ens nærmeste ven bliver den nærmeste fjende – politisk set.

Omvendt har jeg svært ved at se, at det skal være politisk illegitimt at gå efter magten, som SF ønsker, selvom jeg ikke tror på deres projekt på langt sigt. Dertil minder det for meget om Die Grüne i Tyskland eller SV i Norge, der begge har skuffet fælt mange vælgere. Prisen har allerede været dyr. Og i mine øjne for dyr.

Min pointe er imidlertid, at når vi bruger så forholdsmæssigt meget krudt på en til tider skinger kritik af SF, så forsømmer vi vores egen politik, vores egen store fortælling om solidaritet, socialisme og ligeværd.

Og hvad værre er, vi bekræfter såmænd SF’s vrangbillede af os selv som nogle skingre utopister, der er mere interesseret i gold kritik og egen selvforståelse end egentlig politik – sådan skåret lidt skarpt. Og så får vi næppe overbevidst de mange nye SF’ere om, at politikken halter.

Personligt synes jeg, at det er vanvittigt spændende det vælgerskred, som er sket, hvor hundredtusinder af danske vælgere har flyttet sig og nu er klar til at stemme på et nyt og trods alt mere venstreorienteret parti end hidtil. Ligeledes havde jeg gerne set, at SF havde koncentreret sig om at flytte disses holdninger mere end blot at flytte egne holdninger og distancere sig fra resten af venstrefløjen.

Men udviklingen rummer stadig muligheder. Og skal denne udvikling ikke blot være en kopi af Norge, hvor utilfredse SV vælgere blot er gået til højre igen, ja så kræver det, at vi fastholder og udvikler vores egne visioner og lægger positive markeringer i de rum, som SF har forladt, hvad enten det er solidaritet, EU-kritik, krigsmodstand, eller andet frem for at råbe af SF alene.

Husk på kammerater, at de vælgere, der i dag siger, at de vil stemme SF, eller har meldt sig ind i SF, ja det er sgu da dem, som vi skal have over på vores side, hvis ikke vi blot skal være utopisterne, der gerne venter et par generationer mere på forandring. Og jeg tror næppe, at jeg får min gamle SF-kollega med på vognen, hvis dette råberi fortsætter…

Det er trods alt sjovere at have flere nære venner end nære fjender.