Forelsket i en anden mand

Jeg mødte ham til en gadefest i mit kvarter. Vi har fælles venner, og han har okkulte tegn tatoveret over det hele. Det er to gode muligheder for at starte en samtale. Vi sidder på en kantsten og deler en joint, mens vi snakker om de gamle, sataniske mestre og det ydre rum. Jeg går ud fra, han er til fyre, og læner mig ind og kysser ham på munden. Han kysser tilbage, og jeg ved, at det hele er okay.

Da vores venner går hjem, blæser vi op i en sidegade og bestiller pizza. Han får med spinat. Jeg får med grillet aubergine og hvidløg. Vi snakker om, hvor vi kommer fra og fortæller spring-ud historier. Vi griner af, hvor nervøse vi var dengang, og klokken lidt i 4 sætter vi kurs mod mit kollektiv.

Tre unge rødder ser os holde i hånd og spørger, om vi er bøsser. Da jeg svarer: ”også i den grad!” sparker de ud efter os, og jeg spytter efter dem. Måske ikke den mest strategiske reaktion, men det virker, og de lader os være. Min ven smiler til mig og ser ud, som om han føler sig som en prinsesse med en modig ridder. Sjovt nok føler jeg mig på samme måde. Fedt, at være svans. Så kan alle være prinsesser og riddere. Samtidig.

To andre bøsser på vej hjem fra byen spørger, om vi vil med hjem til dem. Vi griner og siger, at vi gerne vil være alene, for vi har lige mødt hinanden. De spørger, hvad mit tørklæde betyder. Det er magenta og sidder i venstre baglomme. Jeg svarer, og de griner.

Rundt omkring os er byens larmende, blinkende krop ved at falde til ro. S-togets skrattende lysæske sejler forbi, og jeg kommer i tanker om, at jeg skal ud med hunden, inden vi går i seng, så vi kan have en god morgen sammen, når vi vågner. Jeg planlægger hemmeligt at lave morgenmad på sengen med chokolade croissanter, börek, frugt, jogurt og kaffe.

Måske bliver han hængende hele dagen, og vi kan se film og gå ture og lære hinanden at kende. Måske kan jeg ligge og kigge på de okkulte tatoveringer hele dagen, og han kan fortælle i timevis om, hvad de betyder. Måske tager han hjem, når vi vågner, og jeg ser ham aldrig igen, og vi bliver drømmeagtige minder i hinandens indre fotoalbum.

Hjemme hos mig tager vi et bad, og han spørger, om jeg har hiv. Jeg svarer. Og tænker på en anden gang, jeg tog en dreng med hjem fra en fest.

Da vi var kommet i seng, blev han pludselig stille og sagde, at han skulle fortælle mig noget. Han sagde, han havde hiv. Jeg kom til at sige: ”I don’t care.” Men jeg mente: ”I don’t mind.” Det var ikke første gang, jeg havde sex med en hiv-smittet, og det bliver nok heller ikke sidste. Ingen grund til at være bange. Som den lokale aids-organisations slogan lyder: ”jeg ved, hvad jeg laver.”

Efter han har tørret sig med mit håndklæde, river en vandperle sig løs fra hans afblegede hår og løber ned af hans ryg og efterlader en lysende sti på hans hud. Han opdager det ikke selv. Men jeg kan ikke få billedet ud af hovedet. Jeg ved, jeg vil tænke tilbage på det de næste hundrede år.

Inde i sengen er vi rene og tørre og varme mod hinanden. Med fingeren tegner jeg masker på hans ansigt. Senere bliver det endnu vildere, og så spørger han, om jeg vil være top eller bottom.

Alt er til forhandling. Ting er ikke så fedtet ind i Hollywood og Joan Ørting. Endnu. Vi bestemmer selv. Laver vores egne regler. No boys, no girls, no bullshit.

Og den næste dag bliver han hængende. Og jeg laver den morgenmad på sengen. Han griner og kalder mig en player. Vi hører R Kelly. Vist mest for min skyld.

Han fortæller mig, at han også bor i kollektiv. Med en plante og sin hund. Så om eftermiddagen tager vi i skoven med hundene, så de kan tumle rundt i de visne blade, mens vi kigger på efterårets skovbrand. Kører på røven med S-toget. Det tør jeg ellers aldrig.

Vi snakker ikke om alle de alvorlige ting. Vi forhandler ikke kæresteforhold og monogami eller poly-regler. Vi kigger bare på hinanden og glemmer, at de andre kigger på os, når vi kysser. Som om de har fået glosuppe med kigboller i til middag.

Hans hud er gennemsigtig som vådt rispapir og med fregner. Han har smalle, brune øjne og taler med en accent, der er nuttet som Hello Kitty. Han går med T-shirten nede i de lange underbukser, som bliver holdt oppe med seler. Han går med kondisko fra ALDI og bløde fleecetrøjer, der lugter af en blanding af frisk luft og cigaretter. Han snorker en lille smule, når han er træt.

Jeg har taget et billede af ham, og han sagde, jeg skulle proppe det på min blog. Han tror, jeg er modeblogger. Jeg har prøvet at forklare ham, at det er jeg altså ikke.

Tirsdagen efter er vi på vej hjem fra et folkekøkken, der trak ud. Det er omkring midnat, da vi går hånd i hånd forbi tre unge rødder, der står og sparker til dækkene på deres bil, mens de snakker og ryger hash. Den ene giver mig respekt for min traditionelle, tyrkiske hue, som en veninde havde med hjem fra Istanbul. Jeg takker og peger på jointen og siger, at det lugter godt. Han vinker os over og rækker den videre. Da jeg tager et hvæs, giver han mig respekt for min lyserøde neglelak og spørger, om vi også bor her i gaden. Jeg peger på mit vindue og siger: ”dér.”

På vej ind i opgangen kigger jeg ind ad vinduet hos nogle kunstnere, der er i gang med at indrette et galleri i stueetagen. Mens de har lejet et lokale, hvor de kan sidde og tegne og høre musik, flytter der hver uge en fattig (som regel tyrkisk) familie ud af kvarteret og længere ud i forstæderne, fordi huslejen stiger med alle de unge, hvide kunstnere, der kommer ind fra forstæderne. Lokalet er helt lyst op af en projektørlampe. På gulvet ligger kunstnerne i ens, bordeauxrøde velour joggingdragter og har sex. De er skøre, de kunstnere. Og de er jo søde nok.

Nu har jeg kendt ham et par måneder, og han får mig til at føle mig som en million-kroner-seddel hver dag. Vores hunde er blevet venner og sover i hver deres lænestol, når jeg sover hos ham. Vi falder i søvn til stearinlys og musik fra hans land (og nogle gange fra mit). Hans krop er som en radiator, mens nætterne bliver koldere og koldere. Han kysser mig om morgenen, og det laver en klikkende lyd, når hans læber rammer min mund.

Mand, jeg har ikke været så forelsket i årevis!