Annonce

23. oktober 2012 - 11:58

Folkets skole - Skæbne eller et tilvalg?

Skolen – en skæbne eller et valg? 

En ny undersøgelse tyder på, at en klasse med mere end 30 % fra ressourcesvage hjem, vil trække de ressourcestærke elever ned. Det er nyt, fordi vi hidtil har ment at de stærke altid ville trække de svage op. Men nu ser det ud til, at klassekammerat effekten altså også har negative sider. 

Automat piloten er efterfølgende gået i gang: Vi må sætte en stopper for flugten til privatskoler og friskoler ved at stille større krav om socialt ansvar (læs: Gøre det dyrt og surt!) til de frie skoler og privatskolerne. Pisken skal frem.

Men forældres ønske om at vælge deres barns skole frit er bare et led i en naturlig samfundsudvikling, der har været i gang siden stavnsbåndets ophævelse, og som tog fart da industrialiseringen tømte landsby og kirke.

Den tids fællesskaber var næsten alle skæbnebestemt: Vi blev født i en by eller en landsdel. Vores forældre havde et erhverv, de hang på deres naboer og familie på godt og ondt, og de endte i det samme job, som deres forældre engang havde haft. 

Langt op gennem forrige århundrede var skolen og familien de sidste skæbnesfællesskaber, som vi måtte leve med, mens alt andet var blevet mere og mere til valgfællesskabner: Hvor vil du bo, hvad vil du lave og hvor vil du arbejde.

 

Opbruddet i kærnefamilien, som i halvfjerserne førte til dannelsen af Kristeligt Fokeparti, var et opgør med et skæbnesfællesskab, som indtil da var skrumpet fra de mange generationer under samme tag til kærnefamilien og nu truede med helt at atomiseres eller ende i frie fællesskaber mellem voksne individer. 

Men folkeskolen er rent faktisk gået sejrende igennem det hele. Siden Venstrebønderne gjorde oprør mod de tærsk deres børn fik i den sorte skole og dannede friskolen, har der ikke været antaster til oprør mod det sidste skæbnesfællesskab indtil dettte årtusind pludselig har sat fart på forældre og børns ønske om en skole, de kan lide. Det har aldrig været friskolens ønske at gnave sig ind på folkeskolens domæne. I mange år var tallet stabilt omkring de 10 %, og de to typer af skoler levede side om side til inspiration - og provokation måske også? – for hinanden. 

Men en stigning, hvor friskolen nærmer sig en fordobling af andelen er klart et tegn på krise. Den sidste rapport over den afsmittende effekt af sociale udfordringer, vil få flugten til at tage fart.

 

Så kommer pisken frem!

 

Jeg vil opfordre til, at man lærer lidt af historier som Helle Thornings og Mette Frederiksens. Begge svorne tilhængere af ”Folkets Skole” og begge måtte kapitulere, fordi de ikke var villige til at ofre deres egne børns skoleglæde på idealismens alter. 

Hatten af for dem! Og fanden tage dem, der lader deres børn betale for deres fine principper! 

Så i stedet for at svinge pisken må guleroden frem.

Tre gode råd til folkeskolens politikere og aktører:

 

  1. Få omsat al den uddannelse, der er puttet i folkeskolen til ny praksis! Alt for ofte bliver lærere mødt med en dyne af repressiv tolerance, når de vender hjem med nye tanker og ideer efter en længere videreuddannelse. Undervisning er mange steder stadig en privat ting mellem lærer og klasse, og mange lærere synes, de har fået nok af politikeres ideer om deres praksis. Få indført modeller for, hvordan nye ideer omsættes og fælles processer igangsættes! En række forsøg med den rummelige skole, som den tidligere regering gennemførte, tyder på, at det der løfter lærere og elever er oplevelsen af at have et fælles projekt. Så kan det have mange overskrifter – læringsstile, ansvar for egen læring, Freinet eller hvad som helst næsten!

  2. Få lukket lærerværelserne. Undervisningsministeren snakker om heldagsskole og ny nordisk skole. Godt initiativ, men lærerene skal frem på banen som kulturbærere – ikke bare i timerne men i hele skoletiden. Lærere og elever skal ses – også i pauserne! Det er her, der snakkes og findes idealer og kammerater. Alt for meget sker fordi de voksne ikke udfylder rollen som kulturbærere.

  3. Indfør et ordenligt arbejdsmiljø på vores skoler. De fysiske rammer betyder mere for læringsmiljøet og dermed for kvaliteten i undervisningen, end man skulle tro. Få kunstnere ud på skolerne og stå for rummenes udformning i samarbejde med elever og lærere, som skal leve med værket bagefter. Giv børn kvalitet. Vi voksne vil heller ikke arbejde i et stinkende rottehul med dårlig akustik eller strid belysning! Udvid loven om arbejdsmiljø, så den også omfatter eleverne. Det vil også gøre det mere attraktivt for lærerne at være der.

 

Fællesskabet i folkeskolen skal være et attraktivt tilbud – ikke en sur pligt, som gør fællesskabet til en straf.

 

Begrav begrebet ”Folkets skole” og gør skolen til et sted for læring, hvor børn og unge er omgivet af voksne, der vil være sammen med dem i gode fysiske rammner, der inspirerer til det arbejde og den begejstring læring er.

 

Baggrund for bloggen: Pernille Frahm har arbejdet som lærer i Friskolen i 12 år, i Folkeskolen 3 år og 4 år på heldags skoler for socialt belastede børn og unge. Pernille Frahm har en master i specialpædagogik.

 

 

 

Annonce