Annonce

12. april 2012 - 21:29

Folkesocialistisk forandringsstrategi

I skrivende stund, dagen før SF-landsmødet er vi flere SF’ere, der her på Modkraft forsøger at definere SF’s rolle og strategi. Jeg er glad for at se, at de seneste ugers debat har bragt os nærmere hinanden i forståelsen af, at vi skal være et mangfoldigt folkeparti, der også som noget helt centralt fører arbejderpolitik. Det vi enige om, uanset om andre siger, at vi har en fetich for Kansas eller fodformede. Det var det, jeg skrev en blog om for 14 dage siden.

Jeg ønsker, at partiet skal organisere sig med vægt på det decentrale og giver plads til intern debat mellem forskellige strømninger og opfattelser. Som Gert Petersen sagde i sin sidste landsmødetale som formand:

”Vi har ellers i de sidste 13-14 år udviklet en stil, der gav plads til uenighed og rimelig og saglig diskussion herom, uden at man drog hinandens motiver i tvivl. Denne stil må ubetinget bevares. Det betyder for det første, at der skal være højt til luftet i SF. Det skader os ikke en døjt, at der luftes forskellige synspunkter, hvis det gøres på den rigtige måde. Af og til må vi skære igennem og fastslå, at det og det er partiets synspunkt – til forskel fra det private synspunkt. Så står det klart. Men vi må ikke tvinge nogen til at opgive sit synspunkt eller lade være med at tale for det. Kætteri er sundt.” (Mortensen 2011: s. 266)

 

Klassens kampe

Marxismen, som jeg mener, at SF er og bør være inspireret af, baserer sig på klasseanalysen, hvor det definerende er klassernes forhold til produktionsmidlerne. Den centrale konflikt koges ind til proletariatet mod kapitalen. Ikke middelklassen mod underklassen. Ikke kortuddannede mod langtuddannede.

Med ordene om kætteriets sundhed i baghovedet, vil jeg tillade mig at tilføje, at samfundet og produktionsforholdene har ændret sig siden Marx. Ikke så meget, som post-modernister påstår, men nok til at den manuelt arbejdende lønmodtagergruppe ikke kan stå alene som en socialistisk bevægelses rekrutteringsgrundlag. Arbejdsmarkedet er i dag kun for 2/3 af den arbejdsduelige aldersgruppe. Det skyldes nogle nye, forstærkede eksklusionsmekanismer i kapitalismen, som repræsenterer et behov for en nuancering og udvidelse af arbejderklassen og den position som revolutionært subjekt, ligesom den stigende specialiserede arbejdsdeling og den stigende gennemsnitlige uddannelseslængde gør det.

Kampen mod den udstødelse og fremmedgørelse, som kapitalismen, men også til dels velfærdsstaten, skaber, må indgå centralt i den socialistiske strategi. Socialister må også stå på de ekskluderedes side, ud fra solidaritet i begrebets egentlige forstand.

Den socialistiske bevægelse må selvfølgelig også basere sig på lønmodtagere i produktions- og servicefag som en helt central gruppe. Men i det moderne samfund har en politisk bevægelse også brug for folk, der er skolet i administration og kommunikativt arbejde. Rudi Dutschke talte om ”den lange march gennem institutionerne”. Dem, der foretager denne march er typisk langtuddannede, men de kan som socialister hjælpe med at bane vejen for at overskride kapitalismen. Socialister bør ikke være fortalere for djøfisering, men bør heller ikke kaste sig ud i maskinstormeri mod boglig uddannelse.

SF genvandt sin styrke i 70'erne og 80erne ved at indoptage kvindebevægelsen, fredsbevægelsen og miljøbevægelsen ved siden af arbejderbevægelsen. De idealer og interesser, disse nye bevægelser var udtryk for, kan ikke kobles til klasse. Idealer, værdier og menneskesyn er også politik. Alt er politisk, sagde venstrefløjen for fyrre år siden. Jeg er enig. Poltisk engagement er ikke kun for egeninteressen, men også samvittigheden og idealerne. Begge dele er legitime politiske bevæggrunde. Socialistisk politik må ikke kun handle om dagen og vejen i lokalsamfundet. Det må også handle om livets andre forhold - fred, frihed, ligestilling, klima, kultur og udvikling.

 

Regeringsmagt som middel

SF blev, i hvert fald i Aksel Larsens øjne, stiftet med realpolitisk indflydelse som formål.  Således sagde han i et svar til SF-venstrefløjen under det røde kabinet:

”Vi ved naturligvis alle, at der er medlemmer og kredse i partiet, såvel som udenfor, der har den diametralt modsatte opfattelse, at vi ikke må gå i samarbejde og da slet ikke med socialdemokraterne, men skal være et såkaldt renhjertet oppositions- og demonstrationsparti. Dem skal jeg ikke ved denne lejlighed polemisere imod. Jeg vil blot nøjes med til læsning at anbefale et godt lille skrift af Lenin om politiske børnesygdomme. Dem burde vi jo snart være vokset fra. Vi brød jo med den golde og uselvstændige oppositions- og demonstrationspolitik, da vi dannede vort parti netop med det erklærede formål at øve indflydelse med en ud fra socialistisk målsætning opbygget konstruktiv politik.” (Mortensen 2011, s. 127)

Gert Petersen beskrev også i 1967 SF’s rolle i ”det røde kabinet” som ”næsten som at være i regering – men uden de bindinger som påhviler et regeringsparti” (Mortensen 2011, s. 118). En rolle, han så som fordelagtig i forhold til et mere uforpligtende samarbejde, men samtidig med en erkendelse af, at regeringspartier ikke danser på roser.

Regeringsmagt skal ikke være et mål i sig selv. Det skal være et middel, der skal anvendes, hvor det gavner målet om et socialistisk samfund mest. Det har jeg ønsket at understrege, ved at foreslå sætningen i principprogrammet:

»Vores almindelige strategi er dog at søge at indgå i en magtbærende blok med arbejderbevægelsens øvrige partier, samt progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med.«

Ændret til: ”SF er parat til at løfte regeringsansvaret, i situationer og konstellationer, hvor det skønnes at være den bedste måde at virkeliggøre partiets politiske prioriteter både på kort og langt sigt.”

Regeringsdannelse med borgerlige partier kan aldrig være et mål eller et princip i sig selv. Det kan være at foretrække i en situation, hvor vi ikke har rødt flertal, men ikke en generel, langsigtet strategi. Vi kan være enige med radikale og andre borgerlige om forskellige politikområder, men vores fremtidsvisioner for samfundet er grundlæggende forskellige, ligesom vores analyser af samfundet og dets udfordringer er forskellige, hvilket dette principprogram gerne skulle illustrere. Det vil altid være en konkret vurdering, om deltagelse i en regering og en sådans sammensætning er den bedste kort- og langsigtede strategi, hvilket dette forslag slår fast.

 

Røde regeringsresultater

Så bliver spørgsmålet, om den førte politik i regeringen, som SF jo på godt og ondt er medansvarlig for, kan retfærdiggøre SF’s regeringsdeltagelse. Jeg kan på forhånd afsløre konklusionen: Det vil afhænge af øjnene, der ser. I mine øjne må det fremhæves, at SF selvfølgelig har sat fingeraftryk på regeringens politik, der trækker i socialistisk retning. Det gælder kickstarten af økonomien, der mindsker ledigheden. Oprettelse af langt flere praktikladser.  Fjernelse af skattefradrag for private sundhedsforsikringer. Mulighed for kompetencegivende kurser til arbejdsløse. Fjernelsen af fattigdomsydelserne, der mindsker fattigdommen. Ændringen af familiesammenføringsreglerne, så de bliver mere humane og at asylansøgere skal kunne arbejde og bo uden for asylcentrene efter seks måneder. 1 mia. kr. til billigere og bedre kollektiv transport og så er den kriminelle lavalder hævet til 15 år igen.

Det er en start, der markerer et brud med den borgerlige regerings politik på en lang række områder, selvom det ikke er den øjeblikkelige legemliggørelse af rød revolution. Det er dog et klart kursskifte væk fra den politik, der blev født af den ulækre alliance mellem nyliberalisme og nationalkonservatisme under VKO. Et kursskifte, der tager os længere væk derfra, fordi SF trækker sin del af læsset i regeringen.


Samfundsforandring kræver samfundsbevægelse

Der er mange væsentlige politiske kampe, som socialister må udkæmpe i samfundets bevægelser og ikke kun fra parlamentariske platforme. Fremvæksten af en socialistisk markedsøkonomi kan ikke skabes alene gennem statsmagten, men kræver at producenter og forbrugere bygger kooperativer og andre former for ikke-kapitalistisk virksomhed. Virksomhedsdemokrati og medarbejdereje er en væsentlig ingrediens i afskaffelsen af kapitalistisk udbytning. Det skabes nedefra og af samfundet, ikke ovenfra af staten. På samme måde må der kæmpes aktivt og kreativt i boligbevægelsen, miljøbevægelsen, fagbevægelsen, for ligestilling, international solidaritet og andre vigtige delkampe. 

Socialistisk regeringsmagt er ikke i modstrid med disse kampe, men i samspil. Fra samfundets socialistiske praktikere kommer der input til lovgivning, der kan understøtte bevægelserne og deres mål.  

Bevægelsen, der virker gennem demokratisk reform og trinvise fremskridt skal have det nye - det socialistiske - samfund, som sit klare mål og frihed, lighed, solidaritet og bæredygthed som de fire verdenshjørner i sit kompas. 

Annonce