Fjaltring round 2

Jeg sidder midt i en tung eksamen, og det er koldt uden for, hvor vejret ikke engang længere kan mønstre sne, men i stedet formaster sig til at bedække København i usselt sjap.

Jojo, elendigheden står for døren. Men det lader jeg mig nu ikke gå på af, om end både eksamen og vejret modarbejder min gode vilje. Denne blog skulle egentlig heller ikke være en selvretfærdig bøn om medynk.

Julen står også for døren, og den gik jeg så småt og glædede mig til på vej hjem gennem sjappen, og den ene tankestrøm tog den anden, og lige pludselig kom jeg i tanke om et perspektiv, jeg havde udeladt i de blogs om min mormor, jeg lagde op her på siden i sommers. Jeg tror, at koblingen var noget med småkager —> min mormor —> Fjaltring —> blog - eller noget i den retning

Det grundlæggende interessante ved min mormor og ved Fjaltring som case er det liv, der er netop i den by. Der er ingen tvivl om, at der er noget om Udkantsdanmark-snakken, idet der helt konkret sker en centralisering af jobs i byerne, men ikke desto mindre er der noget helt særligt i en by som Fjaltring, som man ikke har blik for i denne debat.

Grundlæggende oplever jeg gennem min mormor Fjaltring som et forpligtende fællesskab. De mange forskellige ting, der foregår er dels en videreførelse af gamle traditioner i byen, hvor Indre Mission aldrig har stået synderligt stærkt, og forsamlingshuset i stedet blev brugt til at dyrke højskolesangbogen i stedet for salmebogen.

Dels er det de forskellige kulturtilbud der er i Fjaltring, som er helt unikt for den lille flække. Der er udstillinger og foredrag på Bovbjerg fyr, der er teater, der er forfattere, musikere og billedkunstnere der bor og skriver, og der er bogklubber for byens beboere.

Det er en sød historie, men hvorfor er den politisk relevant? Det er et godt spørgsmål, jeg måske også blev stillet i en kommentar til den første blog om min mormor - eller også var det til en af de andre kommentarer.

Politisk synes jeg, det er interessant, at Fjaltring fungerer som en helhed. Man ved hvem hinanden er, og der er samlende begivenheder for hele det lille samfund. Det er interessant, fordi det ikke bare er bonderøve, der befolker Fjaltring. Der er netop forfattere, ingeniører, psykologer, landmænd og pensionister i mange afskygninger.

De fungerer sammen som et fællesskab og indbyggerne ser sig selv som en del heraf. Det bliver lynhurtigt romantiserende at opstille billeder af mini-samfund som dette og sige "Se bare! Sådan skal vi gøre i resten af Danmark", men jeg synes, det er interessant, hvordan denne mærkværdige klassesammensætning har skabt et lokalsamfund rigt på kultur og på nærvær.

Jeg kan på ingen måde forestille mig at have så tæt et forhold med nogen bare fordi de bor i nærheden af mig. Jeg hilser til nøds på mine naboer i min opgang, og vi inviterer hinanden til vores fester for at købe aflad for den larm, vi laver, og det er helt fint.

Jeg vælger mine venner og omgangskreds ud fra helt andre præmisser end geografi så at sige. På den måde er Fjaltring måske også et levn fra en tid, hvor den fysiske forankring i virkeligheden betød noget andet og på den måde mere, end den gør i dag.

Noget jeg særligt bider mærke i ved de ting, min mormor sagde, er hendes holdning til indvandrere. Hun vil gerne have dem til Fjaltring, fordi hun mener, beboerne i Fjaltring ville være gode til at få dem inddraget i deres liv. Det tror jeg sgu også! Men hvem gider flytte til the outskirts of Vesterhavets klitter?

Jeg tror, det bedste man kan gøre ved en utilpasset indvandre-familie er at sende dem til Fjaltring. Heri ligger måske kimen til god integration - det ved jeg ikke. Jeg tror i virkeligheden, integration starter med gensidig forpligtelse og anerkendelse. Der skal stilles krav om, at man vil demokratiet, men til gengæld skal man forlange respekt for det man yder.

Det er i virkeligheden et godt princip for mange andre sammenhænge end integration: Man skal kunne forvente noget af hinanden og modsat forvente at få noget igen. Man skal gøre sin pligt og kræve sin ret - og man skal ville fællesskabet. Man skal ville hinanden det gode.

Det vil de i Fjaltring, så udfordringen er at skalere Fjaltring op i samfundsperspektiv. For mig er de hamrende interessante - også fordi de netop har skabt et forpligtende fællesskab på tværs af klasse- og aldersskel deroppe med relativt simple midler: Viljen til at tage del i andre menneskers liv og kravet om at blive taget seriøst af dem som den man er uanset fortid.

Tiden står på en måde stille i Fjaltring. Jeg lagde mærke til, at naturen for min mormor betyder meget. Den barske, men også smukke natur er (foruden hendes venner i Fjaltring) en af grundene til, at hun ikke flytter til København til resten af sin familie. Hun er på en eller anden måde mere opmærksom - på naturen og på andre mennesker.

Jeg ved ikke, om det kommer med alderen - jeg er i hvert fald ung og rastløs og ikke har tålmodighed til at gå lange ture og nyde naturen. Jeg ved ikke, om der er sjap i Fjaltring - det er ikke et område, der er særligt veloplyst af google earth. Jeg ringer sgu lige til min mormor og hører ad!