Annonce
Filmanmeldelse: SALT
SALT er en actionfilm fra 2010 med Angelina Jolie i hovedrollen som CIA-agenten og spionen, Evelyn Salt. Jeg har set den tre gange. Og selvom det måske lyder underligt, vil jeg kalde SALT en feministisk film. Udelukkende fordi den ikke er sexistisk.
Du kan se traileren til filmen her. Så slipper jeg for at skrive, hvad den handler om.
At der overhovedet findes en actionfilm med stort budget og en kvindelig, påklædt hovedperson er nærmest en præstation i sig selv, men det, jeg lagde mærke til, da jeg så filmen, var, at den fuldstændigt manglede de sexistiske traditioner, som man finder i de fleste mainstream film.
Sexistisk tradition # 1: The Male Gaze
I film (og tegneserier og reklamer osv.) benyttes ofte det, man kalder The Male Gaze, det mandlige blik. Det betyder, at man ser ting fra den heteroseksuelle mands synsvinkel. Mænd er dem, der kigger. Kvinder er dem, er bliver kigget på.
Læs en god artikel om The Male Gaze
Det betyder, at kameraet ofte filmer kvinder nedefra, fokuserer på kvindens krop og ikke hendes ansigt, og ofte beskærer billedet, så kvindens hoved slet ikke er med. Kvinden er ofte letpåklædt og placeret så kameraet (og den mandlige, heteroseksuelle biografgænger) har ”god udsigt.” Og sexscener er et nærmest obligatorisk element i film, der gerne vil vises i biffen.
Vi, der er trætte af at glo på heteroseksuelle sexscener, bliver sparet for det i SALT. Og Evelyn Salt træder ikke frem på lærredet som stykke kød, som den mandlige beskuer kan fortære. Og Angelina Jolie er ellers en af Hollywoods største sexsymboler.
Hun er i næsten hele filmen klædt i høje halse og lange bukser. Hun er beskidt og blodig, hvilket hverken er særligt sexet eller særligt feminint (i mainstream forstand). Og kameraet fokuserer på hendes ansigt og hendes handlinger frem for på hendes krop.
Sexistisk tradition # 2: Kvinder er aldrig interessante i sig selv
I langt de fleste film er hovedrollen en mand, der indgår i en handling, hvor stort set alle hans modspillere er mænd. Hvis der er kvinder i filmen, har de som regel den funktion at vise noget om mandens baggrund, følelsesliv eller magt.
Det er med til at bekræfte det mandlige som det neutrale, det vigtige og det, som alle kan relatere til, mens kvinders erfaringer bliver overset og gjort usynlige og dermed uvigtige.
Der findes en test, der kan vise noget om kvinders tilstedeværelse i en film. Testen er meget simpel. Den består af 3 spørgsmål, som man skal kunne svare ja til, hvis en film skal kunne bestå.
1. Er der to eller flere kvinder, som har navne, i filmen?
2. Taler de med hinanden?
3. Taler de med hinanden om noget andet end mænd?
Det lyder sindssygt, men langt de fleste film kan faktisk ikke bestå testen. Og selvom jeg kækt erklærer SALT for en feministisk film, er den desværre ingen undtagelse. Der er ingen andre kvinder i filmen end Evelyn Salt. Ingen.
Men en kvinde er alligevel en kvinde mere end i film som Valhalla Rising, Hurt Locker, Men Who Stare at Goats og No Country For Old Men, hvor der ikke er en eneste kvinde.
Få testen forklaret i denne video og se, hvor mange af dine yndlingsfilm, der ikke består
Hvor de fleste film handler om en mand (eller en gruppe mænd), der har et eller andet drama kørende med nogle andre mænd, så de kan erobre, beskytte eller udnytte nogle personlighedsløse kvinder, er rollefordelingen i SALT vendt om.
Salts mand er en 2-dimensionel figur, som vi ikke hører meget om, og som mest af alt har den funktion at vise os Salts menneskelige side. Og så er det Salts ønske om at beskytte sin mand, der sætter hele filmens drama i gang.
Sexistisk tradition # 3: Kvinder skal lide dobbelt, før de må hævne sig
I mange film – for eksempel i alle Quentin Tarantinos film – kan man se, at hvis en kvinde skal have lov til at træde i karakter og stå op for sig selv, forsvare sig selv eller hævne sig, så skal hun først igennem de mest utrolige lidelser.
For kvinder er det ikke nok, at nogen kalder dem ”homo,” kigger på deres kæreste eller stiller spørgsmålstegn ved deres ære. Kvinder skal voldtages, tæves og begraves levende, før det bliver okay, at de siger fra.
Tænk på Kill Bill eller Death Proof. Tænk på Thelma & Louise. Der skal altid et eller andet exceptionelt modbydeligt til, før manuskriptforfatterne giver deres kvindelige roller lov at gå amok.
I SALT tager Evelyn Salt sin del tørre tæsk. Men forskellen på SALT og mange andre film er, at hun ikke skal igennem noget, som hendes mandlige modparter ikke også skal igennem. Og det er helt naturligt i filmens logik, at hun hævner sig og giver igen af samme skuffe.
Se to mænd komme op at slås i They Live, fordi den ene ikke vil prøve den andens solbriller
Sexistisk tradition # 4: Vold mod kvinder skal være seksualiseret
Når der er vold mod kvinder på film, er det ofte seksualiseret vold. Når man alligevel skal være voldelig, kan man ligeså godt vedligeholde den kønnede orden også, synes logikken at være.
Kvinder får tæsk på helt andre – og mere ydmygende – måder end mænd. Og det er snarere reglen end undtagelsen, at seksuelle overgreb er en del af volden. Igen er SALT anderledes.
I åbningsscenen bliver Salt tortureret, mens hun ligger i undertøj på et beskidt gulv, men selvom skaberne af filmen havde rigelige muligheder for at bringe den seksualiserede vold ind i billedet, har de ladet være.
I en (film)verden hvor voldtægt bare er endnu et underholdende element, der appellerer til vores følelser, kan det kun have været et bevidst valg ikke at tage det med.
Sexistisk tradition # 5: Ingen film uden kvindeforagtende skældsord
At bruge sexistiske skældsord som bitch, whore, pussy og so, luder, tøs og møgkælling er så udbredt, at mænd også bruger dem om hinanden. Det ændrer bare ikke på, at de beskriver noget kvindeligt og derfor ikke kan løsrives fra sexismen.
I SALT er der tusind scener, hvor mænd er vrede på en kvinde og derfor ligger det lige for at benytte sexistiske skældsord. Men det gør de ikke. Igen kan jeg kun tro, at det har været et bevidst valg at fravælge sexismen i en (film)verden, hvor den slags ord er ligeså almindelige som kameraer.
SALT nedbryder sexistiske stereotyper
SALT er ikke en feministisk film på samme måde som Baise-Moi eller Itty Bitty Titty Committee, men det er en film, der – tilsyneladende bevidst – fravælger nogle af Hollywoods mest fastgroede, sexistiske traditioner og viser, at kvinder kan ting, som det ellers kun er mænd, der får lov til at kunne.
Når man har set Evelyn Salt få hældt benzin ned i mavesækken gennem en tyk plastikslange og blive sparket i maven og stadig ikke indrømme, at hun er spion, bliver det svært at holde fast i fortællingen om kvinder som svage.
Og det er det, det handler om. Det er film (og andre medier), der skaber vores stereotyper. Og når der kommer en film som SALT, der er med til at nedbryde skadelige stereotyper, fordi den viser os noget andet, så er det feministisk.
Og det er sgu god, feministisk ironi, at når lortet brænder på, smider Salt de høje hæle, så hun kan løbe og kaster sine trusser op på overvågningskameraet, så hun kan få fred til at bygge en bazooka af rengøringsmidler og kontormøbler.
Samlet vurdering: 4 ud af 5 stjerner
Jeg giver SALT 4 ud af 5 stjerner. Den manglende stjerne er, fordi filmen ikke klarer filmtesten. Jeg synes, den ville have vundet point, hvis hovedpersonen havde været en del af en feministisk bande.
Men på den anden side… det kan man jo sige om alle film.
Tre gode dokumentarfilm om film, køn og seksualitet, som kan ses på nettet (tryk på link):
Annonce
