Farvel til Blå Bjarne - tid til et mistillidsvotum

Dette blogindlæg er skrevet sammen med min gode kammerat Jakob Lausch Krogh, der er bestyrelsesmedlem i Enhedslisten-Amager Vest og kandidat til Enhedslistens hovedbestyrelse. 

Enhedslistens hovedbestyrelse besluttede på sit møde lørdag den 6. april at give “...folketingsgruppen mandat til at stille mistillidsvotum til ministre, hvis indholdet i de pågældende sager retfærdiggør et sådant.” En af de sager, der ifølge hovedbestyrelsens vedtagelse ville kunne udløse et sådant mistillidsvotum er ”...sagen om en lokumsaftale mellem Finansministeren og KL om at tromle lærerne.” 

Vi opfordrer derfor Enhedslistens folketingsgruppe til at gøre netop dette - stille mistillidsvotum til Bjarne Corydon. De to sidste sætninger i Enhedslistens program lyder: ”Enhedslisten skal udvikle sig til et parti, som er i stand til aktivt at deltage i og påvirke klassekampen. Enhedslistens parlamentariske arbejde er et vigtigt redskab i arbejdet for at opnår disse mål."

Et mistillidsvotum er det stærkeste parlamentariske signal, man kan sende. Hvis vi skal leve op til programmets løfter om, at vores parlamentariske arbejde skal udvikle og påvirke klassekampen, må vi være villige til at tage de skrappeste parlamentariske midler i brug for at imødegå en så omfattende lockout som den, der har ramt landets lærere. 

Hvis ikke vi vil tage de kraftigste parlamentariske midler i brug, hvordan skal vi så kunne overbevise pædagoger og andre om, at de skal tage et så alvorligt, men også nødvendigt skridt som sympatistrejker i brug? 

Omvendt, hvis vi sender et klart signal om, at den her konflikt er så vigtig, at vi vil tage alle parlamentariske midler i brug, bliver det også nemmere at skabe aktiv solidaritet med lærerne uden for parlamentet. 

Der er basis for et mistillidsvotum 
“Derfor er mit svar også, at børn og lærere skal tilbringe mere tid sammen på skolen.” Sådan sagde Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med folketingets åbning sidste år, da hun lancerede ideen om heldagsskolen. Hendes tale indholdte også en klar trussel til lærerne: ” I det nye folketingsår er vores vigtigste opgave at investere i vores børn og unge. Uddannelse er vejen både til at få alle med og til at drive vores samfund videre… Vi skal træffe de beslutninger, der er nødvendige for at få Danmark helt og godt gennem krisen og ind i fremtiden. Og vi skal træffe dem sammen her i Folketinget.”

Skolelederforeningens formand, Anders Balle, har beskrevet de overenskomstmæssige konsekvenser af Thorning-Schmidts signaler i åbningstalen og af forslaget om heldagsskole sådan her: ”Vi skal have en arbejdstidsaftale, som passer til regeringens reform af folkeskolen, som er på vej. Den reform kræver større fleksibilitet og mere samarbejde i skolen. Derfor ønsker vi et større ledelsesmæssigt råderum”. 

I samme interview med Dagbladet Politiken siger han om mulighederne for at skabe disse forhold på skolerne, at ”[d]et afhænger af hvor meget lærerne bliver kørt over i overenskomstforhandlingerne.”

Også såvel undervisningsminister Christine Antorini som Kommunernes Landsforenings chefforhandler Michael Ziegler har understreget, at regeringens skolereform står og falder med, om det lykkes at gennemtrumfe en ny (og dårligere) arbejdstidsaftale for lærerne under overenskomstforhandlingerne.

Samme budskab lød fra Bjarne Corydon efter det samråd i Folketinget, som Enhedslisten i sidste uge havde indkaldt til på grund af den tætte samkoordinering mellem regeringen og Kommunernes Landsforening i overenskomst-forhandlingerne: 

"Hvis vi vil have at vores børn skal være mere sammen med deres lærere, og være det på en ny måde, så er det en nødvendig del af det, at man arbejder på en måde og har arbejdstidsregler på en ny måde. Det kan man simpelthen læse i vores udspil, der er ikke stukket noget ind under stolen”

Det mest interessante ved det pågældende samråd var imidlertid det, Corydon ikke sagde. Som Enhedslistens gruppeformand Per Clausen udtrykte det samme dag: “Han kunne jo bare nøjes med at sige, at han ikke havde sagt noget, der kunne forstås som om, der ville komme et regeringsindgreb, der lever op til KL's krav, og at det derfor ville være helt uforståeligt, hvis KL havde fået det indtryk.”. Men Corydon havde åbenbart sagt noget, hvor det ikke ville være helt uforståeligt, hvis KL havde fået indtryk af, at finansministeren støtter dem.

Da Politiken i søndags kom på gaden indeholdt den mere end indicier for aftalt spil i overenskomstforhandlingerne, nemlig en rygende pistol i form af en afsløring af en resultatkontrakt, som Finansministeriet har indgået med Moderniseringsstyrelsen, der forhandler med de statsansatte lærere, der også er lockoutede.

”OK13 skal være løftestang for at fremme Moderniseringsstyrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken”, som det står sort på hvidt i kontrakten. 

Af kontrakten mellem Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet fremgår det desuden, at man efter overenskomstforhandlingerne med lærerne, vil rette opmærksomheden mod andre gruppers lønninger og arbejdstid - ”identificere potentialer på udvalgte områder”, som hedder i aftalen. 

Med andre ord ved vi nu, at der er indgået en lokumsaftale mellem Finansministeren og KL om at tromle lærerne. Og det vil styrke lærernes kamp, hvis vi stiller et mistillidsvotum til Bjarne Corydon. Derfor opfordrer vi Enhedslistens folketingsgruppe til at gøre netop dette. Vi opfatter det som den bedste måde at leve op programmets løfter om at bruge det parlamentariske arbejde til at styrke klassekampen. 

Det er derfor tid til at sige farvel til Blå Bjarne via et mistillidsvotum. Hvis Thorning & Co. vælger at gøre det til en afstemning for eller imod regeringen, er det deres eget valg. Hvis de ønsker at fortsætte på posten, vil de dog gøre klogt i ikke at gøre spørgsmålet om finansministerens politiske overlevelse til en tillidsafstemning om regeringens politik. For uanset hvad der ellers sker, er det et politisk ultimatum, at Don Corydon må væk.