Fagbevægelsen i lort til halsen

Der er skrevet, ment og sagt mangt og meget om fagbevægelsens tilstand, men det meste har kørt i samme rille i flere år. Fantasiløsheden kender ingen grænser i mediernes, fortids-, nutids og fremtidseksperternes tilgang til årsagerne til fagbevægelsens faldende medlemstal, manglende indflydelse og fordoms styrke.

De standardiserede diagnoser lyder på: Individualiseringens (Beck 1997, Giddens 1997) triumfindtog i arbejdsklassen, opbrud i klassesamfundet (Ebbinghaus & Visser 2000, Pakulski & Waters 1996), ungdommens historieløshed, arbejdets forandrede karakter, nye ikke-tayloritiske arbejdsformer, nye ledelses- og styreformer (New Public Management) og virksomhedernes tilbud om højere løn og bedre arbejdsforhold der overstiger de krav, som fagforeninger ellers sikrer (Guest 1995, Navrbjerg 1999)

At specielt LO fagbevægelsen styrtbløder, skulle være åbenlys for enhver der følger lidt med. 300.000 LO-medlemmer - svarende til godt hver fjerde - har forladt fagforeningerne under LO i de seneste otte år. Landets to største fagforbund måtte i 2012 sige farvel til medlemmer i tusindvis. 3F (Danmarks stærkeste fagforening??) mistede godt 20.000 medlemmer, mens HK sagde farvel til omkring 10.000 medlemmer.

Dette er ikke et nyt fænomen, det er blot blevet intensiveret de senere år. LO fagbevægelsens medlemstal toppede i 1994 og er faldet lige siden. Det paradoksale ved hele dommedagsprofetien er imidlertid, at de faglige organisationers medlemstal slet ikke falder i den grad, som man forventer. Men det er blot en ringe trøst, for i den private sektor har flere brancher – primært handel, hotel, restauration og forretningsservice, - er der tale om en regulær nedsmeltning. 

2000’ernes nyliberale ”union buster” Regering har om nogen faciliteret vandringen fra LO fagbevægelsen gennem deres ideologiske pakker som f.eks. ”frihedspakken” (2002), beskæring af a-kasse og fagforeningskontingenter i (2009) og afskaffelse af eksklusivaftalerne i 2006 (på baggrund af en dom i den Europæiske menneskerettighedsdomstol, hvor Danmark tabte)

Spørgsmålet er blot om alle disse objektive forhold i sig selv kan forklare hvorfor fagbevægelsen på 29’ende år forsat har medlemsflugt?

Vi kan selvfølgelig fortabe os i alle mulige og umulige analyser af kapitalismens, velfærdsstatens og arbejderklassens forandringer og disse forandringers indvirkning på fagbevægelsens styrkepositioner eller mangel på samme.

Mig bekendt er der aldrig nogen der har meldt sig ud af en fagforening, fordi de fik for meget i løn, godt arbejdsmiljø, for lang ferie og for høj pension!

Det største problem er derimod, at fagbevægelsens politiske, ideologiske og faglige indflydelse styrtbløder mere end medlemstallet. Dette forhold er stort set fraværende i den hjemlige debat. Diskussionen og erkendelsen af fagbevægelsens egen rolle, egen andel og eget ansvar i udviklingen er ikke-eksisterende både internt og eksternt i fagbevægelsen.

Vé den fagbureaukrat der vover pelsen og rejser kritik indadtil eller udadtil, han/hun skal nok forvente at få nogle hug fra den "velfriserede-flinkeskole-konsensus-tilpasningspolerede" del af fagbevægelsen. De vil påstå, at man hænger det beskidte vasketøj ud til offentligt skue. Men det handler ikke om at sige dét ”menigheden” vil hører, men om at rejse den nødvendige diskussion. Alternativet til ikke at sige det der skal siges, er langt værre.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er vi forbundne kar. Vi sidder i samme båd. Det hjælper ikke at sige, at vi skal passe hver vores. Forsætter eroderingen af medlemsgrundlaget i den private  sektor, så får det konsekvenser for alle, - også i den offentlige sektor. Rammer vi først tippepunktet så bliver det først rigtigt svært at rette op.

Hvad man gør og ikke gør i de forskellige fagforbund, er derfor ikke kun forbeholdt det enkelte forbunds medlemmer, men et anliggende for hele fagbevægelsen.

Lorteaftaler på det private område smitter af på det offentlige område og omvendt. Forbund og lokale fagforeningers underbud og indgåelse af dårlige nye overenskomster og aftaler bliver af arbejdsgiverne brugt mod andre Forbund og lokale fagforeninger.

Rockwoollaget – i koncernens eller medlemmernes tjeneste?

Der er cirka 20.000 valgte og ansatte i den kongelige danske fagbevægelse. Størstedelen af disse udgør i dag et rockwoollag i fagbevægelsen. Alt for mange indtager en fragmenteret og perifer rolle i fagbevægelsen som klappekage politikere og sagsbehandlende- og juridiske teknokrater.

De gør deres daglige dont, men heller ikke mere! De får deres (gode) løn af medlemmerne og hjælper og servicerer medlemmerne i dagligdagen. Alt sammen godt, men ikke godt nok!

Vi ser sjældent 20.000 valgte og ansatte til forskellige aktiviteter, demonstrationer eller møder som vedrører deres medlemmers vilkår. Aktivisme er nemlig noget andre beskæftiger sig med.

Ethvert forbundshus med ”respekt” for sig selv har i dag omdannet sig til en koncernlignende virksomhed, hvor de selvsamme styringslogikker som vi bekæmper i den offentlige sektor stortrives.

At være ansat i fagbevægelsen, er ikke længere et adelsmærke på at man er en del af grundfortællingen om solidaritet, sammenhold og kampen for et mere lighedsbaseret samfund. Det er blot et arbejde blandt andre jobs, hvor rockwoollaget agere servicemedarbejder og vicevært på vegne af en model, aftaler og overenskomster som modparten skider på hvis det er muligt.

Tænk hvis alle fagbevægelsens valgte, ansatte, TR og AMR'er mødte op til demonstrationer, og havde det som en del af deres DNA, at det er helt naturligt og essentielt at deltage i fagbevægelsens solidariske happenings for arbejderrettigheder og velfærdsstat.

 ”Frihed, lighed og broderskab” og "Når jeg ser et rødt flag smælde" er reduceret til rituelle floskler brugt i klappekageforsamlinger, generalforsamlinger, kongresser mv. år, efter år, efter år, efter år ..... sørgeligt, sandt og dybt foruroligende.

Vi stemmer med fødderne og håber på at det holder vores tid ud. Eller vi sætter vores lid til at Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA, som en bedre supermand og alene mand kan løse den samlede fagbevægelses problemer, udfordringer og dalende medlemstal (FOA bløder også).

Selvom Dennis Kristensen som den mest markante i dansk fagbevægelse taler alle (og ikke kun sine egne) medlemmernes og velfærdsstatens sag, og vi kunne klone Dennis Kristensen i hundredtusinder udgaver, så er frelsermodellen ikke tilstrækkelig.

Så når fagbevægelsen står i lort til halsen, skyldes først og fremmest, at fagbevægelsen accepterer at stå i lort til halsen.

Det er ikke arbejdsgiverne, nyliberalistiske regeringer under røde og blå banner eller EU offensiv der er problemet, men fagbevægelsens eget fravær af politiske-, ideologiske- og handlingsmæssige modtræk.

Så: “Don't blame Wall Street, blame yourself”. Man kritiserer jo heller ikke tigeren for at være tiger.

Fagbevægelsen der ikke ville bruge sine våben

Konflikten mellem KL (Kommunernes Landsforening) og DLF (Danmarks Lærerforening) understreger til fulde fagbevægelsens faglige og politiske impotens. Magen til manglende vilje, mod og lyst til at bruge de våbentyper der er til rådighed, skal man lede længe efter. Muligheden for at knockoute Vestager, Corydon, Vilhelmsen og Ziegler er serveret på et sølvfad.

I stedet for handling er vi vidner til et pinagtigt klynkeri omkring Regeringens og KL´s legitime kampskridt: lockout af lærerne. En lang række ledende fagforeningsbosser har åbenbart glemt den danske models basale spilleregler.

Når offentligt ansatte må strejke (overenskomstforhandlingerne i 2008) så må arbejdsgiverne vel også benytte deres kampmidler. I arbejds- og klassekamp er det nu engang styrkeforholdet der afgør udfaldet af en konflikt.

Problemet er ikke KL´s lockout eller manglende vilje til forhandling, - MEN fagbevægelsens manglende evne, mod og vilje om at besvare arbejdsgivernes legitime kampskridt med fagbevægelsens modsvar!

Fagbevægelsen kan da ikke på den ene side hylde ”den danske model” og samtidig klage over at arbejdsgiverne bruger deres våbentyper, blot fordi man ikke selv vil bruge sine.

I stedet produceres myten om at Regeringen med deres koordinering med KL, er ude på grissebassen. Men der er intet nyt under solen i koordinering mellem en Regering og KL.

Men det nye er, at Socialdemokraterne og SF ikke længere koordinerer deres politiske dagsorden i det parlamentariske arbejde med fagbevægelsen. Det (nye) trist er at fagbevægelsen hverken evner eller ønsker at koordinere sin indsats: politisk og strategisk.

KL og Regeringen tager netop en åben kamp, med en klar og tydelig dagsorden. Man kan vel ikke fortænke modparten i at fremstille modpartens synspunkter som utroværdige. Der er grundlæggende ikke tale om et angreb på den danske model, blot en svag fagbevægelse uden en klar modstrategi og modsvar.

Regeringens nye praksis er at den har sat beløb på deres forhåndsdiskonterede krav og resultat: lønmodtagerne skal betale for finanskrisen og underfinansieringen af velfærdsstaten.  

Men der er intet ved Regeringens og KL's adfærd som burde komme som en overraskelse. Det er blot en del af ”The New Normal” i en tid hvor den sociale partnerskabsmodel aka klassesamarbejdet er opsagt. Den ændring har KL annonceret med deres nye arbejdsgiverpolitik i efteråret 2012. 

På den ene side følger Regeringen og KL spillereglerne i den danske model efter alle kunstens regler og på den anden side har de opsagt klassesamarbejdet. Det er denne dobbelthed, som alt for få i fagbevægelsen kan gennemskue.

De ubesvarede spørgsmål i forhold til lærerkonflikten er: Hvorfor har lærerne ikke for længst inviteret resten af fagbevægelsen til at iværksætte sympatikonflikter i overensstemmelse med den danske model?? Hvorfor har de fagforbund, hvis medlemmer er de tætteste samarbejdspartnere med lærerne ude i landet, ikke valgt at sympatikonflikt som modsvar på KL´s ”angreb” på den danske model?? Hvorfor har forhandlingssamarbejdet KTO på tværs af hovedorganisationerne ikke varslet sympatikonflikt?

Hvis LO & FTF virkelig frygter for den danske models fremtid, hvorfor er alle våbentyper så ikke taget i brug på nuværende tidspunkt?? Vi har jo alle vidst hvordan det ville ende i rigtig lang tid!

Hvis alle organisationerne valgte at dele udgifterne til en sympatikonflikt mellem sig, vil det være en solidaritetserklæring, der ville presse Regeringen & KL helt i bund. Men desværre har hverken DLF, BUPL eller andre end FOA ønsket at benytte de våbentyper som er tilladt i en overenskomstmæssig konflikt.

I stedet får vi masser af pralepapir, men det eneste der tæller er handling. Kollektiv handling og fællesskabets styrke.

Konflikten mellem KL, Regeringen og DLF er en forspildt mulighed af dimensioner, som kunne forrykke styrkeforholdet til fagbevægelsens og velfærdsdagsordenens side. Men i stedet bliver det udstillet for hele verden, at fagbevægelsen er fagbevægelsens egen værste fjende.

Fagbevægelsens ledere vil grundlæggende set ikke solidaritet, hvis det indbefatter handling! Som et ordsprog siger, fiskene rådner altid fra hovedet.

Vi har sejret ad helvede til

Thomas Nielsen var formand for LO fra 1967 til 1982. Hans afskedsreplik på LO's ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 16. februar 1982, har siden stået som nærmest profetisk: ”vi har flyttet hegnspæle” om opbygningen af velfærdsstaten, - men specielt ”vi har sejret ad helvede til” står frem og må i dag betegnes som spot on i diagnosticeringen af fagbevægelsens stedmoderlige forhold til arbejderbevægelsens historiske resultater.   

Siden Thomas Nielsen gik på pension har LO fagbevægelsen grundlæggende set ikke, haft én eneste vision for udviklingen af et mere lighedspræget samfund, - for slet ikke at tale om en strategi for at nå dertil.

Efter nutidens målestok fremstår idéen om økonomisk demokrati (ØD) som et revolutionært krav, men det var det langt fra i 70’erne da det så dagens lys.

Det var blot en klassisk, men visionær reformistisk vision om et mere reguleret kapitalistisk samfund. (Kampen for økonomisk demokrati (ØD), gik ud på, at lønmodtagerne skulle have andel i virksomhedernes overskud og medbestemmelse over hvordan midlerne skulle geninvesteres.)

Men nutidens topledere i arbejderbevægelsen: politiske partier, FTF, LO, AC, Forbund og fagforeninger, er ingen Thomas Nielsen. De har ingen offensive og modige visioner eller strategier for en revitalisering af velfærdsstaten og fagbevægelsen. De har dårligt nok respekt for den arv de er valgt til at forvalte og stå på skulderne af.

Tværtimod forsøger de med alle midler at undergrave de bærende søljer i velfærdsstaten og fagbevægelsen, - med deres accept af at finanskrisen er et spørgsmål om offentlig uansvarlighed og ”nødvendighedens politik” a la Corydon-style.  

Hvor er nutidens krav om en ”humanisering” af kapitalismen? Eller krav om en forstærket (international og national) regulering af finanskapitalen? Eller krav om et progressivt skattesystem, hvor de rigeste betaler mest til finansieringen af velfærdsstaten? (Det er ikke kun revolutionære der kan bedrive kapitalismekritik, det er (var) selve kernen i det reformistiske projekt: kapitalisme med et menneskeligt ansigt)

Selv den mest nedtonede og afdæmpede kapitalismekritik er ikke-eksisterende i fagbevægelsen. Nogle få forbund har dog 5 minutter i 12, formuleret en kritik af New Public Management (NPM). Men endnu færre har gjort bekæmpelsen af NPM til en del af deres fagpolitiske arbejde og strategi i Kommuner, Regioner og Stat.

Fagbosserne er tilfredse med at agere administratorer og viceværter i bofællesskabet ”Den danske model”. En opgave der hverken aftvinger sig respekt, opbakning eller indflydelse fra bofællesskabets andre beboere. Viceværten har mistet grebet over bofællesskabet og kan ikke få de øvrige til at overholde husreglerne.

Der pisses bogstaveligt talt på alle husreglerne, alt imens viceværten hele tiden forsøger at overbevise de beboere som ønsker husreglerne overholdt, om, at alle fortsat bakker 100% op om hele bofællesskabets vision, mission og værdigrundlag.

Et par velmenende HK-formænd har forsøgt sig med et populistisk ”vi går efter manden” og ”vi-gider-ikke-gamle-mænd-i-røde-seler” forslag. De krævede topviceværten skiftet ud og truede med at flytte til en mindre afdeling af bofællesskabet (FTF).

HK’erne tror i deres vildfarelse, at det hele handler om X-faktor og hvis man bare skifter en kransekagefigur ud, så løses alle problemerne. Men hvad skal vi med nye fagbosser, hvis det er mere af det samme, blot uden røde seler.

”Don’t mention the War”

Fagbevægelsen har mistet sit politiske og ideologiske kompas og GPS. Det ideologiske bagtæppe og politiske beredskab er ikke eksisterende som en kollektiv størrelse og en fælles referenceramme. Politisk og ideologisk skoling på arbejderbevægelsens idegrundlag er forsvundet fra fagbevægelsens TR uddannelse.

I dag handler det om selvrealisering, karriereudvikling og skoling i markedslignede ledelseslogikker. Medlemsmøder handler ikke mere om systemkritik, afmontering af borgerlige ideer, men om stikkeopskrifter, tupperware og find din indre snehare.

Hovedparten af fagbevægelsen fra top til bund er magtløs overfor for de udviklingstræk og ”megatrends” der gennemtvinger radikale brud i samfund, arbejdsmarkedet og blandt medlemmerne.

Fagbevægelsen lever i verden af i går, - eller mere præcist i verden som den så ud før årtusindskiftet. Den danske fagbevægelse (fra forbundsledelser, over fagforeninger til den lokale tillidsrepræsentant) har ikke opdaget, konsekvenserne af den nyliberalistiske offensiv: klassesamarbejdet er ensidigt opsagt af vores modparter, både nationalt og internationalt.

Den sociale partnerskabsmodel ideologi (klassesamarbejdsmodel) står for fald. I Danmark tror fagbosserne i FTF & LO at klassesamarbejdet og konsensuspolitikken forsat er intakt. Det ses tydeligt i den selvtilstrækkelige og supernationalistiske tilgang til lønmodtagernes situation i resten af Europa og fravælgelsen af samarbejdet med ETUC (europæisk LO).

Fagbevægelsens tillidsfolk, uanset hvor i fødekæden de er placeret, forstår grundlæggende set ikke hvad nyliberalisme (ideologisk, politisk og økonomisk) er for en størrelse og slet ikke hvordan dens trojanske hest New Public Management har omdannet velfærdsstaten til en markedsorienteret konkurrencestat.

Det er ikke deres skyld eller fordi de er dumme, men fordi fagbevægelsen ledende tillidsfolk ikke selv forstår omfanget af den nyliberale tsunami.

Hvis der ikke kommer en ny erkendelse af de reelle problemstillinger, fra top til bund i fagbevægelsen, - så står vi overfor en mega røvfuld og et historisk nederlag af dimensioner. Situationen i Sydeuropa taler sit eget tydelige sprog. Krisen er global, løsningen er international og kampene skal udkæmpes nationalt (men koordineres internationalt).

Det har taget 150 år at nå til hvor vi er, men det har kun taget en finanskrise, et par chokdoktriner og en yderst beslutsom arbejdsgiverfront at nedrive en bygning generationer har rejst.

Vi kan pege nok så meget fingre af arbejdsgiverne og andre magthavere, men de fleste fingre peger på os selv. Vi kan fortælle alverdens positivistiske fortællinger om hvor godt vi gør det, men det fjerner ikke problemerne eller tilvejebringer løsningerne.

Automatpiloten og den gyldne regel ”Don’t mention the War” skal droppes. Svesken skal på disken. Fagbevægelsens problemer, er selvskabte problemer, - og det er kun fagbevægelsen selv, der kan løse dem. Fagbevægelsen kan ikke give alle andre skylden for vores udfordringer og appellere til magthaverne om at skåne os. I krig, kærlighed og klassekamp gælder alle kneb!

Fagbevægelsen skal droppe klagesangen ”vi-taber-krigen-fordi-de-andre-skyder-igen”.

Fra fravalgsbevægelse til tilvalgsbevægelse

Fagbevægelsen er i dag en fravalgsbevægelse. Vil vi (igen) være en tilvalgsbevægelse, kræver det et radikalt sporskift. En ny fagforeningskultur, hvor alle i organisationen har et fælles mål: medlemsorganisering, medlemsempowerment og tilbageerobring af politisk styrke, - skal se dagens lys. Gammel tænkning, metoder og handlemønstre skal aflæres. De bedste erfaringer fra 20’erne og 30’erne skal støves af, oversættes og nyfortolkes til det 21’ende århundrede.

Det kræver store ændringer i de faglige organisationer at gøre både det direkte deltagerdemokrati og det valgte repræsentative demokrati bedre, inkluderende og mere effektivt. Dørtrinnet ind til fagbevægelsen skal ikke kun sænkes, men fjernes.

Klassekamp er den eneste vej væk fra smatten på midten af dansk politik, som i øjeblikket er ved at kvæle Socialdemokraterne og SF og store dele af fagbevægelsen ikke mindst LO.

Friedrich Engels argumenterede for at klassekampen foregår på tre niveauer, - det ideologiske, det politiske og det økonomiske. Med mindre udviklingen indenfor fagbevægelsen er forstået og analyseret indenfor denne generelle kontekst, bliver det næsten umuligt at komme til en fornuftig forståelse af hvad der sker og hvad der må gøres.

Derfor må enhver debat om velfærdsstaten, fagbevægelsens udfordringer og klassekampssituationen i dag også forholde sig til den politiske og ideologiske dimension. Ud fra devisen, hvis du vil have folk til at tænke rødt, så må du tale rødt.

Ikke siden 70’erne har muligheden for at progressive ideer igen kan spille en central rolle i samfundet været større. Men der er ingen automatik i at det nødvendigvis bliver progressive ideer der får overtaget.

Lad os, som den italienske socialist Antonio Gramsci engang sagde, være; ”optimistisk i fremadrettede aktiviteter og kritisk-pessimistisk i vores analytiske vurderinger”. Der er ikke brug for jubeloptimisme og revolutionen-står-lige-for-døren retorik, men kælderkolde og nøgterne analyser af den faktiske virkelighed. Der er ingen quickfix på det lort vi står i (undskyld udfordringer)

Forandringen af fagbevægelsen starter med dig, uanset om du er menigt medlem, TR, AMR, afdelingsbestyrelsesmedlem, kongresdelegeret, hovedbestyrelsesmedlem eller ledende frikøbt tillidsrepræsentant. Det starter med at du, sammen med dine kolleger kræver at fagbevægelsen begynder (igen) at blive en bevægelse i bevægelse for et bedre og mere retfærdigt samfund.

Det handler ikke om, om du er medlem af det ene eller andet parti, eller om du er politisk hjemløs. Det handler heller ikke om, om du er mere eller mindre rød. Det handler om, at alle os der ikke vil smide 150 års tilkæmpede rettigheder på den historiske mødding står sammen og gør fagbevægelsen til alle medlemmers bevægelse. En bevægelse hvis opgave er at være den samfundsforandrende bevægelse.

Mange har påpeget faren for social uro i forlængelse af finanskrisen.  Andre af os håber på og erkender nødvendigheden af socialt oprør.

Forskellen på de to positioner, ligger i politisk organisering, retning, visioner og strategier. Vi har bevægelsen, vi har fællesskabets styrke, men vi mangler modet, viljen og visionen.