4. januar 2012 - 15:17

Først busser - så betalingsring

Den nye regering har lovet en betalingsring i eller om København og Enhedslisten bakker op – så det ser ud, som om der er flertal for idéen. Det er dog ikke helt klart, hvad formålet er: Er det at nedbringe trængslen på vejene i og omkring København så bilerne kan komme hurtigere frem? Eller er det at få ”Bilerne ud af Byen”, så vi slipper for den enorme forurening med de følger, det har for københavnerne i form af øget dødelighed mm.?

Hvis formålet er at komme trængslen til livs kan en betalingsring give god mening: De, der har økonomien og lysten kan vælge at betale for at krydse ringen og fortsætte med at køre i bil. Sådan er det jo i et kapitalistisk samfund: har du penge, så kan du få og har du ingen, så må du gå.

Hvis problemet er forurening, er selve idéen om en betalingsring lettere absurd: forurener bilen mindre, hvis ejeren har råd og lyst til at betale for at køre i København? Men bortset fra det halvhjertede forsøg med en delvis lukning af Nørrebrogade, har det ikke rigtig været muligt at skaffe opbakning til forbud mod at køre i bil i København.

Og så viser internationale erfaringer jo, at afgifter i form af betalingsanlæg og lignende virker: trafikken nedsættes – med positiv virkning på både trængsel og forurening.

Men hvis ikke det bare skal være en ekstra – og meget socialt skæv – skat, skal folk rent faktisk – også i praksis - have mulighed for at vælge en anden transportform. Det drejer sig både om de, der ikke har råd til at vælge fortsat at køre i bil på tværs af en betalingsring. Men hvis formålet – at nedbringe trafikken – skal opfyldes, skal også de, der har råd til at betale for at krydse betalingsringen gerne vælge en anden form for transport, fordi det åbenlyst er både bedre og billigere,

Jeg vil meget advare mod at man bare ser alle billister som nogle onde, asociale idioter. For nogle er bilen i dag den eneste (og i mange tilfælde billigste) måde at komme til og fra arbejde – særligt i en tidsmæssigt presset hverdag. Selvom eksemplet måske er fortærsket er det f.eks. et problem for den enlige mor i min omgangskreds, der skal nå at aflevere børnene, komme til og fra arbejde i en forstadskommune og hjem at hente børnene igen. Hun har hverken tid til at bruge den offentlige transport eller råd til at betale for at krydse en betalingsring.

Derfor må en betalingsring ikke indføres uden at man sikrer at de folk, der i dag kører i bil har et alternativ.

Det betyder, at der skal flere afgange på de eksisterende bus- og toglinier – og flere og bredere cykelstier. Flere steder er busser, tog og cykelstier fyldt til bristepunktet. Hvis betalingsringen får den ønskede effekt og flere tager cyklen eller den kollektive trafik er der simpelthen ikke plads!

Det betyder også at der skal laves flere ruter – f.eks. er det ofte meget omstændeligt at komme på tværs af byen – med mange skift og dermed et stort tidsforbrug til følge. Det vil i første omgang dreje sig om buslinier, da det jo tager en del år at få etableret tog, metro, letbaner eller hvad man ellers forestiller sig.

Og så skal taksterne i den offentlige transport sættes ned. Med de nuværende takster er det for mange dyrere at tage offentlig transport end at køre selv. Hvis en betalingsring betyder, at de enten skal betale mere for at køre i bil eller skifte til den dyrere offentlige transport, kan det for nogle være en ekstra udgift, der ikke kan rummes i budgettet.

Derfor kan jeg godt blive nervøs for rækkefølgen og ikke mindst finansieringen. Alternativerne skal være på plads senest samtidig med betalingsringen. Og finansieringen af udbygningen af den offentlige transport og takstnedsættelser må ikke afhænge af indtægterne fra betalingsringen. Hvad hvis betalingsringen opfylder sit formål og meget få vælger at krydse den i bil: skal taksterne så sættes op igen, fordi der ikke er det forventede provenu fra betalingsringen?

Kommentarer

Endelig en erklæret venstreorienteret, som nævner kardemommeloven som livsfilosofi og som synes at vi lige bør spise brød til før vi tager vidtgående beslutninger. Hvis vi venstreorienterede vælger løsninger med samme mangel på rettidig omhu som VKO, er vi ikke en tøddel bedre. Husk at de politikere, som vore politikere besøger, for at høre om betalingsringe andre steder, kun har interesse i at fremstille deres løsninger som succesfulde. Man skal altid huske at spørge ind til bagsiden af medaljen.

Overborgmesteren ønsker ringen ført ved kommunegrænsen. -En kommunegrænse, som i sammenligning med andre storbyer er ført uhyre tæt på bymidten. -Den geografiske by København er langt større. Kommunegrænsen er kun en administrativ grænse. Derfor er det forunderligt at denne kunstige grænse skulle være det mest rigtige sted at placere en betalingsring.

Når det er sagt, så må jeg tilføje at jeg ikke kan finde svar på rigtigt mange spørgsmål: Er det en trængselsafgift eller er miljøet dét problem, som man ønsker at gøre noget ved? Bemærk i den forbindelse at luften i villakvarterer i Jyllinge, pga brændeovne, er ligeså (u)sund som i de Københavnske brogader.

Uanset hvor ringen lægges, nedsættes trafikmængden siges det. Så kan det blive attraktivt for mig at tage bilen på arbejde i stedet for cyklen da jeg både bor og arbejder indenfor kommunegrænsen. (Nu er jeg dog meget overjegs-styret, hvorfor dette næppe bliver en realitet). Derimod vil jeg nedsætte antallet af besøg hos min gamle mor på plejehjemmet, ligesom antallet af besøg, jeg selv har fået,har været nedadgående siden der blev lavet parkeringsbetaling i bro-kvartererne. Endvidere: Vil motorcykler, "store knallerter" (45 km),små knallerter(30 km) eller Christiania-el-cykler blive afgift-pålagt eller slippe? Hvad vil det koste mig at starte min gamle Motorcykel og køre en tur i aftenlyset, når familien Danmark ser TV eller nyder kolonihaven?

Der er, så vidt jeg kan se, overvejelser om 2 koncentriske ringe eller 2 ringe udenpå hinanden. Man må derfor i den grad animere til førnævnte rettidige omhu.

Nu har man siden bilen blev lanceret forsøgt at begrænse anvendelsen (eller det har været argumentet, man kan fristes til at tro at provenuet har været det afgørende) ved at beskatte på alle mulige leder og kanter; en bil til 100.000kr koster 300.000kr med afgifter, benzinen koster 4 gange cost pris p.g.a afgifter, vægtafgift, parkeringsafgift, forsikringsafgift m.m er blevet lagt på i mere elller mindre store trin - og hvad er der sket? Trafikken i biler øges. Nu tror man så at skatteinstrumentet vil virke hvis man opfinder en ny vinkel i form af en betalingsring. Trængslen på gaderne er udtryk for at alternativet ikke er til at foretrække - tilbuddet i form af offentlig transport fungerer åbenbart ikke siden folk bliver ved med at sætte sig ind i de stadig dyrere biler. Hvor svært kan det være at indse det?? Så drop vanvittige investeringer i mystiske afgifter og udbyg mulighederne for at transportere sig på en alternativ måde eller flyt arbejdspladserne ud fra de store byer.

Som cyklist, bilist, lastbilchauffør i København, så synes jeg at det er en god ide og en nødvendighed med en betalingsring eller en trængselsafgift. Selvfølgelig er der brug for omtanke - og det håber jeg da også at politikere og embedsfolk har - især når det er miljøet det drejer sig om. Vi har brug for fakta;

Fakta er at trængselsafgifter virker
- det har virket i London = meget stor by
- det har virket i Stockholm = by på størrelse med København.

Folketingets trafikudvalg er lige nu på besøg i Stockholm og København og forhåbentligt følges de med nogen eksperter, som kan dokumentere hvad som virker og hvad som ikke virker. F.eks har jeg brug for at vide hvor mange flere afgange og hvor mange flere passagere linje 1A, linje 4A osv kan præstere, når der er færre biler på de københavnske veje? Der er måske ikke brug for flere busser, hvis de kommer hurtigere frem? Vi skal have fakta på bordet, så kan vi bedre diskutere med hinanden Måske en faktahjemmeside om trængselsafgifter - i lighed med P1s Detektor Jeg blev interviewet af Politiken om stilladsarbejdernes holdning til spørgsmålet, men mine svar blev ikke bragt - de passede ikke ind i Politikens fakta

@Edvard Morner Hvor finder jeg dokumentation for at luften i Jyllinge er lige så forurenet, som i brokvartererne? @hansen Du skriver at bilerne er stadigt dyrere. Er det i forhold til busbilletter i København eller hvordan?

jeg syns at der taler imod økologibevægelsen den er blevet et lov og orden politik i dag. Den sikkreste måde at få nedsæt trafiken er at folk for god og gratis offentlig transport lige nu, men venstrefløjjen er sig for find at gå på gaden og protester. Næsten al triansport hander om at køb eller sælge noget(også arbejdskraften) og den bedste måde at lave økologi på er at der bliver solgt og købt mindre og i stedet for organiser vi livet lige så godt som i dag anarkstisk kommunistisk, men uden alt det arbejder som kun betyder profit i lommen, på virksomhederne eller staten. lønmodtagerne har ikke at valg om at tage på arbejde og det er ikke som har priveligerne i det økonomiske system, og derfor er der kun dem som børe betale er virksomhederne. Det mest retfærdige er at det lønmodtagerne som bliver udnyttet i forvejen som betale for Ringen og det bliver dem som kommer til at betale flest afgifter. Det er uretfærdigt at de få relationer som ikke er direkte betyder at købe og at sælge som at tage ud i naturen, at besøge venner, .. osv. uden for at kbh bliver nu der igennem noget man skal betale direkte penge for.

Som antikapitalist og økologisk forkæmper giver det ikke mening at lave en den slags reformer som rammer socialt svage, og som realt ikke betyder dem som profiteter af naturens øddelægelser og lønmodtager udnyttet er privilliget af i kaptalistisk samfund faktisk børe betale.

Det er problem og intet sigende debat at Ø, SF og andre venstefløjs organisationer her næsten kun passive mellem, fordi hvis disse tog sig samemen og valgte at gå på gade og protester vil der hurtig være lavet billig ofentlig transport, og hvad siger den debat om venstrefløjen den er ikke antikapitalstisk, den er ikke socialistisk og den er økologisk, og den betyder venstrefløj parlamentarisk vrøvls og almindelige menneskes afmagt.

Vi skal især have letbaner (sporvogne), som er en miljøvenlig og billig form for kollektiv trafik, i modsætning til de monstrøse metrobyggerier. Der er omegnen med den vedtagne Ring 3-bane faktisk forud for selve København.

En anden fordel ved en letbane er at de fylder på vejene og det vil gøre det mindre atraktiv at køre i bil. Samtidig vil det ramme alle lige meget, fordi de rige også skal holde i kø. Det er imodsæting til betalingsringen, der realt er brugerbetaling på offentlige veje. Derfor undre det mig også at store dele af den venster fløj der plejer at være imod bruger betaling ikke kan se at betalingsringen er socialt skæv.

ps der er ikke en modsætning mellem metro og letjbane. .

Enhedslisten-København har udarbejdet en række spørgsmål og svar omkring trængselsringen. Bl.a. gør det op med myten om at en trængselsafgioft skulle være socialt skæv sammenlignet med status quo.

http://www.kbh.enhedslisten.dk/Traengselsringen-sporgsmal-og-svar

@ (uden navn) 9. januar

Jeg tillader mig at referere det tekststykke jeg regner med du henviser til: "Men vil en trængselsring ikke ramme den lille mand?

Nej. ”Den lille mand” har ikke bil. Faktisk er det kun 28% af de københavnerne, der har en bil. 72% har kun cykel og kollektiv transport. Den typiske bilejer har høj indkomst og bor i ejerbolig. Faktisk er det over 60% af dem der ejer eget hus eller lejlighed, der har en bil i København. For lejerne er tallet omkring 20%.

Når vi kigger på pendlerne så er det heller ikke udpræget den lille mand, der rammes. 76% har en mellemlang, lang eller erhvervsfaglig uddannelse og 50% tjener mere end 400.000 kroner om året. Kun 20% tjener under 300.000. Heraf tjener blot 4% under 200.000 om året.

Trængselsringen er derfor også omfordeling fra rig til fattig, når pengene går til kollektiv trafik. Bl.a. fordi boligejerne har tjent store skattefrie gevinster de senere år, mens de skiftende regeringer ikke har turdet røre ved boligskatten.

Dertil kommer at det oftest er de fattige, der bor tættest ved de mest trafikerede veje, og derfor har størst risiko for at dø af luftforurening. En skæbne, der hvert år overgår 500 københavnere."

Den grundlæggende fejl i den argumentation er at den ikke fortæller os hvorfor det er ok at lave foringelser for de 4% der tjener under 200.000 kr. om året og kører bil. Er det fordi forringelser er ok når de bare rammer en marginal gruppe arbejde mennesker?

set fra provinsen (århus) er hele diskussionen om betalingsringen præget af et hidtil uset klynkeri. københavn har et fremragende kollektivt transportsysten og er iøvrigt flad som en pandekage, lille og kompakt og fyldt med cykelstier - altsammen forhold det taler for at københavnere og borgere i omegnskommunerne uden besvær kan finde andre transportformer end bil uden nogen særlig anstrengelse. egentlig er det ufatteligt at ikke større dele af indre by et 100% bilfri. vedrørende priser er det klart billigst at cykle eller at tage bussen. fordelingsmæssigt foretrækker jeg omfordeling over skattebiletten - det er den eneste måde at sikre en ordentlig social profil - men at bruge afgifter som adfærdsregulering virker - det er der masser af dokumentation for.

til MP:

Pointen med en trængselsring er at gøre det mindre attraktivt at køre i bil og mere attraktivt at køre med det offentlige eller cykle. Derfor så ja: der er tale om forringelser for bilister (det er faktisk meningen) også for den lille gruppe af lavtlønnede bil-pendlere, hvis de fortsætter med at bruge deres bil. Til gengæld får de altså et reelt valg om at skifte til bedre og billigere kollektiv transport.

Pointen er bare, at det er forkert når det påstås at trængselsringen er social uretfærdig. For overordnet set er status quo langt værre. Der er langt flere lavtlønnede, der tager med offentlig transport og de betaler hver eneste dag en uretfærdig høj pris for en alt for dårlig offentlig transport, mens dem der har råd kan boltre sig i deres fede biler.

Det giver et ramaskrig, når bilejerne rammes. Men mærkværdigt nok er der (næsten) ingen der har reageret på at billetterne til det offentlige er fordoblet på 10 år og femdoblet på 30 år. Der kan du ellers tale om socialt uretfærdige afgifter på folks transport.

Overordnet set vil trængselsringen bidrage til at skabe større lighed i samfundet, selvom det ikke er hovedformålet, da den flytter penge fra dem der kører i bil, hvor de rige er kraftigt overrepræsenteret til dem der bruger det offentlige, hvor de fattige er kraftigt overrepræsenteret.

Blot et svar vedr. dokumentationen for forureningen i villakvarterer i Jyllinge. Producenter og forhandlere af brændeovne er naturligvis og måske med rette?uenige. http://www.cancer.dk/rensluften/luf...

Annonce