Annonce

21. december 2011 - 11:54

Europagt: Hate to say we told you so...

Jeg var en af de tre i SF’s landsledelse, der 12/12 2011 stemte imod at fortsætte processen, der kan føre til dansk deltagelse i europagten. Her kan du læse hvorfor jeg ikke tror, at pagten kan ændres, så den bliver god for Danmark – for ikke at tale om resten af EU…

Det er gået op for eurolandene, hvad vi ØMU-modstandere sagde fra start af: ØMUen kan ikke bestå uden en tæt finanspolitisk union.

En sådan union ønskede og ønsker vi ikke, netop fordi den fratager landene deres selvbestemmelse og er for enstrenget og ufleksibel over for de forskellige økonomiske forhold, der vil gælde i medlemslandene.

Dertil kommer, at den konkrete politik, der lægges til grund for unionen, er hamrende højreorienteret: Den er kun fokuseret på inflationsbekæmpelse og nedskæringer, frem for også at give plads til at stimulere vækst og beskæftigelse. Efterspørgslen må kigge længe efter hjælp i ØMUen.

Poul Nyrup Rasmussen, der indtil for nylig var leder af de europæiske socialdemokrater, og ikke ligefrem kan kaldes ekstrem i sin venstreorientering, beskrev planerne bag europagten ret rammende i Politiken: »Det er dybt tragisk for Europa, at Merkel og Sarkozy på denne meget udemokratiske måde vil tvinge deres konservative tanker igennem. Jeg tror, at de undervurderer, hvor farligt det her er. Befolkningerne vil ikke finde sig i det«. Jeg håber, at han får ret.

Befolkningerne skal ikke finde sig i at det får mindre betydning på finanspolitikken om de stemmer socialister eller konservative ind i deres nationale parlamenter. Konsekvensen af europagten bliver nemlig den, at alle lande, der tilslutter sig den, binder sig til en konservativ krisehåndtering.
Samme krisehåndtering, som Danmarks røde blok op til folketingsvalget kritiserede for at ville spare landet dybere ned i krisen.

Denne europagt, som eurolandene blev enige om under stor dramatik, er en brandvarm politisk kartoffel for tiden. I mine øjne burde den ellers være iskold for alle, der ønsker at (finans)politik skal afgøres af folkevalgte frem for EU-teknokrater i Kommissionen. Og for alle, der hælder til den moderat venstreorienterede opfattelse, at en samfundsøkonomi i krise skal kunne stimulere sig selv gennem offentlige investeringer eller en anden form for ekspansiv finanspolitik.

Disse to muligheder; demokratisk selvbestemmelse over finanspolitikken og muligheden for at koldstarte økonomien, forringes nemlig markant med europagten, der vil binde landene til at holde underskud på den strukturelle balance (den økonomiske bundlinie fratrukket konjunkturbestemte poster, såsom udbetalinger til arbejdsløse osv.) på højst 0,5 %. Hertil kommer en række automatiske sanktioner og kontrol- og inspektionsmekanismer.

At sanktionerne ikke kan gælde for Danmark, grundet vores forbehold, er ikke en god grund til at tilslutte sig: Vi vil stadig kunne skammes ud for ikke at overholde en aftale. Det er snarere et argument for at holde sig ude: Der er ikke meget øget økonomisk troværdighed - hvilket er et af tilhængernes argumenter - i at indgå en aftale, vi ikke kan straffes for at bryde.

Selv hvis man som venstreorienteret i Danmark skulle ønske at føre politik af hensyn til de hysteriske finansmarkeder og ratingbureauer, er der altså ikke meget at vinde ved europagten. Den ændrer næppe noget i deres øjne. Til gengæld vil pagten være en konservativ rettesnor, danske og EU-politikere vil kunne bruge til at slå en ekspansiv og progressiv krisepolitik i hovedet med.

En dansk tilslutning vil derfor udelukkende sende et signal om, at vi bakker op om en afdemokratisering og automatisk højredrejning af finanspolitikken i Danmark, såvel som i resten af EU.

Eurolandene står med pagten nu hver især over for at skulle overgive endnu en væsentlig del af deres sidste økonomiske selvbestemmelse til Bruxelles’ bureaukrater, der ikke alene vil afdemokratisere finanspolitikken, men også sætte den på et spor, der kun kan svinge til højre.

Det har længe været de EU-positives argument, at det ikke længere skal handle om for eller imod EU, men om at se EU som en politisk kampplads mellem højre og venstre. Udmærket. Så må en venstreorienteret vel vurdere, om det konkrete tiltag drejer politikken i EU til venstre. Hvis den ikke gør, må man vel – ifølge denne opfattelse – være imod europagten. For selvom det ikke må handle om for eller imod, er det immervæk de eneste to muligheder, man kan forholde sig til et politisk forslag når man kommer til afgørelsen.

Et andet argument; "vi skal sidde med ved bordet for at få indflydelse", virker ret naivt, når man ser på historikken omkring europagtens tilblivelse. Den er foreslået af Tyskland og Frankrig - men først efter at det største EU-land, Tyskland, havde banket ønskerne fra det næststørste, Frankrig, om euroobligationer ud af banen. At en lilleput som Danmark kunne få indflydelse på en pagt, der handler om at styrke en valuta, vi ikke er med i, virker i den sammenhæng som ønsketænkning.

Der er ingen tvivl om, at euro-landene har behov for at stabilisere euroen og selvfølgelig skal et land ikke bare kunne køre med store underskud på sine statsfinanser i årtier. Men derfra og til at sige, at alle lande skal holde sig inden for højst 0,5 % underskud på den strukturelle saldo i enkelte år, er der et langt stykke.

Det kan måske være en løsning for nogle lande lige nu at holde igen og skære ned. Men for andre lande - heriblandt Danmark - er udfordringen den omvendte: At skabe vækst og job. Det gør man ikke gennem nedskæringer, men gennem investeringer.

Derfor må der køres med større underskud nu, som så skal rettes op af overskud senere. At eurolandene har valgt at binde sig til en benhård og højreorienteret ØMU-politik er synd for dem. Mange af dem betaler nu prisen for ikke at kunne føre en offensiv finanspolitik, som den nye finanslov tilsiger her til lands.

Den vil betyde en strukturel balance på minus 1,1 % (måske mere) - altså mere end dobbelt så stor som det, den nye europagt vil tillade. Den danske kickstart kunne endda have været meget mere offensiv: Økonomer diskuterer, om den er stor nok til at få væsentlig effekt.

Det er dermed usikkert, om Danmarks økonomi overhovedet lever op til kravene i den nærmeste fremtid. Hvad der synes mere sikkert er, at det danske euroforbehold – om ikke også juridisk, så i al fald politisk – næppe tillader en dansk tilslutning, selv hvis en centrum-venstre regering mod forhåbning skulle ønske det.

Euroklubben har sikkert et behov for nye regler, men når man ikke vil med i klubben, vil det da være fjollet at påtage sig nogle rigide regler, der skader økonomi og demokrati. Om euroen kan reddes er tvivlsomt. Endnu mere tvivlsomt er det, om folkenes styre over deres økonomier kan reddes i de lande, hvor europagten kommer til at gælde.

Det danske svar til eurolandenes pagt må derfor være et forstående og forståeligt:

”No thank you. And we hate say we told you so.”

Annonce