EU set fra USA

Dette indlæg skrives, mens jeg er på ferie i USA. Vi rejser lidt rundt og har bl.a. brugt en uge i New York.

Den allerførste tanke der ramte ved synet af Manhattan var: Jeg kan godt forstå, hvis man får lidt storhedsvanvid af at bo i denne by. Alting er bare meget større her, det er tydeligst med bygningerne, men selv detaljer som madportionernes størrelser – alt er bare meget større – på godt og ondt.

Selv om vi er i juli, og der derfor ikke er længe til præsidentvalget, virker det ikke som om folk er specielt interesserede i eller optagede af politik. Der er ingen politiske reklamer, hverken på offentlige reklamepladser eller på plakater ophængt på mindre officielle steder. Vi ser en enkelt Obama T-shirt, men ellers virker det som om politik er totalt ikke-eksisterende.

Det er derfor oplagt, at den enkelte amerikaner ikke tænker særlig meget over noget så fjernt som EU. Det gør deres politiske ledere til gengæld. Der er ingen tvivl om, at de sidste mange amerikanske præsidenter har klappet i deres hænder over udviklingen i EU. Det er en udvikling der er sket på flere fronter.

For det første har vi set en kraftigt stigende integration i EU. Der betyder, at det enkelte land får mindre og mindre at skulle have sagt, fordi flere ting bliver besluttet og gennemført i EU. Vi ser det på mange forskellige områder: Danmark har f.eks. forsøgt at undgå kræftfremkaldende stoffer i økologiske pølser, men EU lagde vægt på den frie handel i EU, som begrundelse for hvorfor vi ikke måtte forbyde det.

Det betyder, da Danmark ikke måtte forbyde disse kræftfremkaldende stoffer. Det er nemlig sådan, at EU har oprettet det indre marked, og dette marked sikre, at man kan sælge varer, arbejdskraft og penge frit over landegrænserne. Når man som land forsøger at beskytte sundhed, miljø osv. mødes man så ofte med kritik, fordi det virker begrænsende for det indre marked, hvis man f.eks. har strammere regler for, hvad man må putte i økologiske spegepølser.

For det andet ser vi, at EU’s ledere arbejder på at skabe et fælles EU-militær. I den nyeste EU-traktat er der direkte skrevet ind, at der skal laves et EU-militær, som skal kunne rykke ud, fuldstændig som et hvilket som helst lands militær – blot med det in mente, at man ikke binder sig op på kun at gå i krig med FN-mandat. Faktisk står der intet i den nyeste EU-traktat om, at man kun vil gå i krig med FN-mandat. I andre arbejdspapirer uddybes det, at militæret skal bruges til at forsvare EU’s egne interesser – lyder det som amerikansk retorik?

Hvorfor er det så, at det passer USA rigtig godt? Med det stadigt stærkere samarbejde får USA én legekammerat, som har mange af de samme interesser, og som er meget fokuseret på handel – fuldstændig som USA. Desuden bliver denne her legekammerat udstyret med militær, så man sammen kan »herske over verden«. Der er intet der tyder på, at EU kommer til at være »bedre« end USA, når det handler om at behandle andre lande pænt. De minder tværtimod rigtig meget om hinanden. På den måde kan man jo godt forså, at USA synes, det er en god udvikling.