EU - nu med rabat

Danske politikere går meget op i, om Danmark får en milliard i EU-rabat. Men problemet er, at EU er en økonomisk fejlkonstruktion.

I øjeblikket foregår forhandlingerne om EU’s budget for perioden 2014-2020. De handler i høj grad om, hvad pengene skal bruges til – eller ikke bruges til. Men de handler selvfølgelig også om, hvor pengene skal komme fra.

I forhold til det sidste har regeringen spillet ud med et krav om en rabat på 1 milliard kroner på det danske kontingent til EU. Begrundelsen er, at Danmark betaler relativt mere end andre EU-lande, som vi kan sammenligne os med.

Faktisk er regeringen så sikre på at få rabatten, at de allerede har brugt pengene. Det fremgår af regeringens skatteaftale med Venstre og de konservative, hvor milliarden er indregnet til at medfinansiere skattelettelser.

Den sikkerhed har EU-kommissionen nu sat spørgsmålstegn ved. I et svar til EU-parlamentariker Morten Messerschmidt har Kommissionen oplyst, at Danmark ikke opfylder betingelserne for at få en EU-rabat.

Det svar kan ikke undre. Tværtimod er det en kendt sag, at Kommissionen længe har arbejdet på at begrænse rabatterne og i øvrigt gerne vil have endnu flere penge at gøre godt med.

Pointen er bare, at det i sidste ende ikke er EU-kommissionen, som afgør den slags spørgsmål. Det afgøres ved en studehandel mellem stats- og regeringslederne på et EU-topmøde. Præcis som da tidligere premierminister, Margarat Thatcher, med et velrettet slag med håndtasken på EU-topmødet i juni 1984, sikrede Storbritannien en anseelig milliardrabat.   

Om Helle Thorning formår det samme med sin Gucci-taske, når budgettet færdigforhandles i løbet af det kommende år, står stadig tilbage at vise. Men mon dog ikke? Hvis altså bare den danske regering tør insistere tilstrækkeligt og spille hårdt mod hårdt. I forhold til vores størrelse er Danmark jo trods alt – med eller uden rabat – en betydelig nettobetaler til EU.

Derfor er regeringen naturligvis interesseret i, at fokusere offentlighedens opmærksomhed omkring den diskussion. Men det er der absolut ingen grund til. For uanset om Danmark får rabat eller ej, så ændrer det intet ved, at EU er en gigantisk økonomisk fejlkonstruktion.

Dels er der landbrugsstøtten, som er et af de to største udgiftsområder. Disse penge er i høj grad med til at skævvride landbrugsproduktionen såvel nationalt som internationalt. Og hvis landene selv rådede over de penge, er der ingen tvivl om, at de kunne anvendes mere fornuftigt. Alligevel er der absolut intet, der tyder på, at omfanget af landbrugsstøtten ændres væsentligt.

Og dels er der den såkaldte regionalstøtte, som er den anden af de største udgiftsområder. Og heller ikke her er der noget som helst, som tyder på grundlæggende forandringer – heller ikke selvom man år efter år må konstatere, at mange af pengene ikke er udbetalt i overensstemmelse med reglerne og en del er forsvundet i svindel og svig.

Et grundlæggende problem ved organisering af EU’s økonomi er, at landene betaler en masse penge til Bruxelles – og så skal søge om at få dem tilbage igen. Ud over at der naturligvis er et vist pengetab undervejs, så er det afgørende problem, at de penge, som kommer tilbage er mindre værd end de penge, som blev sendt af sted.

Forklaringen er ikke særlig kompliceret. Når f.eks. Danmark sender penge ned til globaliseringsfonden til hjælp for ofre for globaliseringen og så må vente måneder og år for at få nogle af dem retur, når der er akut behov (som det f.eks. var tilfældet i forbindelse med hjælp til fyrede arbejdere fra Danfoss), så har pengene mistet deres værdi undervejs. Hurtig hjælp er som bekendt dobbelthjælp, men det modsatte gælder også.

Baggrunden for dette system er ikke økonomisk, men ideologisk. Alle skal føle, at de på en eller anden måde ”får” noget af EU og alle skal vænnes til at kigge til Bruxelles efter finansiering. Men pengene i Bruxelles kommer ikke af sig selv. De kommer fra landene – og det er landenes borgere selv, som betaler gildet.

I 2012 var EU's budget på 1.095 milliarder kroner. I den sammenhæng er 1 milliard jo en detalje. Derfor er det væsentligste i budgetforhandlingerne for 2014-2020 heller ikke, om Danmark får den krævede rabat eller ej, men om der bliver gjort fundamentalt op med EU’s økonomiske fejlkonstruktion.