Annonce

11. april 2012 - 15:57

Et styrket SF er et styrket Danmark



Jeg stiller op til landsledelsen i SF og her præsenterer jeg, hvad jeg vil kæmpe for


Organisationen

Desværre har SF store organisatoriske udfordringer. Der er gjort meget godt, men jeg mener der kan gøres meget mere.
SF er en svær organisation at komme ind i – vores strukturer er svært gennemskuelige og en stor del af den daglige deltagelse i partidemokratiet handler mere om personlige netværk end om organisatoriske evner. Dette hæmmer desværre demokratiet og muligheden for nytænktning.

Partiorganisationen har brug for en gennemgang- Vi skal bibeholde de stærke partiforeninger – men helt simple ting skal simpelthen på plads i vores organisation, så partiforeningerne kan fokusere på at lave politik, lokalarbejde og sikre et lokalt engagement.

  •     Organisationsplan for partiet – vi skal klart kunne overskue, hvem der har ansvar for hvad samt hvordan vi udfører det.
  •     Klar opgavefordeling – landsledelsen bør i samarbejde med partiforeningerne udarbejde en organisationsstruktur og en kommunikationsplan, der gør rettigheder og pligter på hvert niveau i organisationen klar.
  •     Telefon- og kontaktliste for alle med hverv i partiet – skal være tilgængelig for alle medlemmer
  •     Uddannelse – vi har 16.000 super engagerede og dygtige medlemmer, kan vi blot få 20% af dem på gaden, har vi ikke en passiv organisation. Så har vi Danmarks mest effektive lobbyorganisation – det kræver blandt andet, at vi genopbygger et kursusprogram for både tillidsvalgte og nye medlemmer.
  •     Lokaler, alle medlemmer skal kunne møde SF. Som næstformand i SF Region Hovedstaden var jeg sammen med SF-København med til at  åbne et fælles sekretariat sidste år i Nansengade og det har været en kæmpe succes - faste lokaler skaber aktivitet. Landsorganisationen skal hjælpe med at få det til at ske. En mulighed kunne være at nedsætte en taskforce, der hjælper lokalafdelingerne med at finde fornuftige løsninger på alt fra økonomi til daglig drift.


Politikken

Jeg har holdninger til en masse ting– der er dog 4 områder, der især ligger mit hjerte nært:

Opgør med social dumping
Det er ikke blot i byggeriet, at vi har kæmpe problemer, det er bare dem, der først råbte højt. Kig på rengøring, erhverskørsel, store dele af detailhandlen eller for den sags skyld IT.

SF skal kæmpe for: Danske forhold på danske arbejdspladser" – store dele af de værktøjer vi skal bruge, eksisterer allerede, men bliver ikke håndhævet. SF skal føre an i kampen for, at man ikke skal være hverken ”working poor” eller dø af at gå på arbejde

Beskæftigelsespolitikken
Vi skal udvikle en progressiv beskæftigelsesmodel. En realistisk model, der hjælper dem, der bliver arbejdsløse, men også giver plads til, at sagsbehandleren i jobcenteret kan fokusere på dem, der har størst behov.

Vi skal turde tage de store debatter op og anerkende, at vores system trænger til en seriøs forårsrengøring ,med hovedfokus på, hvad der virker og ikke på, hvad der er politisk opportunt. Og så skal vi skille socialpolitikken fra beskæftigelsespolitikken

Erhvervspolitik
SF skal være førende på at skabe ordentlige forhold for iværksættere i Danmark.
Vi har brug for dem og derfor er en regel sammenføring, hvor man rydder op i mængden af papir, offentlige myndigheder og absurde afgiftsordninger  nødvendig. Vi skal tilskynde det at turde starte op, det at turde satse alt på den gode ide.

Offentlig kontraktpolitik
SF har været førende på at få sociale klausuler igennem i de danske kommuner. Vi har vist, at offentlig kontraktstyring gør en forskel – nu skal vi tage det næste skridt. Kommuner, regioner og stat har potentiellet i sig til at være dagsordenssættende for udviklingen af grøn vækst og skabelse af et socialt ansvar i alle virksomheder.

Vi skal turde stille krav og vi skal turde sige højt, at vi hellere samarbejder med en nytænkende socioøkonomisk virksomhed, der tager et socialt ansvar og tænker grøn vækst, end med en udenlandsk ejet virksomhed, der importerer social dumping.

Hvad så nu?
De sidste par uger i partiet har været voldsomme. Så voldsomme at vi desværre har mistet fokus, og mange af os har nok glemt hvad det egentligt er, vi vil skal bruge SFs landsledelse til.

Med mit indlæg håber jeg at kunne sætte tankerne i gang, ikke kun hos partiets delegerede, men for alle der har en interesse i et fremtidigt rødt danmark.

Jeg op til landsledelsen, hverken som fodformet eller arbejderist – men bare som Leif fra Nørrebro med en holdning til hvor vores parti og land skal hen. Og jeg er altid åben for en god snak om dette.

Annonce