Enhedslistens Dilemma

Magten er rigtig farlig og over tid skadelig for mennesker, derfor er det rigtigt at have et rotationsprincip. Det er ligesom i Ringenes Herre, ringbæreren er meget udsat, også for med tiden at miste sin orientering.

Pernille Rosenkranz var ikke uundværlig for Enhedslisten. Det er der ikke nogen, der er.

Enhedslisten skal ikke tilpasses til det herskende politiske system, men søge at ændre det og bane vejen for noget helt nyt.

"Ifølge en af de seneste meningsmålinger, ville hver 6. vælger stemme på EHL, hvis der var valg nu."

Øøøh... snarere hver 12. vælger. Der var lige en lille faktor 2 dér.

Jeg tror det egentlige dilemma består i Enhedslisten dybest set har opnået sin magt under den præmis, at man netop ikke skal have nogen reel magt. Det kunne egentligt være interessant, hvis man undersøgte hvor mange af partiets vælgere der rent faktisk ønsker Enhedslisten som regeringsleder eller blot i en regering. En stor del af Enhedslistens "claim to fame" er jo, at partiet ikke bliver hæmmet af at have nogen reel magt. Enhedslisten kan stille de kritiske spørgsmål og stille de vildeste forslag, der oftest tangerer ren utopi. Hvilket er fint og hvilket i sig selv er god grund til at overveje at stemme på dem. Problemet (eller dilemmaet) opstår så bare i det øjeblik Enhedslisten opnår en kritisk masse og rent faktisk bliver sat i en magtposition. Det er det vi oplever nu. Man gik til valg på at vælte den borgerlige regering og det gjorde man også. Men istedet for at kunne læne sig tilbage og hejse banneret med påskriften "Mission Accomplished", finder man nu sig selv i en situation, hvor magten kommer tilbage og bider en i røven. Efter tømmermændene fra valgnatten har lagt sig vågner man op til en virkelighed, hvor man har givet magten til en regering, der på flere områder fører en politik, der har samme facit som den tidligere regerings politik(1) - f.eks. oplever de lavtlønnede ikke nogle forbedringer under den nye regering (tværtimod). Men hvad er alternativet? At vælte den siddende regering og give magten til en erklæret borgerlig regering? Det er et dilemma og som jeg ser det kan Enhedslisten ikke rigtigt "vinde". Men det betyder jo ikke de nødvendigvis behøver tabe. Man kunne vel forsøge sig med rent faktisk, at føre reel politik og bruge sin magt til at skabe forbedringer for de svageste i samfundet. Det er også derfor jeg synes det er så ærgeligt, at man stadigvæk holder fast i sin identitet som glorificeret støjgenerator.

Kort sagt må partiet gøre op med sig selv og finde ud af om man vil forblive fastlåst i dilemmaet eller om man vil omgå det og rent faktisk gøre Danmark til et bedre sted at leve. Man må finde ud af om man vil fortsætte med at stille forslag, man ikke engang selv tror på kan blive gennemført eller om man vil arbejde målrettet på at få gennemført noget konkret (bedre forhold for de lavtlønnede vil være et klædeligt sted at starte).

(1) Med andre ord har partiet udført en enkelt "magthandling" og resultatet var rent ud sagt noget værre lort. Hvilket givetvis kun har tjent til at cementere partiets position i vælgernes bevidsthed som en smuk tanke, men ikke desto mindre noget der, for alt i verden, ikke skal blive til meget mere end en tanke.

@Jesper M. Lund: "Skal vi ikke beholde Johanne S. Nielsen et par valgperioder endnu og så droppe rotationsprincippet, der forhindrer partiet i at vokse og blive en værdig modstander til Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og ikke mindst Dansk Folkeparti?"

Det ville så afgjort være det værste, EL kunne gøre, hvis det gjaldt om at trække DK i en socialistisk retning. Og det bedste, EL kunne gøre, hvis det gjaldt om at vinde sig meget magt på bekostning af politikken. Et opgør med rotationsreglen er en sikker billet til en SF-udvikling. Langt hellere burde den skærpes.

"Som gammel anarkist ser jeg godt faren for pamperi, men jeg synes den største fare for venstrefløjen i mange år, har været evnen til med stor effektivitet at slette sine politiske profiler fra det politiske landkort."

Som nuværende anarkist forstår jeg ikke, hvordan du kan skrive sådan. Mener du virkelig, at tabet af Rosenkrantz-Theil (og nu Line Barfoed) har været til større skade for venstrefløjen end SF's højredrejning?

Faren ved at afskaffe rotationsordningen er ikke bare "pamperi", men det langt mere omfattende princip, som Jean Thierry også nævner: at magt, indflydelse og status udøver en dyb og gennemgående påvirkning på selv den mest velmenende. Det er derfor Villy Søvndal lige pludselig som udenrigsminister mener det stik modsatte af, hvad han gjorde for et år siden, på en række punkter, og det er derfor folketingsgruppen altid befinder sig på partiets ... pragmatiske fløj, for at sige det pænt. Ikke fordi de er slette mennesker, men fordi vi som mennesker påvirkes afgørende af det miljø og de kontekster, vi placeres i, og fordi parlamentariske kontekster altid yder en modererende og afradikaliserende indflydelse på folk, der mere og mere ligedannes med de andre magthavere, jo længere de tilbringer på de bonede gulve, uagtet nok så mange gode intentioner. Af samme grund er rotationsreglen sammen med partiskatten det  bolværk, der sikrer, at EL stadig på en række områder kan siges at være et parti i en anden klasse end de øvrige partier.

At fjerne rotationsreglen vil nok give EL mere magt og professionalisme, men det vil også gøre EL til det nye SF, så sikkert som amen i kirken.

"Vi vil arbejde med alle legale metoder for at EHL kan vokse og erstatte det nuværende politiske Establishment, der består af partier, hvis politik, ikke afviger væsentligt fra hinanden."

Og dermed vil du skabe et EL, hvis politik ikke afviger væsentligt fra de andre partiers.

"Det gode ved det princip, er at det ikke afliver sig selv og sit eget eksistensgrundlag."

Nok ikke, men det afliver EL som revolutionært, socialistisk parti.

Jesper M-Lunds helt store forklaringsproblem er ikke, at han tror, at magt er nødvendig for at opnå forandring. I mine øjne er magt handlekraft - og derfor ikke i sig selv noget negativt. Den dårlige situation opstår, når kun ganske få har magt, dvs. handlekraft. Jeg synes, det er lidt uhyggeligt at se, at så mange i denne tråd tilsyneladende har den forestilling, at de ikke selv har magt. Selvfølgelig har de det. Og de bruger den. Hvis man er ubevidst om egen magtbrug (eller ikke vil være ved den), så er risikoen for at man kommer til at træde på dem, som har mindre magt end man selv har, meget meget stor.

Jesper M-Lunds forklaringsproblem ligger tværtimod i den helt klassiske fodfejl, som rigtig mange begår, når de kan se, at den organisation, som de sætter deres lid til, begynder at vokse. Nu bliver den kvantitative vækst pludselig et mål i sig selv. Og for at opnå kvantitativ vækst må man have:

1) Et letgenkendeligt og troværdigt brand og en vareidentitet (fx et ansigt, det er her JSN el. PRT kommer ind i billedet) som folk kan spejle sig i, se op til, være vilde med. Et godt sælgende brand eller en vareidentitet skifter man ikke bare ud. Det ville være lige så dumt som at fyre Søren Ryge eller fjerne Adidas-logo'et fra Adidas-hoodien.

2) Effektiv markedsføring, der reducerer komplekse problemstillinger med mange forskellige perspektiver til mundrette slogans med et enøjet perspektiv.

Plus naturligvis en gennemrationaliseret administration og produktion.

Hvad sker der, når en organisation forelsker sig i egen kvantitativ vækst? Den glemmer oftest, hvorfor den egentlig satte sig selv i verden, hvad det højere mål for dens aktiviteter var fra starten.

Hvis vi taler en medlemsorganisation sker der det, at medlemmerne til hverdag reduceres til donatorer, abonnenter og frivillige, der pakker breve, hænger plakater op og laver andet praktisk administrativt og PR-arbejde. Til store begivenheder fx valgaften eller demo gør man dem så til lalleglade cheerleaders. Den politiske organisation er blevet et firma.

Se på, hvad der er sket med mange andre partier. Men ikke mindst på, hvad der er sket med samtlige større interesseorganisationer her i landet. Hvis det er et mere venstredrejet og demokratisk samfund vi ønsker, altså kvalitativ vækst af venstrefløjens idéer og udbredelse af venstreorienteret praksis, så er den firmastrategi bare ikke vejen frem. Alt det, som Jesper M-Lund er vild med nu, forsvinder. Medlemmerne bliver parti-kvæg og demokratiet forsvinder i mundrette one-liners og leanes ud.

Jeg tror fremtiden mere ligger på at kunne forhandle sig til tingene, hvis Helle skal forblive på magten, bare de sidste tre år ud. Omvendt bør man aldrig udsætte rotationspricippet, for hvem ved, det kan jo være der kommer en ny efterfølger med mindst ligeså 'politisk tæft' som Johanne, mand som kvinde? 

Og forøvrigt ja bør man måske også lidt som i ovenstående, droppe promo-mentaliteten og hellere prøve at gøre op med at makedsmekanismerne har taget over, som vi jo ser i de fleste partier, i det liberale demokrati.

Til alle debattører:

Jeg beskriver et dilemma, som vi bliver nødt til at forholde os til. Allerede nu er det brandaktuelt. Jeg sidder ikke med en færdigsyet løsning på problemet, men mener ikke vi - trods alle vores idealer - kan undgå at forholde os til den medie-virkelighed, som vi lever i i dag. Det er ikke verden, der bare er dum. Det er måske også OS, der er dumme, når vi lukker øjnene for den. Rotationsprincippet er nærmest helligt og af gode grunde og rigtigt er det, at også andre kan fylde funktionen ud, men jeg tror, vi glemmer de helt almindelige mennesker foran skærmene. Dem, der ikke læser det her. Dem, der ikke interesserer sig for politik og kun deltager i den demokratiske farce hvert 4. år. Dem, der mangler et ansigt på modstanden mod systemet. Hvad skal vi gøre ved det ? Ser man slet ikke den manglende kontinuitet som et problem ?