Annonce

3. maj 2012 - 9:51

Enhedslistens catch-22

I Joseph Hellers roman Catch-22/Punkt 22 fra 1961 er flyversoldatens eneste vej til fritagelse fra yderligere bombetogter under krigen, at blive erklæret sindssyg. Problemet er blot, at det betragtes som et udtryk for sindssyge at ønske at komme på flere bombetogter.

Anmoder man således om fritagelse, må man derfor være ganske rask i hovedet, hvorfor anmodningen pure afvises.

Når Enhedslisten holder årsmøde i denne weekend, så er det med partiets helt egen version af catch-22 som bagtæppe: Skal man bevare sin troværdighed og politiske integritet, så må man sige klart fra overfor regeringens videreførelse af VKO’s økonomiske politik – konkret i forbindelse med sensommerens finanslov.

Hvis ikke regeringen tager nedskæringer og økonomiske stramninger af bordet, så må man lade dem sejle deres egen sø, om det så udløser et valg.

Problemet er blot, og det er så her, at paradokset indtræder,  at hvis man i yderste konsekvens bringer regeringen til fald, og dermed baner vejen for Løkke Rasmussen, så vil man miste størstedelen af den troværdighed og goodwill, man dygtigt har opbygget gennem de senere år.

Og så kan man så ellers sidde og hygge sig med sin intakte integritet, mens resten af det venstreorienterede Danmark synes at Enhedslisten er nogle latterlige aber.

Det scenarie spekuleres der intensivt i i Venstres førerbunker.

Ansvarlighed

Det typiske argument fra S og SF for at Enhedslisten skal lade sig sylte ind i blå politik, og deres iver efter, trods regeringsskifte, at lade V og K diktere den økonomiske politik, er, at det er et udtryk for at tage ansvar. Der skal foretages svære prioriteringer, og det er ansvarligt at skære, da det er den rene og skære nødvendighed, og ingen alternativer desværre er at finde.

Det kaldes ansvarlighed. Den gode gamle sang om de rene kontra de beskidte hænder.

Problemet ved det argument er selvfølgelig bare, at der ER alternativer. Økonomien er ikke skrumpet mærkbart siden 2007 før finanskrisen - det er kun væksten. Der er altså ikke blevet færre penge og værdier, det er kun tilvæksten af penge og værdier, der er dykket.

Der er klimaet og jordens ressourcer rigtigt godt tilfreds med, mens der pives gevaldigt i bestyrelseslokaler rundt omkring, over at afkastet ikke vokser som forventet. For et afkast på ca. 2007-niveau - det er åbenbart bare ikke godt nok.

Så når der pludselig ikke er penge nok i statens budgetter til det, der var penge til i 2007, så er det fordi den nuværende regering af uransagelige årsager ser det som sin topprioritet, at gøre stemningen i bestyrelseslokalerne så mild som mulig.

Den ansvarlighed der tales om, er konsekvensen af at S og SF insisterer på tale en midte i dansk politik frem, der ligger væsentligt længere til højre end hvad faktisk, nødvendigt – og klogt – er.

Den manglende sprog- og politikudvikling

Når det er kommet så vidt, at en på papiret rød regering  gør befolkningen, opinionen og den hensigtsmæssige politik mere blå end de behøver, og afviser røde alternativer, så skyldes det i høj grad det faktum, at man har brugt tiden i opposition, og sågar før, på at fokusere på den næste pressemeddelelse, den næste medieoptræden, det næste valg, i stedet for at fokusere på et punkt lidt længere ude i hyacinten, og sætte mål og lægge strategier efter det.

Man har svigtet at udvikle politik og sprog, for i stedet at være gode til at neutralisere modstandernes stærkeste våben ved at udviske forskellene.

Dermed har man samtidig givet sig selv et uhyre begrænset politisk manøvrerum, og overladt taktstokken til V, K og CEPOS.

Svigtet i forhold til at formulere politiske projekter, der kan engagere, begejstre, og give stof til drømme og antænde begær, omfatter også Enhedslisten. Man har fokuseret på at mainstreame sig, og selv om det blev belønnet ved sidste valg, så står man nu uden anden væsentlig kapital i forhold til 2007-valget, end nogle dygtige profiler, og at man agerer (midlertidigt) eksil for et ikke ubetydeligt antal tidligere SF’ere, og nomadevælgere.

Den nuværende succes er således på en billig baggrund, eller hvad Niels Krause-Kjær kalder en friløber.

Finanslovsforhandlingerne 2012 nærmer sig, og dermed afslutningen på hvedebrødsdagenes friløber. Nu skal der fældes dom over Enhedslisten: er I en del af den neoliberale ’nødvendighed’, eller er I så godt som færdige i dansk politik en rum tid fremover?

Og således er en politisk situation, der skulle have været lykkelig, med en rød(lig) regering båret oppe af et rødt parlamentarisk grundlag, og vejen banet for progressive reformer, i stedet endt med at være en giftig catch-22 i en selvskabt, unødigt blå politisk virkelighed.

Kære Enhedslisten. Kan I have et rigtigt godt årsmøde.

Annonce