Enhedslisten og den selvmordstruede regering

 ”Ingen parlamentariske illusioner”. Sådan lyder en gammel venstrefløjsparole. Jeg deler ikke parolens generelle afstandstagen til parlamentarisk arbejde. Men forstået som en analyse af den helt aktuelle situation er den egentlig ganske rammende.

 For uanset hvad man mener om Enhedslistens deltagelse i finansloven, så har forløbet gjort den parlamentariske situation langt klarere. Og hovedkonklusionen på forløbet er, skåret ind til benet, at der pt. ikke er nogen grund til at forvente at Enhedslisten vil kunne aftvinge større og mere principielle indrømmelser, endsige formå regeringen til at gennemføre det opgør med den borgerlige nedskæringspolitik og ulighedspolitik, som den gik til valg på.

 Det skyldes flere forhold.

 For det første de rent parlamentariske styrkeforhold. Mange, inklusiv mig selv, havde forestillet sig, at Enhedslisten, som parlamentarisk grundlag ville kunne presse regeringen under forhandlinger om f.eks. finanslov, fordi regeringen ikke havde andre forhandlingsalternativer. Men det berømte Chicken-race udeblev. Venstre og Dansk Folkeparti bød sig velvilligt til – både ved skatteforhandlingerne før sommer og ved finanslovsforhandlingerne. Og regeringen har vist sig mere end villig til at lave forlig med højrefløjen. Det var ikke for sjov at Socialdemokraterne og SF brugte meget tid op til finanslovsforhandlingerne på at forberede deres baglande på en finanslov med højrefløjen. Det var en mulighed de opererede med hele vejen gennem forhandlingerne. Enhedslistens muligheder for at aftvinge regeringen større indrømmelser er så længe dette mønster fortsættes stærkt begrænsede.

Kunne man ikke bare true med et mistillidsvotum kunne man spørge. Jeg tror ikke på den strategi. Uanset at socialdemokraterne frygter et valg med de nuværende meningsmålinger, vil de alligevel foretrække det frem for en situation hvor de åbenlyst underkaster sig trusler fra ”ekstremisterne” i Enhedslisten. Det ville være ubærligt for den nuværende S-top, for slet ikke at tale om de radikale.

Nyliberal regering
Men pessimismen mht. til parlamentariske indrømmelser stikker dybere end de rent parlamentariske spilfægterier. For det første regeringsår og ikke mindst forhandlinger om finansloven har vist hvor dogmatisk nyliberal regeringens økonomiske politik egentlig. Særligt spørgsmålet om at øge udbuddet af arbejdskraft viser i hvor høj grad regeringens politik står i klar modsætning til lønmodtagernes interesser.

Kravet om at øge arbejdsudbuddet er rettesnoren for hele regeringsprojektet. Det er det de tænker på når de vågner, og før de går i seng. Dette credo gør det umuligt at føre en progressiv, beskæftigelsesorienteret eller lighedsskabende politik. Dagpengekampen er et godt eksempel. Regeringens modvilje mod at ændre reglerne, skyldtes ikke, at det koster specislt mange penge. Det skyldes at det i følge regeringens antagelser sænker arbejdsudbudet når trygheden for lønmodtagerne øges. Men det går videre end det.  Selv forslag som var god socialdemokratisk politik under S/R-regeringen hældes nu fuldstændig ned af brættet. Når Enhedslisten f.eks. foreslår at genindføre Nyruptidens orlovsordninger (deling af arbejdet) så afvises det fuldstændig med henvisning til at det sænker arbejdsudbuddet. Når Enhedslisten foreslår en mere social finansiering af afskaffelsen afgifterne på sukker og fedt, afvises det med henvisning til, at øget beskatning af overklassen (som f.eks. en millionærskat) ligeledes vil sænke arbejdsudbuddet. I foråret venter reformer (læs nedskæringer) af kontanthjælpen og SU. Igen vil formålet være at øge arbejdsudbuddet, for dermed at presse arbejdsforhold og løn ned.

 Vi står kot sagt med en regering, som står i et dybt ideologisk modsætningforhold til Enhedslisten og andre progressive kræfter på hele den økonomiske politik, og som ser ud til at ville fastholde en ortodoks nyliberalistisk orienteret linje uanset konsekvenserne i form af tab af troværdighed og vælgere. Dennis Kristensen havde ret, da han sagde, at vi har at gøre med en regering som øjensynligt ikke ønsker genvalg.   

Et tredje forhold er selvfølgelig de styrkeforhold som findes uden for Christiansborg. Her viste finanslovsforløbet desværre med al tydelighed, at de dominerende kræfter i fagtoppen ikke var parate til at sætte tommelskruerne på regeringen i spørgsmålet om dagpengene. Det lykkedes effektivt regeringen med at par akutpakker, at tage luften ud af det pres, som fagbevægelsen ellers var ved at opbygge.

 Summa Summarum: De aktuelle muligheder for at aftvinge regeringen markante indrømmelser er stærkt begrænsede. Det betyder ikke, at der ikke via forhandlinger kan opnås gode resultater, som det også skete med finansloven på områder som social dumping, socialpolitik, miljøbeskyttelse mm. Men når det gælder indrømmelser, der kunne forrykke afgørende samfundsmæssige styrkeforhold til fordel for lønmodtagerne, så ser det pt. sort ud.

 
Opbyg en stærk venstreopposition

Men hvordan stiller Enhedslisten og andre progressive sig til en regering, som øjensynligt ikke vil genvælges, og som på de afgørende områder står i dyb ideologisk modsætning til både Enhedslisten og til mange blandt sine egne traditionelle baglande og vælgere. Hvad skal de kommende 3 år bruges på?

Jeg har allerede i en tidligere blog beskæftiget mig med de mere generelle betragtninger om Enhedslisten opgave og rolle. Med fokus på hvordan Enhedslisten bliver bredere og i stand til at samle og engagere dem, som er skuffede og frustrerede over regeringens højreskred.

 Men hvad består opgaverne mere konkret i, når der ikke pt. kan forventes de store indrømmelser af parlamentarisk vej.  Sagt i en simpel overskrift er hovedopgaven at opbygge en stærk, velfunderet, bred og troværdig venstreopposition til regeringen.  Jeg ser således tre hovedopgaver for de kommende år:

 1. Stærkere pres udefra

De frustrationer der findes over regeringen, skal konverteres til engagement. Det gælder først og fremmest i fagbevægelsen. Både i forbindelse med trepartsforhandlingerne, og i forbindelse med dagpengekampen har det været en glædelig overraskelse, at et græsrods-lag i fagbevægelsen har artikuleret sig og lagt både fagtoppen og regeringen under pres.  Enhedslisten skal bidrage til at bygge videre på de erfaringer.  Partiets arbejde i fagbevægelsen skal prioriteres højere og skal koordineres mere effektivt og målrettet.  Dette bliver ikke mindst vigtigt i den videre kampagne for ændringer af dagpengesystemet.

Elev og studenterbevægelsen kan i foråret komme til at spille en vigtig rolle i forbindelse med regeringens planer om en reform af SU´en, der skal tvinge de studerende hurtigere gennem studierne. Også det bør prioriteres benhårdt.

Endelig ville det være vigtigt, hvis Enhedslisten kunne bidrage til at opbygge en bevægelse af arbejdsløse. Det er ikke nogen nem opgave, men ville kunne få stor betydning.

Problemet er i det hele taget, at styrkelse af bevægelsesarbejdet er nemmere sagt end gjort. Det er jo ikke noget nyt, at Enhedslisten taler om at styrke folkelige bevægelser og udenomparlamentarisk arbejde. Der er behov for en større realisme og konkretisering af diskussionerne. Og nogle analyser af de gange hvor det er lykkedes. Hvad var recepten bag velfærdsprotesterne i 0´erne . Hvorfor blev Kirkeasyl så vellykket en protestbevægelse etc. etc.

Vi er også nødt til at tænke bevægelsesarbejdet langt bredere end den evige idé om en demonstration på Slotspladsen.

Det er også vigtigt, at Enhedslisten forbinder sig til de dele af baglandene i socialdemokraterne og SF der ønsker en ny kurs. Det vil være af stor betydning at inddrage de kræfter i konkrete fælles kampagner og i bevægelsesarbejdet. Sådanne fælles kampagner kunne med fordel startes lokalt.

2. Opbygning af Enhedslisten

Enhedslisten er medlemsmæssigt blevet et stort parti. Vi har langt flere medlemmer end de fleste af den antikapitalistiske venstrefløjs partier traditionelt har haft. Det er afgørende, at de kommende år (med de større økonomiske ressourcer som følge af fremgangen) bliver brugt til at udvikle partiets afdelinger – så de i langt højere grad end i dag, kan spille ind i lokale bevægelser og protester – og dermed bidrage til at skabe de lokale byggesten, som stærkere landsdækkende bevægelser må bygge på.  De fleste større bevægelsesaktiviteter i det seneste årti tog et lokalt udgangspunkt. Fra Sosu´strejken i Holsterbro, til forældreprotesterne i Århus.

Enhedslistens medlemmer og afdelinger skal uddannes i at opbygge lokale kampagner, og engagere sig i lokale politiske konflikter om f.eks. velfærdsnedskæringer eller faglige blokader.

Der er brug for grundige undersøgelser af hvad medlemmerne egentlig forventer, og hvilke aktiviteter som de ønsker at bidrage til.  I det hele taget skal der tages større udgangspunkt i medlemmernes egen hverdag og oplevelser. Enhedslisten bør give medlemmerne redskaber til at engagere sig, der hvor de har deres hverdag. Når der er konflikter på arbejdspladsen, når der skal vælges forældrebestyrelse i børnehaven osv. osv. Som Enhedslistemedlem skal man føle sig som en del af et fælles projekt, hvor man gør sin indsats, der hvor man bedst kan – men samtidig føler, at denne indsats bidrager til et større samlet projekt.

 
3. Deltagelse i ”den ideologiske klassekamp”

Enhedslisten har på grund af vores rolle som regeringens parlamentariske grundlag en relativ stærk tilstedeværelse i den offentlige debat – fra nyhedshistorier, til debatprogrammer, til adgang til debatspalter mm.

Det er en placering skal benyttes målrettet. I disse år raser det man kunne kalde en ideologisk klassekamp i den offentlige debat. Det gælder f.eks. holdningen til de arbejdsløse (individualisering af skylden for arbejdsløhed). Det gælder spørgsmålet om at sætte løn og skat ned (seneste aktualiseret af Sohn-Hjort-aksen), Det gælder forsvaret for den danske model (Vejlegården), det gælder holdningen til skat (påstanden om at skat er en straf mod de dygtige og flittige), og det gælder fortællingen om, at der ikke er råd til velfærd i fremtiden.

Udfaldet af disse diskursive og ideologiske kampe om den offentlige opinion har efter min mening langt mere vidtrækkende konsekvenser for venstrefløjen og for samfundet end, hvem der skriver under på en finanslov.
Det er derfor en hovedopgave for Enhedslisten og for andre progressive kræfter på venstrefløjen, at analysere og opbygge den stærkest mulige modargumentation til den liberalistiske offensiv. Byggende på både fakta, og på holdninger og følelser.

Enhedslisten skal også blive bedre til at præge debatten med mere egentlig socialistisk systemkritik og systemudfordrende forslag og krav. Den overværldende modtagelse af f.eks. Preben Wilhjelms bog, viser en tørst efter kapitalismekritik, og forslag til alternative kriseløsninger og politikker, når den formuleres på en reflekteret og udogmatisk måde.

  
Konsekvenserne for det parlamentariske arbejde

 
Men hvad skal analysen af regeringens nyliberale linje og de ikke-eksisterende parlamentariske illusioner betyde for Enhedslisten arbejde i folketinget? Det er ikke et helt enkelt spørgsmål.

 På den ene side er det vigtigt, at Enhedslisten ikke opfattes, som et halehæng til en upopulær og højredrejet regering.  Det kan tale for en relativ hård linje i forhandlingerne – hvor, der stilles krav, som venstrefløjens vælgere vil finde både rimelige og realistiske, men hvor der er klare grænser for hvor langt man vil bøje sig i forhandlingerne.

På den anden side er det afgørende, at det vedbliver med at være tydeligt for befolkningen, at regeringen fortager et politisk valg, når den indgår forlig med højrefløjen.  Det forudsætter imidlertid, at det står klart for enhver at Enhedslisten står til rådighed for både forhandlinger og kompromisser (selvfølgelig uden forringelser). Og at regeringen ikke kan tørre skylde for forlig med højrefløjen af i Enhedslistens manglende kompromisvillighed.

Samtidig vil det også være udtryk for en kynisk tilgang til politik, hvis Enhedslisten ikke tager de forbedringer hjem, der kan tages hjem.  Selvom Enhedslisten f.eks. åbent erkender, at finansloven ikke er god nok, ændrer det f.eks. ikke ved at unge kontanthjælpsmodtagere på ungeydelse får en betydelig håndsrækning, at der gives bedre muligheder for at stoppe social dumping, og at flygtningefamilier med børn får forbedret deres økonomi betydeligt, og at tusindvis af dagpengemodtagere blev reddet på stregen fra økonomisk ruin

Tilgangen til det parlamentariske arbejde må altså navigere mellem disse forskellige hensyn. Og det er nok ikke hensigtsmæssigt, at lave en one-size-fits-all tilgang, da der hele tiden må tages hensyn til f.eks. hvordan arbejdet i folketinget bedst bidrager til at engagere fagbevægelsens medlemmer etc.  Nogle gange vil det at opnå et delresultat være det bedste udgangspunkt for mobilisering, andre gange vil det være mere gavnligt at stå fast på et hovedkrav.

 
Som det blev tydeligt i forbindelsen med indgåelsen af finanslovsaftalen – spiller det kommunikative plan også en vigtig rolle. Det at indgå i forlig med regeringen, betyder ikke nødvendigvis, at det fremstår som en love-story. Ligesom jeg tror at mange kritikere af finansloven tager fejl når de tror, at Enhedslisten opfattes som ansvarlig for hele den økonomiske politik – inklusiv de forlig vi i løbet af året har kæmpet imod, fordi partiet stemmer for finansloven. Vores kommunikation/agitation spiller en langt mere afgørende rolle for opfattelsen af vores forhold til regering, og ansvar for regeringens elendigheder, end disse debattører tror.

Hvor peger det hen?

En anden udfordring er hvordan vi skaber håb for fremtiden og bekæmper resignation og desillusion. Hvordan vi kan skabe håb og engagement, når der ikke findes er bedre regeringsalternativ. Når alternativet er værre.  Særligt frem mod næste valg vil vi blive presset af spørgsmål som:  ”Hvem vil i pege på som statsminister”, ”Hvordan kan i pege på en regering, I har været så utilfredse med” etc. etc.

Til det er der vel kun at sige. I bedste fald vil det inden være lykkedes at skabe et så stærk pres på regeringen, at den gennemfører en form for kursskifte (måske lederskifte) – også fordi selvmordstrangen på et tidspunkt må aftage.

Hvis regeringen omvendt fortsætter sin nuværende kurs, så er det helt usandsynligt at den kommer i nærheden af at vinde næste valg – og så bliver spørgsmålet om regeringsalternativet mindre presserende. Mere presserende bliver til gengæld behovet for at påtage sig opgaven med at opbygge et alternativ, der på sigt kan overtage rollen som den bærende kraft på den socialistiske venstrefløj.