En tur til Paris – og et par artikler i Børsen

Dette indlæg er skrevet (eller i hvert tilfælde påbegyndt), mens jeg sidder i flyveren på vej til Paris. Efter et hektisk efterår skal jeg på en kort ferie sammen med min kæreste.

På vejen ind i flyveren stod der så en bunke med forskellige aviser – primært franske, men iblandt også Børsen. Jeg må indrømme, at det er yderst sjældent, at jeg læser Børsen, det er ikke rigtig en avis, jeg gider betale for. Til gengæld synes jeg altid, det er sjovt at læse en ”ny” avis, når jeg tilfældigt støder ind i dem – og det er jo egentlig meget interessant at læse noget anderledes.

Jeg faldt over to faktisk meget interessante ting. For det første mener en stor del af erhvervslederne åbenbart, at finansloven er for stram – der trænger til at komme flere penge ud i samfundet. Hm… en pointe jeg faktisk er ganske enig i, så jeg læser glad videre. Det er først helt i slutningen, at det går op for mig, at der indforstået ligger, at de flere penge, der skal ud i samfundet, naturligvis skal komme via skattelettelser – jeg sad ellers lige og tænkte på klamme toiletter, slidte bøger, dårlig offentlig transport, lange ventelister til hospitalerne og alt muligt andet spændende, som vi kunne bruge pengene på.

Nu er det ikke fordi, jeg ikke kan klare, at folk har en anden holdning end mig. Nogle gange så virker det bare som om, vi er meget langt væk fra hinanden. Jeg mener, den journalist – og sandsynligvis de fleste læsere – synes helt åbenbart, at nødvendigheden af skattelettelser er så klar, at man ikke engang behøver at argumentere for det, det er jo indlysende. Det viser, hvor langt væk vi mennesker kan være mentalt fra hinanden på trods af, at vi lever i samme land (for fleres vedkommende i samme by), og får mange af de samme input i dagligdagen.

Jeg har ikke nogen dybere pointe med det – men jeg tror, det er vigtigt at være opmærksom på i politik, men også andre steder i livet, at vores grundlæggende antagelser, ting vi tager som en selvfølge, langt fra også er en selvfølge for andre mennesker.

Den anden artikel jeg faldt over, handlede om EU-formandskabet, som går til Tjekkiet fra nytår. Ud over at de grundlæggende præmisser igen var forskellige (journalisten tog det som en selvfølgelig at Lissabontraktaten ikke bare er rigtig god, men også uhyre vigtig – og at det gælder om at få den presset igennem hurtigst muligt), var det en rigtig spændende artikel. Tjekkiets præsident er nemlig ikke specielt begejstret for EU – han er både Euro-modstander, Lissabontraktat-modstander og meget andet. Børsen er meget bekymret for, hvordan det dog vil gå – nu har vi lige haft et hyperaktivt fransk formandskab, som i høj grad har arbejdet for mere EU-integration, og så kommer Tjekkiet og ødelægger det hele.

Hm... jeg tænker, at demokratisk set er det måske ikke helt dårligt, hvis EU sætter tempoet lidt ned – jeg mener, man kan jo starte med at acceptere, at Lissabontraktaten er faldet, Irland har stemt nej, og så kan den ikke blive godkendt. Til Børsens store lettelse – og min fortrydelse – er der allerede lagt en køreplan for hvordan man vil forsøge at omgøre nej’et. Man kan godt blive lidt frustreret over, at befolkningen i den grad bliver negligeret, og det er lige før, at man kan blive lidt modløs, det er jo ikke ligefrem første gang, at man forsøger at snyde en befolkning.

MEN, heldigvis kan man også vende det om og sige, ok. Irland skal godt nok stemme igen, men de har faktisk fået en sejr med hjem, nu får alle lande lov til at beholde en Kommissær – hvilket er en forbedring af Lissabontraktaten. Man kan sige, at hvis bare alle 27 medlemslande havde fået lov til at stemme, så kunne vi havde fået så mange forbedringer af traktaten, at man måske skulle overveje at stemme ja… Se dét ville være en nyhed jeg ville elske at læse om – også i Børsen!